Christopher Sims forudså den krise, der nu har ramt eurolandene med fuld styrke.
I 2002 skrev økonomiprofessor Christopher Sims artikel, hvor han advarede om, at han frygtede et kollaps i euroen.
Sims, der arbejder for det anerkendte Princeton-universitet i USA, vandt nobelprisen i økonomi i år.
For ni år siden konstaterede han, at indretningen af den fælles valuta ikke var tilstrækkeligt velfunderet. Den finansielle konstruktion var ikke stærk nok, fandt den anerkendte økonomiprofessor ifølge nyhedsbureauet AP.
Han vurderer, at det er nødvendigt at indføre euroobligationer, indføre en central finansmyndighed og gennemføre særlige euroskatter, hvis drømmen om en levedygtig fælles valuta skal kunne klare sig.
»Finansiel integration må nødvendigvis indebære mere end blot budgetdisciplin, mere en blot en central myndighed, der fortæller landene, at de skal stramme sig an og hæve skatterne eller skære i udgifterne«, siger han ifølge Reuters.