Når fuglene trækker sydpå

Mange af de fugle, der yngler i Danmark, opholder sig kun her i landet, når betingelserne er gunstige

Thomas Gulløv Longhi,

24/10/2010

Mange af de fugle, der yngler i Danmark, opholder sig kun her i landet, når betingelserne er gunstige. Når vinteren nærmer sig, flyver de til vinteropholdssteder, hvor de bedre kan finde føde. Fuglene ved, at det er nødvendigt at flytte sig for at overleve.

Mens vi under krisen har tabt 175.000 arbejdspladser i Danmark, har danske virksomheder inden for de sidste 5 år skabt 100.000 nye arbejdspladser i Kina. Markedet i Kina er i vækst og de kinesiske myndigheder er specielt interesseret i at tiltrække videnstunge virksomheder. Firmaer inden for brancher som IT, vindmøller og medicin får således 100 procents skattefrihed i op til fem år, hvis de flytter til Kina.

Danske virksomheder konkurrerer på et globalt marked og når lande som Kina snupper de danske job med skatterabat, er vi nødt til at finde et modsvar for at skabe bedre vilkår for erhvervslivet.  Både de økonomiske vismænd og de forskellige kommissionsrapporter har beskrevet denne udfordring.

Hvis vi ikke formår at skabe bedre vilkår for de danske virksomheder, vil vi se endnu flere arbejdspladser rykke ud af landet. Vi har derfor brug for at skabe vækst og arbejdspladser gennem reformer af vores arbejdsmarked og vores skattesystem.

Når vi i Liberal Alliance foreslår en markant sænkning af selskabsskatten og indkomstskatten, er det netop for at sikre, at det fortsat er attraktivt at drive virksomhed i Danmark. Ligesom trækfuglene er danske virksomheder nødt til at reagere på ændrede forhold i omgivelserne.

Hvis vi fastholder en høj afgift på virksomhedsdrift i Danmark, tvinger vi arbejdspladserne væk fra landet. Virksomhederne flytter ikke af lyst. De flytter fordi de ved, at de ellers ikke er konkurrencedygtige og det er vi nødt til at gøre noget ved.

Kilde: