NemID giver ubetalte regninger

Brugerne bakser med den digitale adgang til det offentlige og bankerne

Jesper Ørsted

06/10/2010

Brugerne bakser med den digitale adgang til det offentlige og bankerne.
Det skulle være så nemt, og så er det faktisk rigtig skidt.
NemID , der skulle gøre det nemt for borgere at færdes sikkert på nettet, har i sin første levetid haft adskillige opstartsvanskeligheder. Flere brugere er nu så trætte af systemet, at de ønsker det hen, hvor peberet gror.
Flere forgæves forsøgJonas Abrahamsen er én af de borgere, der har haft sit besvær med det nye log-in til netbanken. For omkring en uge siden ville han oprette sin NemID -profil, så han før den 1. oktober kunne betale sine regninger via nettet.
Men da han torsdag i sidste uge ville logge sig ind på sin netbank-konto hos Nordea, kunne han ikke få adgang. Han forsøgte igen fredag uden held og igen i mandags. Hver gang fik han meddelelse om en ' fejlkode'.
- Jeg ringede til support hos NemID , men her kunne de ikke oplyse mig, hvad fejlkoden betyder. Hos Nordea fastholdt man, at NemID skam virker. Så her var der heller ingen hjælp at hente, fortæller Jonas Abrahamsen, som bor i Taastrup.
Ubetalte regningerHan har nu op til flere ubetalte regninger og rykkergebyrer liggende på sit skrivebord.
- Man kan selvfølgelig påpege, at jeg bare kunne gå på posthuset og betale mine regninger. Men jeg er jo netop tilmeldt NemID for, at det skulle være hurtigt og let at betale regninger, tilføjer Jonas Abrahamsen.
Det er ikke første gang, at brugerne har oplevet problemer med NemID . I fredags blev flere brugere ' låst' ude fra NemID i otte timer, fordi de forgæves havde forsøgt at logge sig på fem gange. Årsagen var en nedbrudt server, som dog hurtigt blev repareret, oplyser folkene bag NemID.