Mens ulykkerne tilsyneladende vælter ind over det Danske samfund og politikerne sidder med hænderne i skødet, så rykker Novo Nordisk videre som om intet var hændt.
De europæiske lægemiddelmyndigheders ekspertpanel har netop godkendt/anbefalet Tresiba - et nyt langtids virkende insulin som vurderes at kunne nå op på en årlig omsætning på 22 milliarder kroner. Og lige "bagved" denne succeshistorie ligger stadig Victosa og afventer en godkendelse til at blive solgt som slankemiddel i USA. Victosa har en markant slankende virkning, men da vægttabet ikke er en godkendt indikation, kan det endnu ikke markedsføres som sådan. Når først den godkendelse kommer, ryger aktien gennem taget.
Analytikerne har tydeligvis vanskeligheder med at håndtere Novo-aktien i deres analyser. På den ene side er aktien dyr - for dyr mener nogle - på de traditionelle nøgletal, f.eks. P/E, og samtidig fortsætter Novo med at opkøbe egne (for dyre?) aktier, mens på den anden side kommer der det ene gode resultat efter det andet - og med flere i horizonten. Måske vil det vise sig, at Novo ikke kun er dygtige indenfor deres kerneområde, men at de også har en enestående evne til at placere egne overskudsmidler.
MIdt i al snakken om at Danmark er for dyr at producere i fortsætter Novo altså ufortrødent deres fremmarch. De etablerer produktion i udlandet, javel, men de vedbliver med at have en markant tilstedeværelse i Danmark, hvor også deres hovedsæde er placeret. Desværre er det nok primært det faktum, at selskabet (som andre af vores markante erhvervsvirksomheder) kontrolleres af en fond, der holder dem fast i Danmark, og vi skal nok ikke vide os for sikre på at det holder i længden.