Problemet med mangfoldighed ligger i navnet. I alle områder af menneskelige gøremål foretrækker vi kvalitet frem for kvantitet. Hvis ikke kvaliteten umiddelbart lader sig fastslå, så træffer vi valg baseret på vore behov.
Mangfoldighed har ingen plads i sådanne fornuftbaserede ordninger. Formålet med mangfoldighed er mangfoldighed. Det er ikke for at gøre noget bedre. Det er ren kvantitet over kvalitet med kvantiteten som værende noget eksotisk.
Hvis en gruppe mennesker som man har ansat, eller hentet fra et fotoalbum, for at disse skal vise, hvordan ens firma kunne se ud, hvis firmaet udelukkende bestod af personer fra dette fotoalbum, ikke er tilstrækkelig mangfoldig, så er det dårligt, uanset hvor godt det ellers fungerer.
Mangfoldighed er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Forskellige mennesker har forskellige synspunkter. Man ønsker ikke udelukkende et firma udelukkende med ansatte under tredve år eller over halvfems år. Kvinder har synspunkter forskellige fra mænd. Europæere og asiater har synspunkter forskellige fra amerikanere.
Nogle af disse forskelle er nyttige i visse former for arbejde. Andre er ikke. At skelne disse to fra hinanden kræver, at man opfatter mangfoldighed som et middel, hvilket er anderledes end at opfatte mangfoldighed som et mål.
Progressive hylder ideen om, at mangfoldighed kan være et middel til bedre ting. Mangfoldighed for dem er målet i sig selv. Mangfoldighed er et ritual, der udsletter hvide privilegier, og forstærker det den venstreorienterede hvide mand hierarki, der lader de mangfoldige folk i al deres fantastiske mangfoldighed gennem jernportene hos det heteronormative racistiske patriarki.
Mangfoldighed er god, hvis den er baseret på kvalitet frem for kvantitet, hvis man vælger folk med forskellige synspunkter, der kan bidrage, frem for folk med forskellige synspunkter, der kan råbe ad en, kræver at man respekterer deres følelser, og støtter dem i deres professionelle offergørelse.
Tag eksempelvis Mohawk indianerne der byggede Empire State Building eller Navajo Code Talkers. Begge er eksempler på en god slags mangfoldighed, i hvilken talenter og evner blev brugt i et større projekt. Mangfoldighed var ikke målet for bygningen af Empire State Building eller Anden Verdenskrig. Den var midlet. Og når mangfoldighed er et middel, så belønner den kompetence.
Når mangfoldighed er målet, så er den en slags Politisk Korrekthed, der håner evner og præstationer. Mangfoldighedens eneste præstation er statistisk.
Præstation er baseret på kvalitet. Mangfoldighed som mål er baseret på kvantitet.
Amerika var en kvalitetens mangfoldighed. De der udmærkede sig, bevægede sig fremad. Et stort landskab gjorde det muligt for mange mennesker at prøve mange ting og få sandsynlige og usandsynlige succeser ud af disse ting. Nu er denne kvalitetens mangfoldighed blevet udskiftet med en værdiløs kvantitetens mangfoldighed.
Men dette er dog ikke helt korrrekt.
Det progressive ideal om mangfoldighed handler ikke udelukkende om kvantitet. Der findes en kvalitet, som venstrefløjen værdsætter. Denne kvalitet handler om nedbrydelse. Mangfoldighedens kvalitet som de favoriserer, er den nedbrydende mangfoldighed. På papiret behandler de den maksimale mangfoldighed som målet. I virkeligheden favoriserer de en strategisk nedbrydende mangfoldighed.
Mangfoldighed er midlet til enden på magt.
Uanset hvor dårlig deres ideologi om mangfoldighed er for sagens egen skyld, så er deres praktik af nedbrydende mangfoldighed meget værre, eftersom den ikke belønner præstationer, men det modsatte, afvisningen af præstationer og overlagt sabotage af den årsag at kunne udtrække særlige privilegier.
Der er intet positivt ved nedbrydende mangfoldighed. Positive ting kan kun fremkomme ad den vej ved et tilfælde, og selv planlæggerne af nedbrydende mangfoldighed vil finde en måde at forgifte positive resultater.
Præstationer afhænger af fælles bestræbelser, opfindsomhed og succes. Nedbrydende mangfoldighed afkobler bestræbelser og opfindsomhed fra succes, og erstatter dem med promovatører af bitterhed, identitetspolitik og politiske forbindelser. Den er baseret på et tragisk syn på livet, i hvilket alle bestræbelser er overflødige, fordi verden er åbenlys uretfærdig, og derfor kommer gode ting kun til dem, der stjæler fra andre.
Den nedbrydende mangfoldigheds tragiske verdenssyn er ikke unikt. Den er almindelig i de fleste tilbagestående dele af verden. De kulturer som den nedbrydende mangfoldighed trækker på, er stammemæssige og feudale, der er ude af stand til at forlænge tillid eller slægtskab udenfor tætte familiebånd, uvillige til at ændre regler eller prøve nye ting, og afvise fortjeneste eller resultater som absolutte værdier, med hvilke man måler præstation.
Deres kulturer tenderer at være baseret på ære og skam, og de stjæler regelmæssigt, fordi andres ejendomsret for dem blot er en abstraktion, mens deres egne rettigheder for dem er et spørgsmål om ære. De har ingen fast moral eller etik. De gør i stedet, hvad de kan komme af sted med, fordi der i kulturer baseret på ære og skam findes få absolut forkerte handlinger mod individer, der ikke kan elimineres ved at dræbe dem, eller ikke kan forhandles væk, hvis ikke de kan dræbes.
At stjæle en ko eller voldtage en kvinde, er ikke absolut forkert. I stedet er det en handling, der bringer skam over offeret og ære til gerningsmanden. Forhandlingsprocessen i kulturer af ære og skam fjerner ikke gerningsmandens skyld, fordi gerningsmanden ingen skyld har. Den korrigerer balancen i ære og skam forårsaget af handlingen, så den ydmygede part generhverver sig noget af sin ære, og undgår en klanfejde.
Dette ideal af stabilitet er hvad de stræber efter. Den enes succes nedbryder æren hos den anden. Folk fra sådanne kulturer tror ikke på succesens legitimitet. Al succes er ilde tilvejebragt i kulturer med få moralske og etiske regler, der betyder noget. Den progressive agenda om redistribuering appellerer til dem. Progressive hævder, at ejendom er tyveri. I kulturer af ære og skam er tyveri ejendom.
Der findes få ting, der er mere giftige for en præstationskultur, end folk der tænker på denne måde.
Folk fra kulturen af ære og skam er ikke nødvendigvis håbløse, og de ville ikke være nær så nedbrydende, hvis den kultur de er underlagt, havde et sæt klare regler. I fraværet af sådanne regler bliver dele af London til Pakistan, dele af Michigan bliver til Libanon, og dele af Paris bliver til Algeriet. Menneskelig kultur er ikke et vakuum. Mangfoldighed skaber et vakuum, der fyldes af dem, der træder ind i det.
Venstreorienterede siger ofte, at Amerika er en nation af immigranter. Dette er dog tilfældet for mange nationer. Immigration, som det er tilfældet med mangfoldighed, er ikke en neutral værdi. Immigration kan ikke være målet i sig selv. Amerika i sin mest succesfulde tid var produktet af resultatorienteret mangfoldighed. Dagen immigration favoriserer nedbrydende mangfoldighed, ved at importere folk der end ikke har en ide om præstation.
Europa har samme problem. Europa møde et stormløb af nedbrydende mangfoldighed med alle de forventede problemer udspringende heraf.
Nedbrydende mangfoldighed har et politisk mål. Resultatorienteret mangfoldighed kunne tillade en italiensk-jødisk borgmester, franske og tyske økonomer, en tidligere irsk guvernør og en hel masse Mohawk indianere at bygge verdens højeste skyskraber på et år. Nedbrydende mangfoldighed skaber en dynge på højde med en skyskraber af vold og svindel, baseret på beklagelser der aldrig kan formildes, fordi beklagelsens kunst er deres mål.
Resultatorienteret mangfoldighed gør det muligt for ting at ske. Nedbrydende mangfoldighed forhindrer, at ting sker. Den fører til en politisk magtstruktur, i hvilken næsten ingenting bliver gjort, og politikerne kan skimme den økonomiske fløde hundrede gange så meget, for ingen vil overhovedet bemærke det.
At tillade at venstrefløjen kaprede mangfoldighed, var en fejl. Det er ikke mangfoldighed, venstrefløjen står for. Det er nedbrydelse. Venstrefløjen strategiske fremmelse af mangfoldighed er et middel til at nå deres højere mål.
To sæt modsat rettede værdier nedbryder hinanden. Resultatorienterede værdier nedbryder kulturer, der værdsætter det uforanderlige over det ambitiøse. Nedbrydende mangfoldighed nedbryder resultatorienterede kulturer. De to kulturer kan ikke sameksistere, og må ødelægge hinandens værdisystemer eller falde fra hinanden.
Mangfoldighed kan være en styrke, når den er baseret på kompatible værdier. Men mangfoldighed af modsatrettede værdier, der er fuldstændigt inkompatible, er recepten på nedbrydelse, elendighed og vold.
En mangfoldighed af kvantitet uden hensyn til værdier, er destruktive. Ikke alle folk er ens, og ikke alle værdier er ens. Ej heller kan mangfoldighed anses for værende et absolut gode, når vi helt sikkert ikke anser en mangfoldighed i etik eller mangfoldighed i kriminalitetsoptegnelser for værende gode ting.
En mangfoldighed der fører til vækst, kan kun være en resultatorienteret mangfoldighed. Ikke en mangfoldighed af fejlslag, had og indignation.
