Niels Krause-Kjær: Afmagt og 24-års-regel

24-års-reglen virker vist lige så meget efter hensigten som evt

Ikke angivet Ikke angivet,

06/12/2009

24-års-reglen virker vist lige så meget efter hensigten som evt. burka- og minaretforbud vil fjerne islamisme, men der er ingen, der vil tale om det.

Uddrag:

Venstres Eyvind Vesselbo har gennem et års tid været rejsende i historien om, at nok havde reglerne en chokeffekt, da de blev indført, men at udlændingeregler er som skatteregler - når et hul lukkes, findes et andet. Vesselbo, der har en fortid som kultursociolog og har levet af at forske i den slags tal, konstaterer stilfærdigt, at a) antallet af familiesammenføringer for ægtefæller siden 2004 er steget, at b) antallet af flygtninge, der får opholdstilladelse stiger, at c) flere tyrkere og pakistanere kommer til Danmark i dag end i 2001, at d) antallet af unge tyrkere og pakistanere, der kommer til Danmark, er på niveau med antallet af familiesammenføringer i 2001 - nu kommer de blot gennem studieophold og arbejde. Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, kunne for nylig berette om midlertidig udvandring til Sverige og såkaldte ’pendlerægteskaber’ som nogle af smuthullerne.

”Jeg skal ikke være den, der kommer og siger, at nu skal man gøre noget ved den regel,” siger Eyvind Vesselbo og lyder grangiveligt som en, der mener, at loven - udover at genere en masse unge danskere, der forelsker sig i en udlænding - først og fremmest tjener som politisk symbol. Det pudsige er ikke, at reglerne kun har begrænset virkning. Det pudsige er sådan set heller ikke, at Vesselbo siger det. Det pudsige er, at ingen rigtig taler om det og tilsyneladende allermindst Dansk Folkeparti og regeringen. Det ville jo være en tilståelsessag og afsløre, at politikken kun har haft begrænset virkning. Og oppositionen med Socialdemokraterne i spidsen skal slet ikke nyde noget, for hvad vil den stille i stedet? En hårdere retorik? Næppe. Skrappere regler? Niks. Det er svært nok at holde Vestager og Søvndal inde i folden i forvejen.

Alle holder mund for enten at fastholde illusionen om en succes (VOK) eller for ikke at udstille egen uenighed (S, SF, R).