(En kronik bragt i 2001, skrevet efter de latterlige protester og verbale overfald på den indgående israelske ambassadør Carmi Gillon. Protesterne kom fra venstrefløjen og fra en del danske journalister. Jeg vedhæfter den, fordi den desværre stadig er drønaktuel. Den er skrevet umiddelbart før 11. september 2001).
UNDSKYLD OG VELKOMMEN
Journalist Jeppe Juhl undskylder på det danske folks vegne over for Israels kommende ambassadør: 'Vores populistiske og historieløse politikere og andre frelste sjæle på livets skandinaviske business-class ville være de første til at glemme deres fine meninger, hvis det var deres familiers liv, der stod på spil, og bomberne sprang i Københavns gader'
Kære Carmi Gillon:
Jeg sender dig hermed en officiel undskyldning på det danske folks vegne. Vores opførsel og adfærd i forbindelse med din kommende udnævnelse har været uværdig, uintelligent, historieløs og håbløst blottet for realpolitisk indsigt. Jeg formoder du, som det tænkende væsen, jeg ved du er, kan tilgive os vores totale mangel på forståelse for den situation, Israels civile befolkning befinder sig i. Ser du Gillon . Danmark er et lille forkælet land, der ikke siden Karl-Gustav-krigene for snart 350 år siden har prøvet at være trængt. Jo, der var et par små konflikter med vores tyske naboer i 1800-tallet omkring vores sydligste provinser. Vi vandt én og tabte én, og så sang vi nogle vemodige sange og rejste et par mindesmærker. De to krige kostede nogle få tusinde soldater livet.
MYTEN OM BESÆTTELSEN
Og så var der jo 'besættelsen' under 2. verdenskrig. En besættelse, der for 99 pct. af befolkningen betød, at de måtte drikke erstatningskaffe i stedet for den ægte vare. Der var selvfølgelig også mangel på sukker og kul, og vores aviser var oven i købet censurerede. Det var sorte tider for lille Danmark. Gudskelov organiserede et ganske vist forsvindende lille mindretal af danske kommunister og patriotiske ikke-kommunister i besættelsens sidste halvdel en modstandsbevægelse. Og så var æren reddet. Interneringen af de danske kommunister, politiets og centraladministrationens aktive samarbejde med besættelsesmagten og det faktum, at den glorificerede redning af de danske jøder skyldtes et tip fra en højtstående tysk embedsmand, lod vi lige så stille sive uden om historiebøgerne.
DANSK 'MODERAT FYSISK PRES'
Men da den store krig var slut, så var der andre boller på suppen i det krigshærgede Danmark. Års frustrationer skulle have luft. Danske piger, der var blevet forelsket i tvangshvervede tyske soldater, blev barberet skaldede og sat i offentlig gabestok, formodede værnemagere blev slæbt ud på gaderne og gennemtæskede, og vores Frihedsråd beordrede summariske henrettelser af mistænkte stikkere. Man kan ikke lade være at spørge sig selv, om der blev øvet 'moderat fysisk pres' et par gange i de hektiske dage efter Danmarks befrielse. Vi danskere var nogle helvedes karle. Da det hele var forbi. Ser du Gillon, vi er i bund og grund ikke anderledes end dig. Vi har bare glemt, hvordan det er at kæmpe for livet. Vi har bare glemt smagen af blod i munden, kampen for at holde børn og børnebørn i live, ja selve selvopholdelsesdriften er stille og roligt forsvundet fra vores harmoniske tilværelse i Velfærdsdanmark. Når det går vildt til herhjemme, tager statsministeren en cykelhjelm på, og vi andre sidder i parcelhuset og hepper på en scoring i en ligegyldig fodboldlandskamp. Men Gillon, vi danskere har stadig gnisten tilbage. Den ligger og ulmer, og gløden bliver stærkere dag for dag i takt med, at vores hverdag bliver mindre og mindre genkendelig, mindre og mindre dansk. Gløden ulmer bare de forkerte steder. Ude blandt ganske almindelige mennesker, der har hverdagens reelle problemer inde på livet, mennesker hvis mening aldrig bliver hørt. Mennesker hvis mening, du heller aldrig får at høre, når du kommer op på vores breddegrader. I Danmark er de rigtige meninger nemlig monopoliseret: Af pressen, der stort set er drevet og skrevet af kyniske, uvidende og historieløse journalister med deres på det tørre, og af letbenede, småt begavede politikere, der lefler i et symbiotisk selvsving med dén presse, de foragter og ikke kan undvære. Men tro mig Gillon. Vi danskere ville også kæmpe for vores liv med alle midler, hvis bomberne sprang i Københavns gader. Vi er ikke anderledes end alle andre, når det virkelig gælder. Ja, jeg tror faktisk, vi ville gå amok i selvtægt og brud på torturkonventioner, hvis 15 uskyldige børn blev offer for en fanatisk selvmorder, mens de ventede på bussen til deres udflytterbørnehave. Og panikken ville ingen ende tage, hvis der var vished om, at denne bombe var den første af en endeløs række. Jeg tror, vi ville være langt mindre besindige, end I er i Israel, hvis den mellemøstlige virkelighed blev eksporteret ind på Rådhuspladsen.
RAMA-SKRIG I DANMARK
Og lur mig Gillon, om ikke der ville rejse sig et Rama-skrig, der ville nå helt til Jerichos mure, hvis vores i øvrigt ukritiske og uvidende journalister af vanvare fandt ud af, at dansk politi kunne have forhindret udåden, fordi de havde en medsammensvoren til gerningsmanden i forvaring. De ansvarlige politi- eller efterretningsfolk ville blive offentligt lynchet af den selv samme presse, der i årevis konsekvent har haft travlt med at fortrænge virkeligheden i Mellemøsten. 'Skandale: Politiet kendte til bombemanden' ville overskriften være i Ekstra Bladet. Og vores politikere ville stå forrest i rækken blandt de hylende ulve. Der ville ikke være nogen ende på de undersøgelsesdomstole og kommissorier, der ville blive nedsat. 'Vi forlanger en forklaring', ville de hyle i kor. 'Hvem vidste hvad, hvornår? Hvad laver de i efterretningstjenesten?' Kan du se det for dig, Gillon? En glatbarberet dansk betjent, der sidder over for en stakkels fanatisk og vildfaren ung mand, der fra barnsben har fået at vide, at lykken og den direkte vej til Paradis går over et martyrium. Betjenten véd med sikkerhed, at hans to børn, hans familie, hans venner eller hans nabo kan blive det næste offer. Betjenten véd, at konen går hvileløst rundt i stuerne, når deres teenage-søn går på diskotek, tager med bussen til fodboldtræning eller blot er sendt til bageren efter brød. Betjenten ved, at den næste bombe sprænges i hjertet af København inden for 24 timer.
SKANDINAVISK BUSINESS-CLASS
'Moderat fysisk pres'? Næh, jeg ved godt, hvad jeg ville gøre, hvis jeg var den betjent. Og Torben Lund. Og Holger K. Og alle de andre. Vores populistiske og forkælede politikere og andre frelste sjæle på livets skandinaviske business-class ville være de første til at glemme deres letkøbte og fine meninger, hvis det var dem selv, deres job og deres familiers liv, der dagligt stod på spil. Så, ser du Gillon, det er gratis for os danskere at fordømme dig. Det havde vi glemt et kort øjeblik. Men vi har besindet os. Du er en værdig repræsentant for det eneste demokrati i Mellemøsten. Undskyld - og velkommen.
UNDSKYLD OG VELKOMMEN
Journalist Jeppe Juhl undskylder på det danske folks vegne over for Israels kommende ambassadør: 'Vores populistiske og historieløse politikere og andre frelste sjæle på livets skandinaviske business-class ville være de første til at glemme deres fine meninger, hvis det var deres familiers liv, der stod på spil, og bomberne sprang i Københavns gader'
Kære Carmi Gillon:
Jeg sender dig hermed en officiel undskyldning på det danske folks vegne. Vores opførsel og adfærd i forbindelse med din kommende udnævnelse har været uværdig, uintelligent, historieløs og håbløst blottet for realpolitisk indsigt. Jeg formoder du, som det tænkende væsen, jeg ved du er, kan tilgive os vores totale mangel på forståelse for den situation, Israels civile befolkning befinder sig i. Ser du Gillon . Danmark er et lille forkælet land, der ikke siden Karl-Gustav-krigene for snart 350 år siden har prøvet at være trængt. Jo, der var et par små konflikter med vores tyske naboer i 1800-tallet omkring vores sydligste provinser. Vi vandt én og tabte én, og så sang vi nogle vemodige sange og rejste et par mindesmærker. De to krige kostede nogle få tusinde soldater livet.
MYTEN OM BESÆTTELSEN
Og så var der jo 'besættelsen' under 2. verdenskrig. En besættelse, der for 99 pct. af befolkningen betød, at de måtte drikke erstatningskaffe i stedet for den ægte vare. Der var selvfølgelig også mangel på sukker og kul, og vores aviser var oven i købet censurerede. Det var sorte tider for lille Danmark. Gudskelov organiserede et ganske vist forsvindende lille mindretal af danske kommunister og patriotiske ikke-kommunister i besættelsens sidste halvdel en modstandsbevægelse. Og så var æren reddet. Interneringen af de danske kommunister, politiets og centraladministrationens aktive samarbejde med besættelsesmagten og det faktum, at den glorificerede redning af de danske jøder skyldtes et tip fra en højtstående tysk embedsmand, lod vi lige så stille sive uden om historiebøgerne.
DANSK 'MODERAT FYSISK PRES'
Men da den store krig var slut, så var der andre boller på suppen i det krigshærgede Danmark. Års frustrationer skulle have luft. Danske piger, der var blevet forelsket i tvangshvervede tyske soldater, blev barberet skaldede og sat i offentlig gabestok, formodede værnemagere blev slæbt ud på gaderne og gennemtæskede, og vores Frihedsråd beordrede summariske henrettelser af mistænkte stikkere. Man kan ikke lade være at spørge sig selv, om der blev øvet 'moderat fysisk pres' et par gange i de hektiske dage efter Danmarks befrielse. Vi danskere var nogle helvedes karle. Da det hele var forbi. Ser du Gillon, vi er i bund og grund ikke anderledes end dig. Vi har bare glemt, hvordan det er at kæmpe for livet. Vi har bare glemt smagen af blod i munden, kampen for at holde børn og børnebørn i live, ja selve selvopholdelsesdriften er stille og roligt forsvundet fra vores harmoniske tilværelse i Velfærdsdanmark. Når det går vildt til herhjemme, tager statsministeren en cykelhjelm på, og vi andre sidder i parcelhuset og hepper på en scoring i en ligegyldig fodboldlandskamp. Men Gillon, vi danskere har stadig gnisten tilbage. Den ligger og ulmer, og gløden bliver stærkere dag for dag i takt med, at vores hverdag bliver mindre og mindre genkendelig, mindre og mindre dansk. Gløden ulmer bare de forkerte steder. Ude blandt ganske almindelige mennesker, der har hverdagens reelle problemer inde på livet, mennesker hvis mening aldrig bliver hørt. Mennesker hvis mening, du heller aldrig får at høre, når du kommer op på vores breddegrader. I Danmark er de rigtige meninger nemlig monopoliseret: Af pressen, der stort set er drevet og skrevet af kyniske, uvidende og historieløse journalister med deres på det tørre, og af letbenede, småt begavede politikere, der lefler i et symbiotisk selvsving med dén presse, de foragter og ikke kan undvære. Men tro mig Gillon. Vi danskere ville også kæmpe for vores liv med alle midler, hvis bomberne sprang i Københavns gader. Vi er ikke anderledes end alle andre, når det virkelig gælder. Ja, jeg tror faktisk, vi ville gå amok i selvtægt og brud på torturkonventioner, hvis 15 uskyldige børn blev offer for en fanatisk selvmorder, mens de ventede på bussen til deres udflytterbørnehave. Og panikken ville ingen ende tage, hvis der var vished om, at denne bombe var den første af en endeløs række. Jeg tror, vi ville være langt mindre besindige, end I er i Israel, hvis den mellemøstlige virkelighed blev eksporteret ind på Rådhuspladsen.
RAMA-SKRIG I DANMARK
Og lur mig Gillon, om ikke der ville rejse sig et Rama-skrig, der ville nå helt til Jerichos mure, hvis vores i øvrigt ukritiske og uvidende journalister af vanvare fandt ud af, at dansk politi kunne have forhindret udåden, fordi de havde en medsammensvoren til gerningsmanden i forvaring. De ansvarlige politi- eller efterretningsfolk ville blive offentligt lynchet af den selv samme presse, der i årevis konsekvent har haft travlt med at fortrænge virkeligheden i Mellemøsten. 'Skandale: Politiet kendte til bombemanden' ville overskriften være i Ekstra Bladet. Og vores politikere ville stå forrest i rækken blandt de hylende ulve. Der ville ikke være nogen ende på de undersøgelsesdomstole og kommissorier, der ville blive nedsat. 'Vi forlanger en forklaring', ville de hyle i kor. 'Hvem vidste hvad, hvornår? Hvad laver de i efterretningstjenesten?' Kan du se det for dig, Gillon? En glatbarberet dansk betjent, der sidder over for en stakkels fanatisk og vildfaren ung mand, der fra barnsben har fået at vide, at lykken og den direkte vej til Paradis går over et martyrium. Betjenten véd med sikkerhed, at hans to børn, hans familie, hans venner eller hans nabo kan blive det næste offer. Betjenten véd, at konen går hvileløst rundt i stuerne, når deres teenage-søn går på diskotek, tager med bussen til fodboldtræning eller blot er sendt til bageren efter brød. Betjenten ved, at den næste bombe sprænges i hjertet af København inden for 24 timer.
SKANDINAVISK BUSINESS-CLASS
'Moderat fysisk pres'? Næh, jeg ved godt, hvad jeg ville gøre, hvis jeg var den betjent. Og Torben Lund. Og Holger K. Og alle de andre. Vores populistiske og forkælede politikere og andre frelste sjæle på livets skandinaviske business-class ville være de første til at glemme deres letkøbte og fine meninger, hvis det var dem selv, deres job og deres familiers liv, der dagligt stod på spil. Så, ser du Gillon, det er gratis for os danskere at fordømme dig. Det havde vi glemt et kort øjeblik. Men vi har besindet os. Du er en værdig repræsentant for det eneste demokrati i Mellemøsten. Undskyld - og velkommen.
