Weekendklummen: Per Andersen kan ikke se, hvilken gavn Konkurrencestyrelsen gør - myndighederne bør bruge energien på svindlere i stedet.
Da jeg startede i IDC i 1990, faldt jeg over en hel reol med blå mapper, der indeholdt lange lister med uforståelige produktnumre og priser. Det var resultatet af det daværende Monopoltilsyns vurdering af, at IBM var for dominerende på mainframe-markedet. Derfor skulle IBM hvert kvartal offentliggøre sine priser på mainframe-udstyr.
Hjalp det så? Ikke det fjerneste. Bortset fra at ingen - heller ikke en analytiker - kunne gennemskue prislisterne, er der vel næppe nogen, der vil påstå, at IBM blev stødt ned af mainframe-tronen på grund af det danske monopoltilsyn. Dér gjorde minidatamaten et langt bedre stykke arbejde. I øvrigt sidder IBM stadig tungt på mainframe-markedet, men Konkurrencestyrelsen har nok resigneret.
Siden da har jeg ledt med lys og lygte efter gode eksempler på, at man har reguleret sig til større konkurrence - med en grundlæggende og varig effekt. Det er svært. Ser browser-markedet anderledes ud i dag, end det ellers ville have gjort? Næppe. Synes brugerne, det er en fed idé at unbundle browseren fra operativsystemet? Næppe. Koster browseren noget? Nææ. Bruger Google sin dominans til at få sin egen browser til at være default? Ja. Har det offentlige tabt målet af syne?
Jeg ser i stigende grad, at interessegrupper og lobbyister er i stand til at påvirke konkurrencemyndighederne til at gå imod firmaer, som man af den ene eller anden årsag gerne ser svækket i markedet. Man får konkurrencemyndighederne til at fremme bestemte typer af produkter (typisk open source) på bekostning af andre. Er det så konkurrencefremmende, eller er det konkurrenceforvridende?
Samme sag med dokumentstandarder, hvor lobyister forsøger at begrænse udvalget af dokumentstandarder. Åbenbart ud fra tankegangen, at monopoler er noget rigtig skidt, med mindre naturligvis, at det er ens eget.
Konkurrencestyrelsens vision er, at "forbrugerne har adgang til et bredt udbud af varer og tjenesteydelser til de lavest mulige priser i forhold til kvaliteten". Man mener, det kan opnås med en konkurrencelov, der forbyder en række aftaletyper mellem virksomheder og misbrug af dominerende stilling i markedet (uden at dette i øvrigt er ulovligt).
Så man må godt være en stor virksomhed, men hvis man er meget stor i markedet, bliver man nødt til at holde lidt igen (det hedder "særlig forpligtelse"). For man må heller ikke blive for succesfuld. En virksomhed må gerne konkurrere, for det er det, man gerne vil styrke. Men omvendt vil man også gerne begrænse mulighederne for at konkurrere, så alle får en chance for at være med.
Der er i det hele taget rigtig mange selvmodsigelser. For eksempel er det ulovligt at tilbyde rabatter til konkurrentens kunder, men det er ok at tilbyde rabatter til sine egne kunder. Fremmer det konkurrencen? Man må heller ikke udnyttte lav priselasticitet i markedet til at hæve priserne - og således tror man, at man kan sætte fundamentale markedsmekanismer ud af spil.
At læse konkurrenceloven sætter én mindst 50 år tilbage i tiden. Konkurenceloven er baseret på dogmer som "konkurrerende virksomheder skal fungere uafhængigt af hinanden". Det er vist gået hen over hovedet på lovgiverne og Konkurrencestyrelsen, hvordan en moderne erhvervsstruktur ser ud med samarbejde og konkurrence som to sider af den samme mønt.
Selvfølgelig skal virksomheder overholde straffeloven, markedsføringsloven etc. Men nedlæg dog Konkurrencestyrelsen og læg den sammen med Forbrugerstyrelsen. Brug energien på at sikre virksomheder og forbrugere mod plattenslagere og svindlere i markedet - der er rigeligt at tage hånd om. Se, dét vil tjene alles interesse.
Per Andersen er administrerende direktør for analysehuset IDC Nordic og Benelux. Klummen blev først offentliggjort på Computerworld.dk
Da jeg startede i IDC i 1990, faldt jeg over en hel reol med blå mapper, der indeholdt lange lister med uforståelige produktnumre og priser. Det var resultatet af det daværende Monopoltilsyns vurdering af, at IBM var for dominerende på mainframe-markedet. Derfor skulle IBM hvert kvartal offentliggøre sine priser på mainframe-udstyr.
Hjalp det så? Ikke det fjerneste. Bortset fra at ingen - heller ikke en analytiker - kunne gennemskue prislisterne, er der vel næppe nogen, der vil påstå, at IBM blev stødt ned af mainframe-tronen på grund af det danske monopoltilsyn. Dér gjorde minidatamaten et langt bedre stykke arbejde. I øvrigt sidder IBM stadig tungt på mainframe-markedet, men Konkurrencestyrelsen har nok resigneret.
Siden da har jeg ledt med lys og lygte efter gode eksempler på, at man har reguleret sig til større konkurrence - med en grundlæggende og varig effekt. Det er svært. Ser browser-markedet anderledes ud i dag, end det ellers ville have gjort? Næppe. Synes brugerne, det er en fed idé at unbundle browseren fra operativsystemet? Næppe. Koster browseren noget? Nææ. Bruger Google sin dominans til at få sin egen browser til at være default? Ja. Har det offentlige tabt målet af syne?
Jeg ser i stigende grad, at interessegrupper og lobbyister er i stand til at påvirke konkurrencemyndighederne til at gå imod firmaer, som man af den ene eller anden årsag gerne ser svækket i markedet. Man får konkurrencemyndighederne til at fremme bestemte typer af produkter (typisk open source) på bekostning af andre. Er det så konkurrencefremmende, eller er det konkurrenceforvridende?
Samme sag med dokumentstandarder, hvor lobyister forsøger at begrænse udvalget af dokumentstandarder. Åbenbart ud fra tankegangen, at monopoler er noget rigtig skidt, med mindre naturligvis, at det er ens eget.
Konkurrencestyrelsens vision er, at "forbrugerne har adgang til et bredt udbud af varer og tjenesteydelser til de lavest mulige priser i forhold til kvaliteten". Man mener, det kan opnås med en konkurrencelov, der forbyder en række aftaletyper mellem virksomheder og misbrug af dominerende stilling i markedet (uden at dette i øvrigt er ulovligt).
Så man må godt være en stor virksomhed, men hvis man er meget stor i markedet, bliver man nødt til at holde lidt igen (det hedder "særlig forpligtelse"). For man må heller ikke blive for succesfuld. En virksomhed må gerne konkurrere, for det er det, man gerne vil styrke. Men omvendt vil man også gerne begrænse mulighederne for at konkurrere, så alle får en chance for at være med.
Der er i det hele taget rigtig mange selvmodsigelser. For eksempel er det ulovligt at tilbyde rabatter til konkurrentens kunder, men det er ok at tilbyde rabatter til sine egne kunder. Fremmer det konkurrencen? Man må heller ikke udnyttte lav priselasticitet i markedet til at hæve priserne - og således tror man, at man kan sætte fundamentale markedsmekanismer ud af spil.
At læse konkurrenceloven sætter én mindst 50 år tilbage i tiden. Konkurenceloven er baseret på dogmer som "konkurrerende virksomheder skal fungere uafhængigt af hinanden". Det er vist gået hen over hovedet på lovgiverne og Konkurrencestyrelsen, hvordan en moderne erhvervsstruktur ser ud med samarbejde og konkurrence som to sider af den samme mønt.
Selvfølgelig skal virksomheder overholde straffeloven, markedsføringsloven etc. Men nedlæg dog Konkurrencestyrelsen og læg den sammen med Forbrugerstyrelsen. Brug energien på at sikre virksomheder og forbrugere mod plattenslagere og svindlere i markedet - der er rigeligt at tage hånd om. Se, dét vil tjene alles interesse.
Per Andersen er administrerende direktør for analysehuset IDC Nordic og Benelux. Klummen blev først offentliggjort på Computerworld.dk
