Nejets ’jeg’
Har der været alternativer for Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal? Ja sammen kunne de havde opnået helte status hos mange på venstrefløjen, ikke blot blandt deres medlemmer, men blandt flere i befolkningen og internationalt set, hvis de efter de 14 dage i tårnet, havde sagt og redegjort for, hvorfor folket var vigtigere end magten: så vi kan ikke danne regering med De Radikale, for samfundet vil fremadrettet mod næste valg være bedre stillet med en stærk opposition, hvor vi, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, trækker en VK-regering mod venstre.
Nuvel denne løsning har med sikkerhed aldrig været et alternativ - om end den burde havde været det, specielt SF har ikke - hvilket ikke er overraskende - været i stand til, at bekæmpe udviklingen inden fra, men bekræfter blot den politiske mangel på konkrete alternativer ”mod” den legale liberalistiske korruption. Lobbyisternes virke og andre mørkemænds adgang til de politiske beslutninger er jo legale.
Hvori ligger så substansen i nejets ’jeg’ og dets psykologi: er de nogle sjovere. Hvad er det for en moderne solidaritet nejets ’jeg’ fortæller?
Det er egentligt simpelt at svare på, fx SF-exit’et gik på dagen verden rundt, styrken med hvilket budskabet udbredes havde været meget større hvis det skete inden regeringsdannelsen såvel på nationalt som internationalt niveau - vi hos Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti mener, at det bedste for Danmark og i særdeleshed folket er en stærk opposition.
’Frasigelsens vej’
Helle Thorning-Schmidt havde efter valget sammen med Villy Søvndal muligheden for som partiformænd for deres respektive partier, at smide den ultimative folkemedie-bombe, at frasige sig magten for at kæmpe for folket og på den måde give befolkningen et fremtidschok - de har jo ikke overraskende ikke været i stand til imellem deres små sejre, at bekæmpe magten inden fra, men vedligeholdt og udbygget den af ”Venstres planlagte vej” og sløringsstrategiens mytiske tåger.
Af ’frasigelsens vej’ havde Thorning-Schmidt og Søvndal med andre ord muligheden for efter stemmerne var talt op, at opkridte et helteepos, en slags nyopfundet social ingeniørmæssig kamp og vej, blive en art navigatør, kursafstikker og perspektivkassemænd, der ikke lod sig nøje med, hvad der var oppe i tiden, nemlig statsministerposten og magten.
Man kan sige, at nejets ’jeg’ af ’frasigelsens vej’ er noget af det nærmeste, man kommer på Alvin Tofflers’ diagnose fra 1970, hvor han argumenterede for: at det moderne menneske lider af fremtidschok.
Denne mulighed ”for” at lave en omvendt-Fogh har været et eksisterende alternativ til there is now alternative, hvor Anders Fogh Rasmussen i modsætning til Søren Pind nedtonede sin verbalonani og perverse følelsesliderlighed for minimalstaten, kunne Thorning-Schmidt og Søvndal snarrådigt have tilsidesat sit behov for magten ved at sige: Vi syntes ikke, vi skal være den personlighed, der skal sidde på ministertaburetterne, i stedet er det vores rolle, at pege på personen som sidder på den.
Fagre nye verden
At ikke ville magten, ville høre til fagre nye verden, i en politisk nødvendig metode til, at udstille den pandemi af moralsammenbrud der præger ’den nødvendige politik’. Denne nutidsskuende modstanden ”mod” havde givet forsider ikke alene herhjemme, men også international medieeksponering, som den gode vilje til, at ville kulturkampen mere end magten. Det skete dog ikke
Men hvad det til syvende og sidst, kommer an på, er vilje, arbejdsvilje til, præsentationen og læsevenligheden bag budskabet og dets forundrings evne til, at skabe (be)undring og interesse for kulturudviklingen og dets nuværende overordnede ståsted - for hvorfor ville de ikke magten, dette havde de sagtens politisk kunne forklare såvel som de politisk forsvarer ’den nødvendige politik’. Det handler jo blot om at tale politisk, det hvad enten man er enig eller ej.
Man kan så at sige, at læren er den, selv om der skal meget til, skal der alligevel meget lidt til. I sin på én gang tankevækkede og forstemmende skildring af den selvoplevede udvikling i politik handler det jo alene om, at ramme tasterne rigtigt.
En ophævelse af modsætninger og konflikter mellem mennesker eller mellem de politiske diskurser, er jo i mange tilfælde direkte umulige, dette fremgår af debatsporene på blandt andet Information, Politikken og herinde på 180 grader, fordi der uomtvisteligt er værdipluralisme og modsætninger til stede i alle mellemmenneskelige relationer og samfund. Afgørende er præsentationen og læsevenligheden og tilhørsforholdet til hovedreglen i politisk teori, at al politik har perverse effekter. Sådan er det nu også for beslutninger, at ekskludere Torben Mark Pedersen fra Liberal Alliance er nok mest af alt sket fordi der er nogle som har følt sig intimideret af hans andet end blot tomme retorik men viden ”om” de sidste fem procent af økonomi som kan være svær at forstå hvis man ikke er lægmand.
Efterlønsskandalen
Med nejets ’jeg’ kunne S og SF havet angrebet det beståendes ”fangens-dilemma” som kan aflæses i sløringsstrategiens perverse natur.
Med sløringsstrategien som redskab i kølvandet på efterlønsskandalen i 1998 lykkedes det jo Anders Fogh Rasmussen og hans strategiske højrehånd Claus Hjort Frederiksen, at ændre kulturmentaliteten op igennem nullerne, hvilket også var hans fremmeste mål.
At give reformhastigheden handlede for dem om besindighed, besindighed og besindighed. Og i dette deres opførte skuespil var der ikke plads til, at den igangværende kulturkamp, skulle blive til en liberalistisk variant af Don Quixote, hvor Søren Pind og andre borgerlige aktører i 2003 kæmpede med vindmøller til højre og venstre, og på den måde synliggøre, at kampen for minimalstaten allerede var i gang.
Den løftede pegefinger og mundkurv på fik ligeledes Eva Kjer Hansen, da hun i 2005 var ude og argumentere for det, at yderligere ulighed skam var god og ansvarlig politik. Hvilket man så kan være enig eller uenig i, ikke desto mindre, var en sådan udtalelse forståeligt nok comme il faut.
Skattestoppet - den moderne soundbite
Nejets ’jeg’ og dets åndelige berigelse i et tidserhverv som det politiske var og er, er sammenligneligt med soundbiten ”skattestoppet”, nejets ’jeg’ kunne ændre på udviklingen i den nuværende uldne liberalistiske ingeniørbevidstheds folkesind, det var der hårdt brug for i 2011 - sandheden er jo den – hvad enten man er for eller imod - at de marginaliseredes vilkår er med Socialistisk Folkepartis støtte blevet forværret mere end de ville hvis SF sammen med S havde været i opposition.
Nu blev det ikke til et nejets ’jeg’ til at danne regering med De Radikale, men alternativt havde SF også stået stærkere i dag hvis de ”blot” havde accepteret en rolle som regeringens støtteparti - konturerne af et partnerskab mellem S og De Radikale kan jo ikke komme som en overraskelse hvis man blot følger en smule med i politik efter at Helle Thorning-Schmidt blev formand for Socialdemokraterne i 2005.
Det behøver man ikke at være hemmelig Socialdemokrat for at regne ud. Socialdemokraterne er topstyret. Og Helle Thorning-Schmidt er beruset af egen veltalenhed – eller for nogle manglen på samme!
