Søren Espersen skriver bl.a. således:
Jeg anklager…! Forleden var imam Abdul Wahid Petersen deltager i et søndag-frokost-program på DR-P1, hvor han på et tidspunkt midt i al den joviale hygge, blev irriteret. For en kort stund drattede han ud af sit selvskabte image som fredelig og gemytlig jeg-taler-skam-århusiansk-imam.
Anledningen til hans irritation var, at han lige med ét følte sig kradset i sin fredelige, djurslandske overflade, da han af en af de andre deltagere blev bebrejdet, at han ikke brugte sine fredags-prædikener til at fordømme islams dårligdomme som stening, tvangsægteskaber, pigeomskæringm kvinde-undertrykkelse, bandevold, æresdrab og jihad-selvmordsbombning.
Abdul Wahid Petersen røg op som trold af en æske, idet han spruttede, at han da virkelig ikke kunne have ansvar for alle mulige ting som folk gik rundt og gjorde, bare fordi han delte religion med dem – og at man da heller ikke ville give en dansk biskop ansvaret for, hvad kristne sådan gik og lavede af ulykker. Og i øvrigt var der jo tusind ting, han gerne ville have sagt i forbindelse med sine fredags-prædikener – og han kunne jo ikke nå det hele…
Eksemplet her er ikke enestående. For sådan smutter Abdul Wahid Petersen jo altid – dog med skiftende elegance - under gærdet, når det begynder at knibe for ham.
Jeg anklager dig for ikke klart og tydeligt for din menighed at prædike, at medvirker man til æresdrab, stening, pigeomskæring, tvangsægteskaber, kvinde-undertrykkelse, bandevold og jihad-selvmordsbombning, ja, så er der ingen nåde på dommens dag.
Jeg anklager dig for, at du ikke i moskéen har gjort din menighed klart, at da islam jo er ”fredens religion”, er det med usvigelig sikkerhed givet, at samtlige jihad-selvmordsbombere, som igennem tiderne har taget uskyldige civile med i døden, lige nu, as-we-speak martres i helvedes flammer.
Jeg anklager dig for ved din forsømmelighed at have hovedansvaret for, at det danske folks naturlige respekt for islam, dagligt daler, og nu uvægerligt synes på vej mod nulpunktet.
Jeg anklager…! Forleden var imam Abdul Wahid Petersen deltager i et søndag-frokost-program på DR-P1, hvor han på et tidspunkt midt i al den joviale hygge, blev irriteret. For en kort stund drattede han ud af sit selvskabte image som fredelig og gemytlig jeg-taler-skam-århusiansk-imam.
Anledningen til hans irritation var, at han lige med ét følte sig kradset i sin fredelige, djurslandske overflade, da han af en af de andre deltagere blev bebrejdet, at han ikke brugte sine fredags-prædikener til at fordømme islams dårligdomme som stening, tvangsægteskaber, pigeomskæringm kvinde-undertrykkelse, bandevold, æresdrab og jihad-selvmordsbombning.
Abdul Wahid Petersen røg op som trold af en æske, idet han spruttede, at han da virkelig ikke kunne have ansvar for alle mulige ting som folk gik rundt og gjorde, bare fordi han delte religion med dem – og at man da heller ikke ville give en dansk biskop ansvaret for, hvad kristne sådan gik og lavede af ulykker. Og i øvrigt var der jo tusind ting, han gerne ville have sagt i forbindelse med sine fredags-prædikener – og han kunne jo ikke nå det hele…
Eksemplet her er ikke enestående. For sådan smutter Abdul Wahid Petersen jo altid – dog med skiftende elegance - under gærdet, når det begynder at knibe for ham.
Jeg anklager dig for ikke klart og tydeligt for din menighed at prædike, at medvirker man til æresdrab, stening, pigeomskæring, tvangsægteskaber, kvinde-undertrykkelse, bandevold og jihad-selvmordsbombning, ja, så er der ingen nåde på dommens dag.
Jeg anklager dig for, at du ikke i moskéen har gjort din menighed klart, at da islam jo er ”fredens religion”, er det med usvigelig sikkerhed givet, at samtlige jihad-selvmordsbombere, som igennem tiderne har taget uskyldige civile med i døden, lige nu, as-we-speak martres i helvedes flammer.
Jeg anklager dig for ved din forsømmelighed at have hovedansvaret for, at det danske folks naturlige respekt for islam, dagligt daler, og nu uvægerligt synes på vej mod nulpunktet.