Friheden som magten til at sige nej er grundlæggende som demokratisk redskab og i den politiske videnskab, underbelyst. Hvad der er så tydeligt ved det, bliver tydeligt, når man ser på, at politik handler om magt. I en videre forstand handler det om, at magten stadigvæk hyldes som institution og værdi. Magten har som sufflører og klakører givet det udtryk, at jaets ´jeg´ er det bedste redskab hvis man ønsker at skabe forandring. På den ene side, er det forståeligt, at dette fortælles. Vælgere er påfaldende bestikkelige. På den anden side, heldigvis, er vælgerne også et sandhedskærligt folk, der godt kan se og tænke udover forventelig bestikkelig retorik, hvis det serveres på en anden måde end det sædvanlige rænkespil.
Nejets ‘jeg’ indeholder meget af den særlige sproglige magi, der fortjener en større virkelighed. Her minder jaets ‘jeg’ politisk som titlen på et ministertaburetstykke. Sætningen og dens betydning er næsten så ordinær, at man forventer den stående på side et i den politiske håndbog - det gør den formentligt også. Men det som står på side et ældes ikke altid med ynde. Sandheden og det som står i konklusionen, at politik har perverse effekter, er derimod universel, politik berører alle. Sådan er det jo. Politik har perverse effekter, nogle reformer og beslutninger mere end andre.
Politik vedrører alle
At politik vedrører alle, er et moderne - og velkendt paradoks. Magten derimod udgør et tid(e)hverv i den offentlige debat, fordi det har haft held til at blive taget alvorligt som intellektuelt selvbevidsthed og idéhistorisk manifest - men er det nu også sådan, når man diskuterer magt, at regeringsdannelse - som også denne regering hævder - er afgørende for forandring? Til den travle læser, er det korte svar, nej. Og neden for en kort forklaring:
Jaet føles nok rigtigt, det vil ud - og ind hos så mange som muligt - og presser til handlinger, som måske ikke, som nejet, er fornuftige, men bare føles rigtige eller dét, der med moralens øjne er endnu værre, uimodståelige. Men omvendt er det ikke også nok evnen til at sætte grænser, der giver karakter, når der siges nej til magten, at et glimt af jeget gives?
Det er nok lammende ord. Og uretfærdige kan de i al deres sandfærdighed lyde, men alligevel, er det først, når man siger nej til noget, man troede, man brændende ønskede sig, at man begynder at stå sin ret? For man kan sige ja nok så længe, men en dag kan nejet være eneste og rigtige udvej rent politisk hvis man vitterligt ønsker forandring. Og her anviser nejet netop anden vej til illustration af klasseskel, nemlig selve uddybningen af nejets psykologi.
Refleksion(er) af ‘sagens vigtighed’
At sige både JA og Nej kræver nok mere af os, end man lige skulle tro. Men det principielt fantastiske ved ord er, at der kan siges noget (u)kendt med velkendte ord. Nejets jeg til magten til at danne regering er kunsten at udsætte tingene samtidig med, at man i det mindste forsøger udrette det utrolige. Som en af Machiavellis væsentligste pointer var, var det argument, at tilpasning til situationen skal være i forhold til ´sagens vigtighed´.
Dette, fastlåsheden, at magten politisk i tillid(s)hvervet statsministerrollen som institution og værdi er afgørende for forandring, er historisk forvanskning, pointen med nejets ‘jeg’ er, at målet helliger midlet, at alt er tilladt for at opnå succes, og intet og ingen skal stå i vejen for ‘nødvendig’ forandring.
Sagt på en anden måde, som Victor Hugo engang pointerede det, ingen regering, kan stoppe en idé hvis tid er kommet. Så at det “altså” til syvende og sidst handler om at ville magten, for uden magt får man ikke sine synspunkter igennem, er en kraftig modifikation af betydningen mellem jaet og nejets ‘jeg‘. En regering er eksempelvis ikke nødvendigvis den heldigst stillede som damoklessværdet illustrerer, havde Helle-Thorning Schmidt og Villy Søvndal - med støtte fra Enhedslisten i Danmark i 2011, efter valgresultatet eksempelvis taget højde for dette i Danmark, og sagt nej til at danne regering med De Radikale, og valgt at sidde i opposition, havde de ikke alene nationalt, men også internationalt set skabt forundring til eftertanke, for hvad menes der egentligt med nejets ‘jeg‘, hvad er substansen og historien bag - udover den efterfølgende forklaring og debatten om den perverse nytteværdi i sig selv?
At dette, stof til eftertanke, er tilfældet, er nok det nærmeste man kunne - og eventuelt kan - komme på en “ny begyndelse“, dette gælder også i USA, Tyskland, Frankrig og Storbritannien m.fl., det handlede efter 2008 om, for at blive (d)et moralsk midtpunkt, at være first mover via nejet. Dette skete ikke.
Indtrykkets ‘jeg’ - et middel mod efterstræbelse og mobilisering
jeget i sig selv er et X i en ubestemt ligning. Selvindlysende og interessant er det, at de nervesystemer, der styrer henholdsvis intellektet og følelserne, er adskilte, men de har alligevel nogle tætte forbindelser. Som Einstein advarede imod: “Man skal være varsomme med at gøre intellektet til vores gud. Intellektet har selvfølgelig nogle stærke muskler, men ingen personlighed. Det kan ikke lede, det kan kun tjene”.
Et fuldkomment og helhjertet forsøg på at vise medfølelse må nødvendigvis komme til at se sig latterligt ud. Et fuldkomment og helhjertet forsøg på at vise medfølelse må nødvendigvis komme til at se sig latterligt ud. Her kunne nejets ‘jeg’ - som (d)et ord som kan slå fra sig - udfordre de nutidige arbejdsdelingsbegreber på andre og mere konstruktive tangenter end det gøres med jaets ‘jeg’. At tro andet er dilettantisk.
“Nyt” er nejet i og for sig ikke, men det kan stadig gøre indtryk - som noget gammelt der aldrig forældes. Tiden efter 2008 som sådan, har da heller ikke opfostret en politisk “ledestjerne“, men en masse kimærer, som gerne regeringsmæssigt vil være. Er dette en overdrivelse. Nej. Ønsketænkning - måske. Men hegemoniet indebærer også magten over sproget til at definere og nydefinere. For intet samler øjeblikket end et glimt af håb. Så åbenlyst anvendeligt, at jaet til magten er nødvendig for forandring - er konklusionen ikke!
