Nej til Nielsens nisser!

Vi kender alle sammen havenisserne, de hyggelige, glade fyre, der er masser af i Tyske haver, og som står og ser trinde ud med et smil på læben og ...

_slettet_bruger_64 Ikke angivet,

04/05/2010

Vi kender alle sammen havenisserne, de hyggelige, glade fyre, der er masser af i Tyske haver, og som står og ser trinde ud med et smil på læben og et glimt i øjet. Som regel gør de ikke noget; men traditionen siger, at man skal behandle nisserne godt, ellers får man en farlig ballade, de gemmer ting og bytter om på tøjet om natten, gør øllet surt og laver skarnsstreger. Et par af dem har nu sneget sig ind på et reklamebureau og er blevet stjerner i Viasat-filmene.

Nu kommer Nielsen så med en helt anden slags nisser. Nielsens nisser er skidesure på forhånd. Nielsen vil selv bestemme, hvor hans nisser skal stå, for kun Nielsen har forstand på, hvilke nisser, folk har godt af at se på. Det kan endda godt tage mange år, før folk har vænnet sig til dem. Med sig bringer Nielsen en masse skrammel og tingel-tangel, tæpper, brændte lersager, glasstykker og meget andet, som sagesløse borgmestre bare har at tage imod med tak. Hvis de ikke makker ret, bliver de svinet til i avisen for den slags, se Weekendavisen nr. 17, 29/4-2010. For et år siden blev daværende kulturminister Carina Christensen svinet til af Nielsen, fordi hun ikke bare ville give ham alle de penge, Nielsen ville have. Ikke bare sådan lidt; nej, Nielsen kunne dengang rapportere fra inde i Carinas hoved, hvad hun dog går og tænker på. Mageløs fætter, denne Nielsen.

Nielsen er naturligvis Hans Edvard Nørregård-Nielsen, bobestyrer for en afdød bryggers penge og vogter over bryggerens eftermæle.

Skulle en borgmester ymte om, at han muligvis vil sælge en gave fra Ny Carlsbergfondet, får han at vide, at det er ”dybt forstemmende”. Anders Fogh har drysset foragt for professionel dømmekraft i bl. a. kunstneriske afgørelser, så det drysseri har ødelagt selve ideen bag Ny Carlsbergfondet.

Nielsen kan langt bedre lide Nyrup, som gør, som Nielsen vil have.

Men Fogh har fået Nielsens værker pillet ned, uha!

Nå, Nielsen vil bestemme, hvad der er godt, så han sørger for, at der bliver en ret massiv placering af dansk kunst ned langs Vestkysten (af Jylland?). Han er græmmer sig over mangel på viden og sans for kirkekunsten, og de, der ikke mener som Nielsen, er ”en lokal version af Knold og Tot”.

Han er dog stadig ikke tilfreds, for i Hjørring har kommunen solgt biblioteket med Larsen Stevns’s freskoer, og Herning Gymnasium er solgt sammen med en udsmykning af Jørgen Gudmundsen.

Det er slemt.

Får en kommune udsmykket et bibliotek eller et helt gymnasium af Nielsen, ja, så har den kommune bare pligt til at drive bibliotek og gymnasium i de næste 250 år ihvertfald! Ellers er de det rene Knold og Tot.

En klog borgmester siger nej til Nielsen og hans nisser.

Vh Abel.

Kilde: