Dette indlæg er meget langt – det er der to grunde til. Den første er, at jeg har sparet op til denne verbale udgydelse gennem meget lang tid. Den anden grund er, at jeg mistede evnen til at formulere mig kortfattet engang i midten 80’erne, da min familie anskaffede sig en ”EDB-maskine med tekstbehandling” og dermed overflødiggjorde al håndskrift og reducerede den til de uforståelige, rudimentære kragetæer, som den består af i dag.
Men lad os komme til sagen – det her skal handle om SANDHEDEN.
Sandheden er et stort ord, men alligevel også et sært flygtigt og sårbart begreb. Den gode Lenin udtalte, at sandheden er den løgn, som der er flest, der tror på. Desværre havde han ret.
Og i løbet af de seneste år er det gået helt galt for mange menneskers opfattelse af sandheden. Aldrig tidligere har jeg oplevet mine omgivelser som værende mere firkantede, reaktionære og ligeglade med de virkelige sandheder i de problematikker, der fylder så meget i vores tankerække.
Paradoksalt nok har omvendt heller aldrig oplevet mine omgivelser være så engagede i at gøre ”det rigtige” og ikke mindst at gøre der yderste for at gøre deres omverden opmærksomme på hvor engagerede de er i at ”gøre det rigtige” – ikke mindst ved at melde sig ind i alle mulige grupper på de sociale medier for at smykke deres profiler med alt det gode og det rigtige, som de gerne vil associere deres egen personlighed med.
”Det rigtige” har fået en heftig og eftertragtet signalværdi (lidt ligesom pastelfarvede Lacoste-bluser havde det i de førnævnte midtfirsere).
Den politiske korrekthed er det nye sort – især i speltbolle-segmentet, blandt de moderøde og i den selvudnævnte kreative klasse.
Fælleskabet i frygten
Atombomber og AIDS i 80’erne, så ozonlaget i 90’erne, nu den islamiske terrorisme, den globale opvarmning og verdensøkonomien, der svinger som Benny Goodman på en festlig dag – der er ALTID et eller andet at være bange for, ALTID en eller anden sort skygge over vores tilværelser og ALTID en eller anden fælles vedtaget sandhed, der er nemmest at sluge, når den er helt sort og hvid og helst totalt glatbarberet for nuancer og mellemtoner.
Frygten får os til at finde fælleskabsfølelsen i de fælles ”sandheder”, de fælles fordomme og ikke mindst i de fælles antipatier. Der graves små facts frem fra gemmerne og der slås hårdt ned på alle, der vover at anfægte eller udfordre disse små, faktuelle guldklumper.
Dem, der engang påstod, at jorden var rund og ikke flad, røg på bålet – det gør man også i dag, blot i overført betydning. Hån, latterliggørelse, udstødelse – og i Bjørn Lomborgs tilfælde nu også fratagelse af sine forskningsmidler (socialismen har historisk set aldrig brudt sig om at blive sagt imod).
Vi retter lydigt ind efter meningstyranniet, for hvis vi ikke gør det, udsættes vi for fremmedgørelse og smides i kassen med ”dårlige mennesker”, hvor man så kan kukkelure sammen med Bjørn Lomborg og andre typer, som den politiske korrekthed har udnævnt til persona non grata fordi de har vovet at påpege alternative løsningsmodeller, der er baseret på logik, praktik og sund fornuft fremfor underliggende, politiske agendaer.
Se mine fine nye hybridbil!
Ville Klaus Bondam have virket som en ansvarlig miljøborgmester, hvis han var troppet op i en flot, ny Mercedes? Næppe – miljøforkæmperne ville have spyttet blod af arrigskab. Så han valgte en Toyota Prius i stedet. ”Se min fine nye hybridbil, jeg er så skide miljøvenlig og politisk korrekt”.
Gu er du ej, for hybridbiler er ikke en skid miljøvenlige – hverken på CO2-kontoen eller hvad partikelforurening angår. ”Hvorfor?” spørger du måske indigneret. Fordi de er uhyrligt komplekse maskiner, der kræver råvarer og komponenter fra hele verden, en energikrævende produktionsproces og er skabt af dele, der ikke kan genanvendes. Derimod vandt den store Mercedes S-klasse faktisk prisen som Årets Miljøbil i den tyske testorganisation TÜVs store test af bæredygtige biler. Men hov, det er jo en stor og prangende bil for kapitalister og den slags udskud? Jo – tankevækkende ikke? Men omvendt er der jo stor signalværdi i en Toyota Prius, men nogen positiv effekt på miljøet har den ikke – især ikke i de regnskovsområder, hvor lithiummet til batterierne skal graves op af jorden…
Ethvert produkts CO2-fodtryk skal måles over hele produktets livscyklus – det, der kaldes ”dust-to-dust-emissions” og her falder de fleste små, miljøvenlige biler dybt igennem. Faktisk koster det CO2 svarende til 65.000 kilometers kørsel i en gennemsnitsbil blot at producere en bil.
Hele CO2-debatten er løbet totalt af sporet, men ingen bekymrer sig tilsyneladende om det – et godt eksempel er det faktum, at Jorden faktisk blevet koldere siden 1998…men de klimaforskere, der tør stå ved det, må se sig om efter et nyt arbejde i en fart.
Dermed ikke sagt, at vi ikke skal spare på jordens ressourcer. Får vi ikke omstillet os til bæredygtig energi inden vores fossile brændstoffer slipper op, har menneskeheden et meget større problem end de meget beskedne klimaændringer. Men det er en helt anden historie…
Se mig, jeg sponserer en orangutang på Borneo!
Godt for dig og for din selvfølelse. Men så længe, der er børn, der dør af sult, tørst, krig eller mangel på medicin vil jeg skide højt og flot på, om der er æsler i Grækenland, der har et hårdt liv (jfr. TV-reklamen med den dramatiske bulderstemme ”Han så sin mor blive slidt ihjel”), bjørne, der tvinges til at danse (jeg blev også tvunget til standarddans som 12-årig – i bordeauxfarvede fløjlsbukser!) eller hunde, der lever på gaden. Faktisk ville jeg med glæde slagte selvsamme æsel eller trampe den pågældende køter ihjel, hvis dens tynde kadaver kunne holde bare ét sultent barn i live en ekstra uges tid. Og der er faktisk også mennesker, der er tvunget til at leve på gaden! Skulle man ikke gøre noget for dem før man gør noget for deres hunde? Er jeg den eneste, der kan se ironien i at en ung fyr fra WSPA (World Society for the Protection of Animals) sælger medlemskaber på Strøget for at hjælpe gadehunde på Sri Lanka, mens der sidder en sulten hjemløs lige ved siden af? Den slags er pinligt, grotesk udslag af vestens selvfede snæversyn og godhedsindustriens stramme greb om vores verdensopfattelse og ”disneyficeringen” af alt med pels.
Så fuck WSPA og fuck WWF og jeres åh-så-nuttede pandaer, der ligesom ikke gider at reproducere sig fordi det er meget sjovere bare at sidde og æde bambus.
Og fuck de unge aktivister, der slipper mink løs fra minkfarmene, så de kan sulte eller fryse ihjel ude i den natur, som de aldrig har set før.
Og fuck Greenpeace, hvis snæversyn tvang adskillige grønlandske fangere på flasken, da de ødelagde deres ellers bæredygtige fangst af voksne sæler. Greenpeace har mange menneskeliv på samvittigheden – deres kampagner mod genmodificerede afgrøder har skabt omfattende sultproblemer og deres kamp mod DDT har tusinder af malariadødsfald på samvittigheden. De er intet andet end en pengemaskine, der er baseret på én stor løgn – ifølge deres egen grundlægger! Men ingen bekymrer sig tilsyneladende om det, for det ville jo udfordre ”sandheden”.
Se min bæredygtige indkøbspose med Økomærket!
Gu er den røv bæredygtig, for den er med overvejende sandsynlighed lavet af sisal, der tilfældigvis også er den afgrøde, som der ryddes mest regnskov for at dyrke for at tilfredsstille vestens trang til politisk korrekthed. Tillykke, du har lige bidraget til at rydde lidt mere regnskov, men du sender de helt rigtige signaler og føler dig berettiget til at kigge hånligt på dem, der køber engangsposer – uagtet at disse nu kan nedbrydes naturligt. Det gælder i øvrigt også en lang række andre bæredygtige produkter – eksempelvis naturmedicin og kosttilskud.
Men så kan du jo i det mindste føle dig godt tilpas, når du fylder din bæredygtige pose med økologiske varer – eller kan du? Næ, egentlig ikke – et godt eksempel på økologiens effekt på CO2-problematikken kommer fra Sverige. Her har man regnet ud, at hvis alt korn i Sverige blev dyrket økologisk, ville det forøge CO2-udslippet svarende til ekstra 675.000 personbiler, der hver kører 10.000 km om året!!! Og nu er der sikkert enkelte venstreorienterede, der føler trangt til fare i blækhuset med beskyldninger om, at det bestemt ikke kan passe og at der må være tale om manipulation, konspiration, andre ”-ationer” eller noget jeg har set på Fox News (åbenbart en automatreaktion, hvis man siger venstrefløjen imod). Men faktisk har jeg læst det på selveste venstrefløjens ypperste sandhedskilde, nemlig Informations netavis – se selv: http://www.information.dk/283675 - chokerende læsning, ikke sandt?
Så kan man jo altid fylde et par fairtrade-varer i posen og føle sig som et godt menneske – forkert igen. Du betaler op imod 150% mere for samme vare og har kun en meget tynd garanti for, at den ekstra pris kommer den pågældende kaffebonde til gode. Det meste af merprisen bliver i distributionsleddet.
Faktisk har fairtrade-begrebet medført store tab for kaffebønderne i Nicaragua, der blev opfordret til at leve op til kriterierne og samtidig omlægge til økologisk produktion med det resultat, at deres produkt blev dyrere, mens deres fortjeneste faldt.
Det eftertragtede mærkat er og bliver et marketingstunt – læs mere her: http://en.wikipedia.org/wiki/Fair_trade_debate
Og pointen er?
De fremtrædende egenskaber, der har drevet menneskeheden frem gennem verdenshistorien er vores nysgerrighed, vores evige jagt på meningsfulde årsagssammenhænge og fremfor alt vores evne til at stille kritiske spørgsmål til ”sandheden”.
Hvis vi holder op med at stille spørgsmål går det for alvor galt.
Pointen er meget enkel – sæt dig ind i tingene, hav modet til at anfægte ”sandheden” engang imellem, se nuancerne i problematikkerne og lad være med at tage alting for gode varer bare fordi andre gør det. Verden står ved en skillevej – økonomisk såvel som biologisk og den politiske korrekthed og trangen til at hyle i kor er måske den mest kontraproduktive barriere for en ny og bedre fremtid. Du kan vælge at gøre en virkelig forskel eller bare blive ved med at sole dig i den sociale accept, som det giver bare at lade som om.
Du er naturligvis også velkommen til at affeje dette som et ligegyldigt surt opstød og putte mig i kassen med dårlige mennesker.
Frankly, my dear, I don’t give a damn…
