I Danmark lever 2.1 millioner mennesker af overførselsindkomster, der er underskud på de offentlige finanser, så langt øjet rækker, væksten og jobskabelsen er gået i stå, og de økonomiske prognoser forudsiger et konstant relativt velstandsfald, således Danmark inden 2020 vil være det fattigste land i Nordeuropa. I debatten om Danmarks fremtid udråbes finanskrisen ofte som værende synderen og årsagen til dette forfald, men forklaringen skal findes et lag dybere, nemlig i den egalitarisme der i årtier har været den grundlæggende præmis for samfundsudviklingen og den politiske debat. Tiden er inde til et kursskifte, der gør op med egalitarismens uvæsen og fører Danmark mod en lysere fremtid, og i den sammenhæng er konservatismen en god vejviser.
Konservatismen er pluralistisk, hvilket vil sige, at den søger at fremme og give plads til flere værdier på samme tid så som retfærdighed, frihed, næstekærlighed, velstand, dannelse, fred, naturrigdom, orden og samhørighed. Dermed adskiller den sig fundamentalt fra egalitarismen, som alene har til formål at øge eller bevare ligheden i samfundet. Sigtet for egalitarismen er ikke blot politisk lighed og lighed for loven, som konservatismen naturligvis støtter, men ressourcemæssig forudsætnings- og resultatlighed.
Egalitarismens grundpåstand er, at alle mennesker, netop fordi de er mennesker og udstyret med artens indbyggede godhed og forskellige potentialer, hvis vi ser bort fra medfødte handicap, kommer til verden med de samme forudsætninger for og tendenser til at leve gode liv. Så snart et menneske fødes, begynder eksterne omstændigheder imidlertid at spille ind på livsforløbet, og i den sammenhæng er overbevisningen, at gode start- og levevilkår er nødvendige for gode liv, og at dårlige liv hovedsageligt skyldes dårlige start- og levevilkår. Hvis mennesker derfor skal indgå i et retfærdigt samfundsfællesskab, er det nødvendigt, at de ligestilles rettighedsmæssigt men også, at deres start- og levevilkår gøres lige gode. Danskerne er som andre folkefærd ganske forskellige (der er ufaglærte, formuende, vaneforbrydere, akademikere, misbrugere og spillemænd), og det samme er deres levevilkår, og det egalitaristiske projekt synes derfor retfærdiggjort: Ulighed skal afskaffes, så alle får lige start- og levevilkår og dermed lige chancer for gode liv.
En af konservatismens kerneværdier er retfærdighed som udtrykt i princippet om, at man bør behandles lige i forhold til fortjeneste. Essensen af dette retfærdighedsbegreb er, at der i sig selv intet forkasteligt eller moralsk fordækt er ved ulighed, så længe den er fortjent. At noget er fortjent er kendetegnet ved, at den basis, på baggrund af hvilken et gode eller en byrde fordeles, er relevant for det respektive gode eller den respektive byrde, der skal fordeles. Alt andet lige er det således på sin plads, at elever og studerende, der klarer deres eksamensopgaver godt, får høje karakterer, mens elever og studerende, der klarer deres eksamensopgaver dårligt, får lave karakterer; det er på sin plads, at voldtægtsforbrydere, tyveknægte og voldsmænd fanges og fængsles, mens lovlydige borgere lades fri og i fred; det er på sin plads, at de, der udfører et stykke arbejde, modtager en løn, mens de, der intet arbejde udfører, ikke modtager nogen løn.
Et samfund, hvor sådanne fordelinger af goder og byrder systematisk modarbejdes, er uretfærdigt, og derfor må konservatismen vende sig mod den danske velfærdsstat og tanke, der i kampen for at fremme (velfærds)lighed, fortrænger idealet om ’lighed i forhold til fortjeneste’ fra flere og flere aspekter af danskernes tilværelse. Og desværre er der mere på spil end ”blot” retfærdighed; det egalitaristiske projekt udgør et frontalangreb mod selve det menneskelige, og resultatet af dets nådesløse sejr begynder at vise sig som en veritabel katastrofe som blandt andet vil kunne aflæses i Danmarks velstandsudvikling.
Menneskets grundlæggende vilkår er, at det må arbejde for at overleve, og selvom vi i dagligdagen tager det store vare- og tjenesteudbud som en selvfølge, så skal også vores mad, energi, boliger, tøj, biler, møbler, veje, aviser, film flyvemaskiner og mobiltelefoner produceres. Incitamentet til at yde arbejdsindsatsen, som denne produktion kræver, udgøres af produktionens resultater og de muligheder, der dermed skabes. Og jo større afkastet af produktionen jo bedre. Mennesket er nemlig grådigt og komfortsøgende, og drives derfor til arbejdsomhed men også til at forbedre arbejdsprocesserne og de produkter, den er tilrettelagt til at frembringe, så mere og bedre kan tilvejebringes for stadig færre ressourcer. Således fra arden og okser til svingplove og traktorer, fra stentavler til bøger og iPads, fra bål til varmluftsovne og induktionsplader.
Mennesket er imidlertid også socialt og drevet af en trang til at skabe og indgå i fællesskaber og ikke mindst til at forplante sig. I disse for mennesket aldeles centrale og definerende sammenhænge viser det sig fra sin kærlige side. Denne udtrykkes naturligt og stærkest imellem forældre og deres børn og med aftagende kræft i den øvrige familie, blandt venner, naboer, kolleger, medborgere og landsmænd. Kærligheden udgør en særdeles stærk motivationsfaktor, og der er ikke det eksempelvis forældre, ja selv kommende forældre, ikke vil gøre for at give deres (kommende) børn et godt liv. De uddanner sig, efteruddanner sig, arbejder over, bruger mindre og lægger til side. De læser højt, leger, køber gaver, hjælper med lektier, kører til sport, bager kager, giver råd, opdrager, trøster og kører fra Hvide Sande til Nørrebro for at sætte hylder op.
Mennesket gør en jætteindsats for sig selv og dem, det holder af, og som resultat kan vi alle nyde godt af den tryghed og velstand, den efterfølgende arbejdsomhed og opfindsomhed giver sig udslag i. Det er et ganske vidunderligt og naturligt system. Men det fungerer kun under én forudsætning: Det arbejdende, skabende, lærende, opdragende, kærlige og lovlydige menneske skal sikres retten til at høste og nyde de frugter, dets gerninger afstedkommer. Og her kommer menneskelighedens clash med egalitarismen. Når egalitarister via brandbeskatning fratager arbejdsomme mennesker, hvad de har fortjent, for at omfordele det til andre, der ikke har fortjent det; når børn tvinges i heldagsskoler, der søger at eliminere indflydelsen af forældres indsats i forhold til opdragelse, lektiehjælp, omsorg og madpakkesmøring; når retssystemet og kriminalforsorgen prioriterer forbrydere højere end ofre; når vulgaritet, populisme og plathed prioriteres over dannelse, indsigt og raffinement, så ikke alene fratages mennesker deres incitamenter til at arbejde, til at dygtiggøre sig, til at opdrage og kere sig for deres børn og til at leve lovlydige og ansvarlige liv – deres drømme, håb og ambitioner kvæles.
For hvilket liv kan de drømme om, andet end det, alle andre lever? Velfærdsstatens tilpassede og ensrettede liv med steril kommunekærlighed, forbud, totalkontroller og alle andres næser i alle kroge af, hvad der tidligere blev kaldt ’privatsfæren’, men som nu er forsvundet som den naturlige følge af, at fællesskabet betaler; det må jo sikres, at der ikke snydes eller leves uforsvarligt, så fællesudgifterne stiger.
Den konservative modstand mod velfærdsstatens monstrøse og omsiggribende væsen udråbes af egalitaristerne typisk som værende rendyrket egoisme, men det er ganske forkert og uberettiget. Konservatismen kræver et opgør med lighedstanken, men den lader ingen i stikken. Det er ganske essentielt for den konservative, at der tages hånd om de, der, hvis de ikke blev hjulpet, ufortjent ville skulle leve under dårlige vilkår. Ja selv de, der har fortjent elendighed, bør tilbydes en udvej, for konservatismen er pluralistisk og kræver ikke som tyranen retfærdighed uden undtagelser. Der er andre væsentlige værdier så som næstekærlighed, samhørighed og orden, der må tages hensyn til.
Konservatismens sigtekorn er således ikke nødvendigvis rettet mod en totalopløsning af den danske velfærdsstat, for der er trods alt ting, der fungerer, men mod en genetablering af en fornuftig balance mellem stat og privat, hvor staten kommer til at fylde markant mindre i danskernes liv, end den gør i dag, så de gode sider af mennesket og de dyder, vores samfund til enhver tid bør søge at fremme, nemlig næstekærlighed, ansvar, virkelyst, samhørighed og dannelse, kan finde plads til udfoldelse. At genfinde denne balance er tvingende nødvendig for at sikre en god dansk fremtid. Sikkert er det nemlig, at fortsætter vi længere ad egalitarismens spor, så vil dyrkelsen af lighed ende i fattigdom, ulykke, mistillid og tyranni – i rendyrket ondskab.
