Når dine forældre har talt med dig om deres problemer

Når dine forældre har talt med dig om deres problemer Stadig flere mødre fortæller deres børn om deres egne problemer, når børnene ikke er klar. Hvis et barn skal høre på sin mors problemer, overtager barnet sin mors psykiske smerte, og den skal barnet så slås med resten af livet. Barnet kan ikke sige fra uden at få en følelse af, at det svigter sin mor. Derfor går barnet til sin yderste grænse for at hjælpe. Nogle mødre starter allerede med at fortælle om sine problemer, når barnet er 7 år, og det kan skade barnet så meget, at det får indlæringsproblemer. Barnet har ingen energi til skolearbejde, fordi det skal bruge så megen energi på at bearbejde det, moderen siger om f.eks. hendes elendige forhold til barnets far eller stedfar. Hvis moderen ikke har en mand i lange perioder, kan det kaste endnu mere ansvar over på barnet. Barnet bliver fjernt for ikke at mærke den smerte, det har overtaget fra moderen, fordi det ikke havde mulighed for at sige fra. Man kan kalde det psykisk incest. Har en datter lyttet meget på sin mors problemer og samtidig været bange for at sige sin mening, forstærker det smerten yderligere. Hvis faderen har haft lidt alkoholproblemer med psykiske aggressioner oveni kan barnet have så megen smerte opsparet, at det ønsker at dø og skal derfor i behandling med psykoterapi og måske nervepiller i en periode. Har man haft en dominerende mor, der fortæller helt grænseløst om sine problemer, og en svag far, så er man virkelig på spanden. Det gælder om at komme væk hjemmefra f.eks. som 14 årig eller endnu tidligere. Jo før man kommer væk fra sådanne forældre jo bedre. Jo mindre smerte skal barnet bearbejde bagefter. Børn, der har levet i sådanne familier, kan være 10-20 år om at komme helt af med den psykiske smerte, de har modtaget. Efter min mening kræver det en del psykoterapi i perioder, så man ikke ødelægger sine nære forhold ved at overbelaste dem. Børn, der har haft denne umenneskelige start på livet, skal leve et meget specielt liv for at kunne blive hele. De har som regel ikke megen energi, for det meste har mor fået, og resten er gået til at bearbejde hendes problemer med. Som voksne bliver de nødt til at leve et liv, hvor de kan være meget barn for at indhente det, de aldrig har fået. De bliver nødt til at være kreative med musik, lege, læse bøger, feste, studere uden mødepligt, bruge meget tid på venner, kærester, dyr, interessser o.s.v. De kan ikke forpligte sig, for de har nok i selv at blive fyldt op. De bliver måske 30 år eller ældre, før de er fyldt så meget op med oplevelser, nærvær og kærlighed, at de kan have et job eller have en familie. Disse mennesker bliver tit hånet af samfundet. De får at vide, at de er dovne, evighedsstudenter, nasserøve, barnlige og uansvarlige. Men de er i virkeligheden mors misbrugte børn. Moderen er selvfølgelig uskyldig, for hvis hun dengang vidste, hvad konsekvensen ville blive for barnets fremtid, havde hun stedet fundet en veninde at tale med eller var gået i psykoterapi. Samfundet burde lade disse unge og voksne, der er som børn, gå på på dagpenge, indtil de er klar til at tage ansvar. De kan gå på daghøjskoler og højskoler og rejse, eller hvad de nu vil. Lige så snart et menneske er blevet fyldt op, bliver det ambitiøst og vil hellere end gerne bestille noget og se sig selv som aktiv. Hvis presset fra samfundets side er for stort, og man hele tiden får at vide, at man skal lave noget og være i gang, påføres man nederlag, der forværrer ens situation. Ens livssituation har meget stor indflydelse på seksualiteten, fordi man bruger seksualiteten til at få al den omsorg og kærlighed, man har givet til sin mor. Det er meget smertefuldt at mangle energi og samtidig have mange evner, talenter og være intelligent. Det gør ondt at se på, at tiden går, mens alle de andre får gode eksaminer og jobs og tjener deres egne penge, når man ikke selv kan leve et normalt liv. Jeg taler ikke om psykisk syge, men om normale børn, som er tomme indeni og kun tænker på at blive fyldt op. Disse børn giver alt, hvad de har til deres kæreste i håb om at få det hele igen. Derfor er de meget intense i starten af et forhold, indtil de så begynder at suge på kæresten, ligesom deres mor gjorde. Psykoterapien går ud på at beherske sine vampyragtige tendenser, så at man suger på mange forskellige mennesker og bevarer sin kæreste ved kun at suge i passende omfang. Nogle af disse børn kan blive arbejdsmisbrugere for på denne måde at kunne suge på deres kollegaer og have oplevelser sammen. Men de risikerer at brænde ud i en tidlig alder. Psykoterapien prøver at lære personen, at man kun må give, hvis man modtager lige så meget. På den måde undgår man udbrændtheden. Man skal arbejde mindre og lege og nyde mere. Mange af disse børn får skyldfølelse, når de skal nyde, fordi det er uvant og gør ondt i starten. Fra min bog Mænd Hilsen Carl-Mar