Jyllandsposten bringer d. 31. december 2014 et interview med kaptajnen på Uriasposten Kim Møller, som siger, at et nationalt sindelag ikke er det samme som nazisme. Her er der tale om en århusiansk underdrivelse! Men substansen er 100 % gyldig og relevant.
For det første er der overvældende dokumentation for, at nazismen i Anden Verdenskrig (1939-1945) blev nedkæmpet af patrioter. Krigen skyldtes på ingen måde national identitet og loyalitet. Den blev påbegyndt af totalitære ideologer, der satte vold og krig i højsædet. Patriotisme var derimod hovedmotivet for de millioner af Hitlers modstandere, der satte livet på spil i Frankrig, Polen, Grækenland, Storbritannien, Sovjetunionen/Rusland og mange andre stater - inklusive Tyskland.
For det andet benyttede nazisterne tysk patriotisme og national krænkelse som et simpelt middel med henblik på - ved hjælp af svindel og løgn - at skabe et "Neuropa", der skulle styres af en germansk herskerrace = Tusindårsriget, "Det Tredje Rige". Ikke nation, men "blod" og race! I bogen "Mein Kampf", henvender Hitler sig udtrykkeligt til den forbitrede underklasse, der undertrykkes af listige jøder. Da hans socialistiske arbejderparti i efteråret 1932 deltog i det parlamentariske spil, og han havde udsigt til stillingen som Tysklands rigskansler, skruede han ganske vist ned for antisemitismen, så embedsmænd, præster og officerer kunne udholde stanken - indtil videre. Men senere blev jødehadet gennemført i praksis, jvf. Kristallnacht i 1938 og fra 1942 Wannseekonferencens program for industrialiseret folkemord.
Natten mellem d. 20. og d. 21. juli 1944 stod det klart, at Klaus Schenk Graf von Stauffenbergs attentat på Hitler var slået fejl, og hans overordnede generaloberst Friedrich Fromm beordrede hans henrettelse ved skydning. Den katolske Stauffenbergs sidste ord lød: "Es lebe das heilige Deutschland!" Han og hans medsammensvorne var tyske patrioter og ønskede at omstyrte nazismens tyranni - NB også før det stod klart, at Tyskland ville tabe krigen.
Når EU-føderalister i dag udtaler sig negativt om national identitet og loyalitet, tager de - uden at erklære det åbent - afsked med demokratiet og et næsten 1000 gammelt vesteuropæisk ideal for folkesuverænitet (jvf. især Marsiglio di Padova, 1275-1342). Disse ideologer satser på en svækkelse og derpå opløsning af Europas nationalstater og oprettelsen af en forbundsstat, som styres af kommissærer og jurister. De dumme folk - nationerne - bør smides på lossepladsen. Dette vil Marlene Vind og Uffe Ellemann selvfølgelig ikke indrømme i dag. Men det er deres - og kommissærernes - målsætning.
Fædreland - glem det! Demokrati - glem det!
Enhver frihedselskende borger bør afsløre, eksponere og angribe de føderalistiske landsforrædere.
PS
Bemærk i øvrigt, hvorledes Norge - EU-associeret, men ikke medlem af klubben - optræder som ligeværdig partner med EU, når der forhandles fiskeri, som er et emne, nordmændene prioriterer højt. Danske politiere kryber langs panelerne ved den mindste udsigt til et lille pip fra Bruxelles.