For omkring 8 år siden læste jeg en biografi om Niels Holck, danskeren der nu står til udlevering til Vestbengalen for våbennedkastning i 1995. Både dengang som nu sidder man dog tilbage med spørgsmålet om, hvad der er sandhed, og hvad der er løgn. Og i sidste ende også, hvad der er forsvarligt og hvad der ikke er - om hvornår det er i orden at gribe til våben og slå en anden ihjel?
Hvis en dansker støtter militær opposition mod en reelt demokratisk valgt regering, der tager vare på sine borgere og overholder (de klassiske) menneskerettigheder, så mener jeg det i alle tilfælde er forkasteligt, og så skal vedkommende naturligvis udleveres.
Hvis han dog derimod tager til en region som f.eks. Darfur og med våben forsvarer ofrene for Janjaweed-militsen, så mener jeg ikke, vi bør udlevere ham. Vi bør derimod hylde ham som en helt.
Det er naturligvis to yderpunkter, hvor Niels Holck's handlinger nok ligger et sted imellem, men på hvilken side af skalaen ved jeg dog ikke. Der er ingen tvivl om at systemet i Vestbengalen, især i 1995, ikke var helt fine i kanten, men om det er nok til at forsvare brug af våben, ved jeg ikke. På den ene side mener jeg, at selvjustits godt kan være i orden, hvis f.eks. et nært familie-medlem skal beskyttes fra uretsmæssigt fængsel, tortur og mulig likvidering. Men derfra og så til at opfordre til generel væbnet kamp - ja, der er alligevel et stykke. Hvornår er et land så meget et diktatur, at det er i orden?
Jeg håber en dansk domstol er i stand til (og villig til) at afdække sandheden. Og, vigtigst af alt, jeg håber, at der rent juridisk er en forskel. En forskel der ikke blot ligger i bekymringen for den udleveredes retssikkerhed, men som også anerkender hvad der rent faktisk er forsvarligt, og hvad der ikke er.
Se i deadline
Læs artikel i Politiken (der linkes til flere artikler nederst)
