I anledning af den nært forestående sommer spredes i disse dage et formanende budskab. Pas på derude i sommerlandet: Når først du er rød, er skaden sket! Budskabet kan næppe komme som den helt store overraskelse. Når man befinder sig længe nok i solen, bliver man rød, det gør ondt, og det opfattes instinktivt som en skidt ting. Men lad nu det ligge.
Almindelige lyshudede danskere er nemlig ikke de eneste der fristes af en plads i solen - det samme sker for vore politikere. I særlig grad tænker jeg på vores regering som de seneste 9 år har nydt solens stråler.
Det faste greb om magten har uden tvivl været til glæde for de mange ministre, der har haft rig mulighed for at administrere kollektivets mange imponerende sandslotte. Desværre har prisen været høj. De politikere, der allerede var lyserøde, da de dannede regering, er nu lige så faretruende røde som flagene i Fælledparken 1. maj - er man i tvivl herom, opfordres man endda til lige at tjekke fakta!
Mest skræmmende er dog tanken om, at den højeste pris næppe lader sig afsløre i objektive fakta. Den dokumentarbart ikke eksisterende evne til at nedbringe statens omfang har været komplementeret af et bemærkelsesværdigt fravær af liberale ideer i den politiske debat.
Er man i tvivl om konsekvenserne af denne stilhed behøver man blot følge debatten om reformer. Denne er drevet af nødvendighedens lov, samt socialdemokratiske argumenter for materiel lighed. Alt imens er liberale argumenter for retten til eget liv og ejendom totalt fraværende. Den liberale værdikamp er ikke bare tabt, man har helt opgivet at kæmpe.
Når først vi alle er røde, er skaden sket!
