Hvis du bliver berøvet på gaden, siger du så til røveren, at røveriet er upraktisk på samfundsniveau?
Hvis nogen bestjæler dig, henviser du så til, at det er en skadelig handling for "den generelle produktivitet"; og at plyndringen af dine værdier vil reducere din tilbøjelighed til at ”yde en ekstra indsats til gavn for helheden”.
- Nej, det gør du ikke. For du ved at tyven er ligeglad. Det afgørende er i stedet, om der findes et retssamfund, der anerkender din ret til din ejendom, og som derfor kan placere retten på din side til ulempe for røveren.
Og hvis der ikke var et retssamfund, så afhænger din vilje til at forsvare dig ikke af, hvad der er ”praktisk på samfundsplan” - eller hvad der er ”positivt for at man yder en ekstra indsats på arbejdsmarkedet”. Så handler det om du selv mener, at du har ret til at råde over det, som du har erhvervet dig gennem produktiv adfærd. Det vil være afsættet for at yde et fysisk forsvar.
Dit eget syn på ejendomsretten kan føres tilbage til synet på dig selv som individ. Mener du at andre mennesker har pant i dig, og at de derfor kan tage en større eller mindre del af din ejendom, hvis de føler at de har behov for det og giver udtryk for det via stemmesedlen?
Er du tilhænger af, at du som en slave er ”født ind i et samfund” med forudbestemte pligter overfor et udefinerbart fællesskab der strækker sig fra den nærmeste familie til hele verdens befolkning, og at skattetrykket og beskatning i det hele taget er en naturlov i kraft af fællesskabets ret til dit liv? I så fald brænder du for demokratiet, men du er i sidste instans derfor samtidig ligeglad med den private ejendomsret.
Det er åbenlyst at langt størstedelen af landets pædagoger ikke regner den personlige frihed for noget jævnfør ovenstående. Så længe det blot er demokratisk vil de plyndre sig selv og hinanden, som om de boede i et gigantisk kollektiv ud fra antagelsen om, at det er de stærkeste der plyndres mest. De hylder kollektivets frihed til at bestemme over individet. Det er nu engang deres ”værdigrundlag” at være vor tids hulemennesker.
Men tanken om at man ubetinget har råderetten over sig selv og dermed også har retten til det, man har erhvervet sig gennem produktivitet er samtidig også fjern for de fleste normale mennesker.
Således forsvarer mange borgerlige sig med det der i virkeligheden er pædagogens argumenter:
”Det høje skattetryk er upraktisk på samfundsplan”. ”-Og?” svarer tyven. Hvorfor skulle tyveknægten dog gå op i det? Og hvorfor skal de mindre moralsk funderede kollektivister / socialismens tilhængere, der gerne vil overtage og bemægtige sig værdier, som de kan råde over bekymre sig om svækkelsen af netop den produktive klasse, som de ringeagter – og som de også ønsker svækket politisk og på samfundsplan?
At skabe værdi gennem produktivitet er det samme som at skabe sig overskud. Det overskud bruger man på at realisere sine egne ambitioner og drømme. De kollektivistiske beskattere ønsker selvsagt at realisere deres kollektive verden med de midler som de konfiskerer sig til. De vil gerne have et samfund, hvor man er afhængig af pædagogtyperne – helst så meget, at man begynder at tale deres helt eget pædagog-sprog, - sådan at man eksempelvis beklager sig over det samfundsskadelige i skattetrykket.
Protesten svarer ikke desto mindre til at man beder tyven om at tage lidt mindre, så man har råd til bussen hjem; - eller så man kan komme på arbejde til tiden, så der er mere at stjæle på et senere tidspunkt. Når tyven får status som en værdig part i et tyveri så kommer tyven tilbage igen på professionel og levebrødsagtig vis - på samme regelmæssige måde som skattevæsenet gør det.
Hvis nogen bestjæler dig, henviser du så til, at det er en skadelig handling for "den generelle produktivitet"; og at plyndringen af dine værdier vil reducere din tilbøjelighed til at ”yde en ekstra indsats til gavn for helheden”.
- Nej, det gør du ikke. For du ved at tyven er ligeglad. Det afgørende er i stedet, om der findes et retssamfund, der anerkender din ret til din ejendom, og som derfor kan placere retten på din side til ulempe for røveren.
Og hvis der ikke var et retssamfund, så afhænger din vilje til at forsvare dig ikke af, hvad der er ”praktisk på samfundsplan” - eller hvad der er ”positivt for at man yder en ekstra indsats på arbejdsmarkedet”. Så handler det om du selv mener, at du har ret til at råde over det, som du har erhvervet dig gennem produktiv adfærd. Det vil være afsættet for at yde et fysisk forsvar.
Dit eget syn på ejendomsretten kan føres tilbage til synet på dig selv som individ. Mener du at andre mennesker har pant i dig, og at de derfor kan tage en større eller mindre del af din ejendom, hvis de føler at de har behov for det og giver udtryk for det via stemmesedlen?
Er du tilhænger af, at du som en slave er ”født ind i et samfund” med forudbestemte pligter overfor et udefinerbart fællesskab der strækker sig fra den nærmeste familie til hele verdens befolkning, og at skattetrykket og beskatning i det hele taget er en naturlov i kraft af fællesskabets ret til dit liv? I så fald brænder du for demokratiet, men du er i sidste instans derfor samtidig ligeglad med den private ejendomsret.
Det er åbenlyst at langt størstedelen af landets pædagoger ikke regner den personlige frihed for noget jævnfør ovenstående. Så længe det blot er demokratisk vil de plyndre sig selv og hinanden, som om de boede i et gigantisk kollektiv ud fra antagelsen om, at det er de stærkeste der plyndres mest. De hylder kollektivets frihed til at bestemme over individet. Det er nu engang deres ”værdigrundlag” at være vor tids hulemennesker.
Men tanken om at man ubetinget har råderetten over sig selv og dermed også har retten til det, man har erhvervet sig gennem produktivitet er samtidig også fjern for de fleste normale mennesker.
Således forsvarer mange borgerlige sig med det der i virkeligheden er pædagogens argumenter:
”Det høje skattetryk er upraktisk på samfundsplan”. ”-Og?” svarer tyven. Hvorfor skulle tyveknægten dog gå op i det? Og hvorfor skal de mindre moralsk funderede kollektivister / socialismens tilhængere, der gerne vil overtage og bemægtige sig værdier, som de kan råde over bekymre sig om svækkelsen af netop den produktive klasse, som de ringeagter – og som de også ønsker svækket politisk og på samfundsplan?
At skabe værdi gennem produktivitet er det samme som at skabe sig overskud. Det overskud bruger man på at realisere sine egne ambitioner og drømme. De kollektivistiske beskattere ønsker selvsagt at realisere deres kollektive verden med de midler som de konfiskerer sig til. De vil gerne have et samfund, hvor man er afhængig af pædagogtyperne – helst så meget, at man begynder at tale deres helt eget pædagog-sprog, - sådan at man eksempelvis beklager sig over det samfundsskadelige i skattetrykket.
Protesten svarer ikke desto mindre til at man beder tyven om at tage lidt mindre, så man har råd til bussen hjem; - eller så man kan komme på arbejde til tiden, så der er mere at stjæle på et senere tidspunkt. Når tyven får status som en værdig part i et tyveri så kommer tyven tilbage igen på professionel og levebrødsagtig vis - på samme regelmæssige måde som skattevæsenet gør det.
