Efteråret melder sin snarlige ankomst – også i økonomien - verdens aktiemarkeder slår for tiden ud i rødt. Kendetegnede for vendingen i økonomien er, at der er et stigende gab i forventningerne til hvilken retning økonomien udvikler sig, i mellem aktiemarkedet – der konstant jagter det næste boom – og kreditmarkedet – som har blikket stift rettet mod ikke at tabe penge.
Hvor aktiemarkederne har priset forventningerne til vækst og stigende indtjening ind i markedet, er kreditmarkedet i stigende grad i gang med en omstilling til et deflationsscenarie efter japansk model.
En divergens der også burde være et vink med en vognstang om, at aktiemarkedet er på vej mod en alvorlig korrektion.
I den finansielle verden går barometerstanden fra Smukt mod Storm. Rusk og regn er her bare erstattet med områder, hvor de økonomiske vinde kan opnå orkanstyrke på grund af de interkontinentale lavtrykskræfter (fra deflation, risikoaversion og frygt), der hviler tungt over verdensøkonomien.
Altsammen, vil det svække væksten yderligere, og kan rive værdier, formuer – og ja, endog nationaløkonomier omkuld med sin ødelæggende kraft.
I Amerika, er væksten for andet kvartal i træk under pres, og det er øjnefaldende at de kollossale økonomiske kraftanstrengelser til trods, er Amerika altså ikke i stand til at skabe tilstrækkeligt med nye arbejdspladser. Når boligmarkedet viser nye tegn på svaghed, flere lokale og statslige forvaltninger rykker tættere på en egentlig konkurs, er der grund til alvorlig bekymring for den strukturelle holdbarhed af Amerika’s økonomi.
Den Amerikanske centralbank – Federal Reserve (Fed) arbejder ihærdigt på at fremskaffe de nødvendige likvider, for fortsat at kunne stimulere økonomien – enhver kan iøvrigt ved selvsyn på internettet observere Bernanke og Obama’s helt eminente evne til at få de røde tal til at rotere som en løbsk el-måler.
Den ellers tidligere planlagte strategiske opstramning af pengepolitikken er i dag helt opgivet. Den Amerikanske nationalgæld er i ekstrem vækst. siden d. 23/6 2010 er gælden steget fra 13.000.000.000.000 $ til den nette sum af 13.347.000.000.000 $ (d. 19/8 2010) – gælden løber i dag så hurtigt, at det er nødvendigt ikke bare at sætte dato - men klokkeslæt – på antallet af billioner!
Selv investeringsbanken Goldman Sachs og Nobelprismodtager i Økonomi Paul Krugman advarer i dag om at FED’s opkøb i obligationsmarkedet sandsynligvis heller ikke vil være tilstrækkeligt. De facto nulrente, opkøb af “røde banker”, statsovertagelse af kreditfinansieringsinstitutternes tab, kaution af banksystemet og enorme bloktilskud til delstaterne til trods, er der stadig en betydelig risiko for, at Amerika falder tilbage i recession.
Barometerstanden indikerer derfor i overvejende grad valutauro – på grund af de uholdbare ubalancer mellem overskud og underskud, den ekstreme pengepolitik, og den stadigt stigende ubalance i mellem landets enorme budgetunderskud og den vigende økonomiske vækst. Fed’s beslutning om at begynde at købe statspapirer, for at lette presset på kreditmarkedet er sandsynligvis begyndelsen til enden på Amerika’s potente pengeproblem. Der er derfor varsel mod et lavtryk på vej indover kapitalmarkederne fra Atlanten.
Andre områder med katastrofepotentiale i verdensøkonomien er den kinesiske ejendomsboble og eurozonens finansierings- vilje og problemer, og udviklingen i den britiske økonomi.
Medvirkende til at opbygge spændingsfeltet omkring forventningerne til eurozonens økonomi er truslen om hvorvidt Grækenland, Spanien – eller sågar Storbritannien – vil misligholde deres forpligtelser, og den tvivlsomme stress-test man har foretaget, som nærmest er skræddersyet til at frikende størsteparten af Europa’s banker for eksponeringsrisiko mod de statsbankerotter, der lurer i horisonten.
Det er i dag åbenbart for enhver, at kapitalallokering via centralbanker ikke kan erstatte markedskræfterne, frihandel og global handel. Når interbankmarkedet efterfølgende bryder sammen vil renten flyve i vejret. Centralbankerne har allerede brugt deres krudt, og staterne har ikke heller mange skud i bøssen tilbage.
Bernanke og Trichet kan dog stadig nå at kaste penge i grams fra helikoptere, men tro mig, det vil heller ikke løse problemet – som er hele den vestlige verdens problem, nemlig den meget ringe konkurrenceevne, en uhensigtsmæssig demografisk udvikling og den vigende produktivitet. (Nå ja, og så forkærligheden for at at kurere alle økonomiske dårligdomme med mere statsgæld, højere inflation – og efterfølgende flere penge til det syge bankvæsen. Uden tanke for at det - før du aner det - på sigt, vil medføre en monumental inflation og suge kraften ud af hele den vestlige økonomi, når både kapital og produktion vil være rendt væk til Østen.
Den fælles europæiske/IMF fond – EFSF, European Financial Stability Facility – hvor man tryller svage papirer om til bomstærke derivater – efter samme læst som de CDO’er, der lå til grund for både subprimekrisen og den efterfølgende finans- og likviditetskrise – fungerer heller ikke ligefrem som olie på de oprørte vande.
Tværtimod ser vi netop her, nøjagtig hvor den næste store finansielle krise i Europa vil tage sit udgangspunkt.
Lidt udenfor det traditionelle fokus ligger Storbritannien og bygger sideløbende op til en økonomisk katastrofe i skyggen af de mindre, men spektakulære problemer i euroøkonomien.
Den officielle regning til den britiske stat for at undsætte banksektoren kan i dag gøres op til omkring 850 billioner pund sterling, hvis man medtager alle garantier og nødlån. Men regningen stopper ikke her.
Bank of England har desuden købt realkreditobligationer og skatkammerbeviser for i omegnen af 2 billiarder pund sterling, og den britiske regering har derudover pumpet 75 billioner pund sterling i Royal Bank of Scotland og Lloyds, således at staten nu ejer henholdsvis 84 og 41 % af aktierne i begge banker.
I mellemtiden har de britiske banker lånt hvad der svarer til 800 billioner pund til forfald i 2012. I en virkelighed hvor finanskrisen er afløst af ekstreme stigninger i landenes gældskvoter, er det et varsel om at de kortvarige fordele, der fulgte G-20 landenes injektioner nu lakker mod enden.
Regeringen anslår at Storbritanniens budgetunderskud vil ligge på ca. 12 % af BNP. Statsgælden i Storbritannien vil derfor vokse med 167 mia. pund sterling (12 % af BNP).
De kommende 5 år vil Storbritannien være nødt til at låne 800 mia. pund sterling – en fordobling af statsgælden – samtidig med at gældskvoten ventes at vil vokse til 70 % af BNP alene i år.
Refinansieringen af banksektorens gæld bliver derfor absolut ikke billigere.
Briterne kan derfor se frem til øgede renter, færre pengeinstitutter, stigende statsgæld, stigende skatter og lavere velfærd. Renten på en ti-årig britisk statsobligation ligger i dag på 4 %. Men briterne har en højere inflation end resten af EU, og omkostningerne ved at forrente statsgælden overstiger allerede f.eks. forsvarsbudgettet idag.
Udsigten til stigende renter vil derfor skabe uoverskuelige problemer – men det kan med usvigelig sikkerhed forudses at briterne vil være nødt til at devaluere pundet som følge af spekulation. Valutaen har på nuværende tidspunkt tabt næsten 36 % i forhold til dollar siden 2007, uden at den lavere kurs på pundet har ført til stigende eksport.
Europa følger altså en tvetydig udvikling. Asymmetrien i Europa’s økonomiske fundamentaler uddybes i denne tid yderligere. Det eksportledende nord står for tiden til et tiltrængt løft – med hjælp fra den svækkede euro – mens derimod det eksportsvage sydeuropa er sunket dybere ned i recession, og er næppe kommet tættere på en varig løsning af de økonomiske problemer, der præger det brogede billede.
Grækenland har har reduceret sit budgetunderskud noget, men det forudsætter en meget voldsom økonomisk opstramning før landet når et ligevægtspunkt. 1 mio. dollar spørgsmålet om hvordan grækerne skal blive i stand til at betale sin voksende gæld er endnu ikke løst. Spanien har fastholdt sit enorme private gældsbjerg, og selv om den nylige stress-test ikke slog det vaklende banksystem ud på teknisk knockout, vokser Spaniens problem støt, da også staten låner mere og mere.
Risikoen for statsbankerotter er til at tage og føle på, og er allerede priset ind i markedet for Grækenland og Spanien. Men der er tilsvarende problemer med de gældsplagede lande i EU’s østlige rand. I Ungarn er problemerne desuden langt fra slut. Kombinationen af høj arbejdsløshed, store underskud på statsfinanserne, drastiske besparelser, og samtidigt en øget risiko for politiske spændinger, gør at skyerne trækker op i sort omkring Europa.
Der er trods alt grænser for hvad vi kan forvente at Tyskland, sin ellers potente – og stærke – økonomi, kan trække, før landet sprænges både politisk og økonomisk.
De økonomiske uligheder i verden uddybes, og eksportøkonomierne i Tyskland, Kina, Japan og (Sverige, som har en flydende valuta) viser voksende overskud, mens USA, UK, Spanien og andre viser voksende underskud (baseret på en kreditfinansieret planøkonomisk vækst), og grundlaget for en ny finansiel krise trænger sig i forgrunden, og baner vejen for nye krampetrækninger i den hårdt plagede markedsøkonomi.
Oven i hatten – som om det ikke skulle være nok – presser der sig derudover flere og flere beviser frem i forgrunden på, at Kina’s økonomi er pumpet op i en gigantisk boligboble, baseret på en alt for generøs udlånspolitik. I dag står op mod 65 mio. nybyggede lejligheder tomme. I Beijing er jordpriserne steget op mod en halv snes gange siden 2003, og værdien af den kinesiske boligmasse er i forhold til landets BNP, på vej til at nå et kritisk niveau, nemlig det niveau Japan lå i ved udgangen af 1980′erne (hvor boblen bristede).
Fællesnævneren for de store finansielle kriser – Japan i 90′erne og fremefter, USA, Irland og Spanien nu, Danmark og Sverige i 90′erne (og måske også nu), er et overinvesteret ejendomsmarked, der springer som en boble. Jo, der er sorte skyer i horisonten.
I en lille stabil økonomi (som den danske) – hvor der ikke files i kanterne af mønterne – eller grundlaget for pengenes betalingsværdi ikke blandes op med hverken kobber, zink (eller tvivlsomme kreditderivater), vil den finansielle stabilitet sikre at vareudvekslingen kan fortsætte, fordi priser kan diskonteres forudsigeligt, og priser og kurser - på både kort og langt sigt – sandsynligvis ikke vil medføre de store overraskelser. Det danske handelsoverskud vokser fordi vi simpelthen forbruger mindre, og det er godt.
Det er altid borgerne, der får regningen i form af inflation, renter, skat og kurstab. At familien Danmark styrker krisebufferen nu er et bevis på, at danskerne ikke er født i går.
Skal man endelig give et praktisk råd, så er det at få styr på de løbske prioritetsrenter. Danskerne bør netop nu prioritere sikkerheden i en kendt (og lav) rentesats frem for en tvivlsom (marginal) gevinst. Ligeledes kan det også anbefales at udskifte potentielt farlige lån i f.eks CHF til lån i vor egen valuta.
Hvor aktiemarkederne har priset forventningerne til vækst og stigende indtjening ind i markedet, er kreditmarkedet i stigende grad i gang med en omstilling til et deflationsscenarie efter japansk model.
En divergens der også burde være et vink med en vognstang om, at aktiemarkedet er på vej mod en alvorlig korrektion.
I den finansielle verden går barometerstanden fra Smukt mod Storm. Rusk og regn er her bare erstattet med områder, hvor de økonomiske vinde kan opnå orkanstyrke på grund af de interkontinentale lavtrykskræfter (fra deflation, risikoaversion og frygt), der hviler tungt over verdensøkonomien.
Altsammen, vil det svække væksten yderligere, og kan rive værdier, formuer – og ja, endog nationaløkonomier omkuld med sin ødelæggende kraft.
I Amerika, er væksten for andet kvartal i træk under pres, og det er øjnefaldende at de kollossale økonomiske kraftanstrengelser til trods, er Amerika altså ikke i stand til at skabe tilstrækkeligt med nye arbejdspladser. Når boligmarkedet viser nye tegn på svaghed, flere lokale og statslige forvaltninger rykker tættere på en egentlig konkurs, er der grund til alvorlig bekymring for den strukturelle holdbarhed af Amerika’s økonomi.
Den Amerikanske centralbank – Federal Reserve (Fed) arbejder ihærdigt på at fremskaffe de nødvendige likvider, for fortsat at kunne stimulere økonomien – enhver kan iøvrigt ved selvsyn på internettet observere Bernanke og Obama’s helt eminente evne til at få de røde tal til at rotere som en løbsk el-måler.
Den ellers tidligere planlagte strategiske opstramning af pengepolitikken er i dag helt opgivet. Den Amerikanske nationalgæld er i ekstrem vækst. siden d. 23/6 2010 er gælden steget fra 13.000.000.000.000 $ til den nette sum af 13.347.000.000.000 $ (d. 19/8 2010) – gælden løber i dag så hurtigt, at det er nødvendigt ikke bare at sætte dato - men klokkeslæt – på antallet af billioner!
Selv investeringsbanken Goldman Sachs og Nobelprismodtager i Økonomi Paul Krugman advarer i dag om at FED’s opkøb i obligationsmarkedet sandsynligvis heller ikke vil være tilstrækkeligt. De facto nulrente, opkøb af “røde banker”, statsovertagelse af kreditfinansieringsinstitutternes tab, kaution af banksystemet og enorme bloktilskud til delstaterne til trods, er der stadig en betydelig risiko for, at Amerika falder tilbage i recession.
Barometerstanden indikerer derfor i overvejende grad valutauro – på grund af de uholdbare ubalancer mellem overskud og underskud, den ekstreme pengepolitik, og den stadigt stigende ubalance i mellem landets enorme budgetunderskud og den vigende økonomiske vækst. Fed’s beslutning om at begynde at købe statspapirer, for at lette presset på kreditmarkedet er sandsynligvis begyndelsen til enden på Amerika’s potente pengeproblem. Der er derfor varsel mod et lavtryk på vej indover kapitalmarkederne fra Atlanten.
Andre områder med katastrofepotentiale i verdensøkonomien er den kinesiske ejendomsboble og eurozonens finansierings- vilje og problemer, og udviklingen i den britiske økonomi.
Medvirkende til at opbygge spændingsfeltet omkring forventningerne til eurozonens økonomi er truslen om hvorvidt Grækenland, Spanien – eller sågar Storbritannien – vil misligholde deres forpligtelser, og den tvivlsomme stress-test man har foretaget, som nærmest er skræddersyet til at frikende størsteparten af Europa’s banker for eksponeringsrisiko mod de statsbankerotter, der lurer i horisonten.
Det er i dag åbenbart for enhver, at kapitalallokering via centralbanker ikke kan erstatte markedskræfterne, frihandel og global handel. Når interbankmarkedet efterfølgende bryder sammen vil renten flyve i vejret. Centralbankerne har allerede brugt deres krudt, og staterne har ikke heller mange skud i bøssen tilbage.
Bernanke og Trichet kan dog stadig nå at kaste penge i grams fra helikoptere, men tro mig, det vil heller ikke løse problemet – som er hele den vestlige verdens problem, nemlig den meget ringe konkurrenceevne, en uhensigtsmæssig demografisk udvikling og den vigende produktivitet. (Nå ja, og så forkærligheden for at at kurere alle økonomiske dårligdomme med mere statsgæld, højere inflation – og efterfølgende flere penge til det syge bankvæsen. Uden tanke for at det - før du aner det - på sigt, vil medføre en monumental inflation og suge kraften ud af hele den vestlige økonomi, når både kapital og produktion vil være rendt væk til Østen.
Den fælles europæiske/IMF fond – EFSF, European Financial Stability Facility – hvor man tryller svage papirer om til bomstærke derivater – efter samme læst som de CDO’er, der lå til grund for både subprimekrisen og den efterfølgende finans- og likviditetskrise – fungerer heller ikke ligefrem som olie på de oprørte vande.
Tværtimod ser vi netop her, nøjagtig hvor den næste store finansielle krise i Europa vil tage sit udgangspunkt.
Lidt udenfor det traditionelle fokus ligger Storbritannien og bygger sideløbende op til en økonomisk katastrofe i skyggen af de mindre, men spektakulære problemer i euroøkonomien.
Den officielle regning til den britiske stat for at undsætte banksektoren kan i dag gøres op til omkring 850 billioner pund sterling, hvis man medtager alle garantier og nødlån. Men regningen stopper ikke her.
Bank of England har desuden købt realkreditobligationer og skatkammerbeviser for i omegnen af 2 billiarder pund sterling, og den britiske regering har derudover pumpet 75 billioner pund sterling i Royal Bank of Scotland og Lloyds, således at staten nu ejer henholdsvis 84 og 41 % af aktierne i begge banker.
I mellemtiden har de britiske banker lånt hvad der svarer til 800 billioner pund til forfald i 2012. I en virkelighed hvor finanskrisen er afløst af ekstreme stigninger i landenes gældskvoter, er det et varsel om at de kortvarige fordele, der fulgte G-20 landenes injektioner nu lakker mod enden.
Regeringen anslår at Storbritanniens budgetunderskud vil ligge på ca. 12 % af BNP. Statsgælden i Storbritannien vil derfor vokse med 167 mia. pund sterling (12 % af BNP).
De kommende 5 år vil Storbritannien være nødt til at låne 800 mia. pund sterling – en fordobling af statsgælden – samtidig med at gældskvoten ventes at vil vokse til 70 % af BNP alene i år.
Refinansieringen af banksektorens gæld bliver derfor absolut ikke billigere.
Briterne kan derfor se frem til øgede renter, færre pengeinstitutter, stigende statsgæld, stigende skatter og lavere velfærd. Renten på en ti-årig britisk statsobligation ligger i dag på 4 %. Men briterne har en højere inflation end resten af EU, og omkostningerne ved at forrente statsgælden overstiger allerede f.eks. forsvarsbudgettet idag.
Udsigten til stigende renter vil derfor skabe uoverskuelige problemer – men det kan med usvigelig sikkerhed forudses at briterne vil være nødt til at devaluere pundet som følge af spekulation. Valutaen har på nuværende tidspunkt tabt næsten 36 % i forhold til dollar siden 2007, uden at den lavere kurs på pundet har ført til stigende eksport.
Europa følger altså en tvetydig udvikling. Asymmetrien i Europa’s økonomiske fundamentaler uddybes i denne tid yderligere. Det eksportledende nord står for tiden til et tiltrængt løft – med hjælp fra den svækkede euro – mens derimod det eksportsvage sydeuropa er sunket dybere ned i recession, og er næppe kommet tættere på en varig løsning af de økonomiske problemer, der præger det brogede billede.
Grækenland har har reduceret sit budgetunderskud noget, men det forudsætter en meget voldsom økonomisk opstramning før landet når et ligevægtspunkt. 1 mio. dollar spørgsmålet om hvordan grækerne skal blive i stand til at betale sin voksende gæld er endnu ikke løst. Spanien har fastholdt sit enorme private gældsbjerg, og selv om den nylige stress-test ikke slog det vaklende banksystem ud på teknisk knockout, vokser Spaniens problem støt, da også staten låner mere og mere.
Risikoen for statsbankerotter er til at tage og føle på, og er allerede priset ind i markedet for Grækenland og Spanien. Men der er tilsvarende problemer med de gældsplagede lande i EU’s østlige rand. I Ungarn er problemerne desuden langt fra slut. Kombinationen af høj arbejdsløshed, store underskud på statsfinanserne, drastiske besparelser, og samtidigt en øget risiko for politiske spændinger, gør at skyerne trækker op i sort omkring Europa.
Der er trods alt grænser for hvad vi kan forvente at Tyskland, sin ellers potente – og stærke – økonomi, kan trække, før landet sprænges både politisk og økonomisk.
De økonomiske uligheder i verden uddybes, og eksportøkonomierne i Tyskland, Kina, Japan og (Sverige, som har en flydende valuta) viser voksende overskud, mens USA, UK, Spanien og andre viser voksende underskud (baseret på en kreditfinansieret planøkonomisk vækst), og grundlaget for en ny finansiel krise trænger sig i forgrunden, og baner vejen for nye krampetrækninger i den hårdt plagede markedsøkonomi.
Oven i hatten – som om det ikke skulle være nok – presser der sig derudover flere og flere beviser frem i forgrunden på, at Kina’s økonomi er pumpet op i en gigantisk boligboble, baseret på en alt for generøs udlånspolitik. I dag står op mod 65 mio. nybyggede lejligheder tomme. I Beijing er jordpriserne steget op mod en halv snes gange siden 2003, og værdien af den kinesiske boligmasse er i forhold til landets BNP, på vej til at nå et kritisk niveau, nemlig det niveau Japan lå i ved udgangen af 1980′erne (hvor boblen bristede).
Fællesnævneren for de store finansielle kriser – Japan i 90′erne og fremefter, USA, Irland og Spanien nu, Danmark og Sverige i 90′erne (og måske også nu), er et overinvesteret ejendomsmarked, der springer som en boble. Jo, der er sorte skyer i horisonten.
I en lille stabil økonomi (som den danske) – hvor der ikke files i kanterne af mønterne – eller grundlaget for pengenes betalingsværdi ikke blandes op med hverken kobber, zink (eller tvivlsomme kreditderivater), vil den finansielle stabilitet sikre at vareudvekslingen kan fortsætte, fordi priser kan diskonteres forudsigeligt, og priser og kurser - på både kort og langt sigt – sandsynligvis ikke vil medføre de store overraskelser. Det danske handelsoverskud vokser fordi vi simpelthen forbruger mindre, og det er godt.
Det er altid borgerne, der får regningen i form af inflation, renter, skat og kurstab. At familien Danmark styrker krisebufferen nu er et bevis på, at danskerne ikke er født i går.
Skal man endelig give et praktisk råd, så er det at få styr på de løbske prioritetsrenter. Danskerne bør netop nu prioritere sikkerheden i en kendt (og lav) rentesats frem for en tvivlsom (marginal) gevinst. Ligeledes kan det også anbefales at udskifte potentielt farlige lån i f.eks CHF til lån i vor egen valuta.
