I begrundelserne for regeringens 2020-plans reform af efterlønnen og pensionsalderen hedder det blandt andet, at Danmark om få år vil komme til at opleve mangel på arbejdskraft. Noget tilsvarende synes at ligge bag oppositionens forslag om ”12 minutter mere”. Senest har Liberal Alliance fremlagt en plan, der angiveligt vil skabe 180.000 nye arbejdspladser.
Med arbejdskraft synes alle politiske planer at henvise til ”værdiskabende arbejde”, der jo er den eneste vej til at finansiere samfundet.
Men kan det nu passe?
I 2008 udgav Danmarks Statistik publikationen 60 år i tal – Danmark siden 2. Verdenskrig, og den fortæller en helt anden historie.
Værdierne skabes i de primære og sekundære erhverv
I de primære erhverv fremskaffes råstofferne, det vil groft sagt sige, det vi kan dyrke på jorden og det, vi kan hente ud af den. I de sekundære erhverv (fremstillingssektoren) forarbejdes råstofferne til de produkter, forbrugerne kan købe i butikkerne.
Heldigvis sikrer udenrigshandlen adgang til en større variation af råstoffer, end den danske undergrund byder på. Hvis den merværdi, danske medarbejdere kan tilføre udenlandske råstoffer, mere end opvejer omkostningerne til transport, vi verdenshandelen som sådan profitere af at lade udenlandske råstoffer forarbejde i Danmark.
Undervejs ”fra jord til bord” er der brug for en mængde tjenesteydelser, f.eks. transport, markedsføring, jurister etc. Med andre ord, den private servicesektor.
Hvordan er det så gået med beskæftigelsen?
I 1948 var 23,0 % beskæftiget i de primære erhverv, det var i 2007 faldet til 3,0 %. Årsagen hertil er først og fremmest mekaniseringen af landbruget, der tog fart i 50’erne, og på blot 15 år mere end halverede antallet af beskæftigede.
Også indenfor fremstillingserhvervene er beskæftigelsen faldet fra 29,0 % i 1948 til 20,7 % i 2007. Da den samlede arbejdsstyrke i samme periode er steget, har faldet i antal beskæftigede imidlertid kun været på beskedne 19.000 personer. Den primære årsag til faldet er automatisering af en række arbejdsprocesser, der blandt andet har været med til at gøre danske arbejdspladser sundere og sikrere.
Sammenlagt er der altså sket et væsentligt fald i beskæftigelsen indenfor de værdiskabende erhverv fra 52 % (1.077.000 personer) i 1948 til 23,7 % (667.000 personer) i 2007. Hvor er disse 410.000 arbejdspladser blevet af? Ja, der er sket en svag stigning i beskæftigelsen indenfor private tjenester fra 41,3 % i 1948 til 47,8 % i 2007, omregnet svarer det til, at der over perioden er skabt 489.000 private servicejobs. Det vil med andre ord sige, at hele vores nuværende materielle velstand bygger på en arbejdsstyrke, der kun er 79.000 personer større, end det, der var nødvendigt i 1948.
Den offentlige sektor
Resten af væksten i beskæftigelsen, der i perioden 1948 – 2007 var på 741.000 personer, er opsuget af den offentlige sektor. Den beskæftigede i 2007 28,4 % (799.000 personer) mod 6,7 % (139.000 personer) i 1948. Det vil sige at ikke mindre en 89 % af alle nye arbejdsplader siden 1948 er offentlige jobs. Ifølge publikationen fra Danmarks Statistik ”er det i vidt omfang de kvinder, som er kommet på arbejdsmarkedet, der er beskæftiget i det offentlige”.
Den største stigning var i perioden 1960-1975, hvor beskæftigelsen i sektoren mere end fordobledes. Det var i den periode, velfærdssamfundet blev opbygget, og mange af de offentlige serviceydelser, vi i dag opfatter som umistelige rettigheder, blev oprettet. Bortset fra de traditionelle offentlige opgaver som f.eks. politi, forsvar, retsvæsen og infrastruktur kan det lidt på spidsen hævdes, at den offentlige sektor er en virksomhed, der tilvejebringer de velfærdsydelser, som det private erhvervsliv ingen økonomisk interesse har i at drive.
Grænsen mellem privat og offentlig er imidlertid flydende. I opgangstider er den private sektor meget tilfreds med at outsource velfærdsydelser til det offentlige, mens den private sektors jagt på indtjeningsmuligheder i nedgangstiders gør mange af de selv samme ydelser økonomisk rentable. Det kommer der ikke mere beskæftigelse ud af. Arbejdspladserne flyttes blot mellem de to sektorer.
Servicesektorernes nytteværdi
Uanset om en given service ydes af en privat eller offentlig virksomhed, tilføjer den ikke i sig selv produkterne mere værdi, men servicesektorerne er en forudsætning for, at de primære og sekundære erhverv kan fungere. Heri ligger servicesektorernes nytteværdi. Der er imidlertid ikke tale om en lineær sammenhæng, hvor mere service i det uendelige giver tilsvarende mere værdi. Kurven flader ud, og bøjer i sidste ende nedad. Populært: Det handler ikke om, hvor mange mænd, der skal til at grave en grøft, men om, hvor mange mænd, der er plads til i grøften.
Derfor oplever vi en betydelig kreativitet i udviklingen af servicetilbud, der i mange tilfælde blot er en professionalisering af almindeligt mellemmenneskeligt samvær. For ikke at tale om de mange fantasifulde okkulte tilbud, der lover private en bedre liv og erhvervslivet produktive fordele.
I parentes bemærket er der også grænser for den merværdi, der kan tilføjes et produkt. Et tydeligt eksempel herpå er Microsoft Office, der med sin 2003-version stort set havde opfyldt alle de behov, der forekommer på en almindelig kontorarbejdsplads. De efterfølgende versioner har ikke tilføjet produktiv værdi, der opvejer opgraderingsprisen.
Myten punkteres
Udviklingen i beskæftigelsen i de produktive sektorer de seneste 60 år tegner et klart billede af en udvikling, hvor automatisering i eskalerede tempo har erstattet manuel arbejdskraft. Da begrænsningen for disse sektorer ligger i adgangen til råstoffer, og især konkurrencen om forarbejdning af importerede råstoffer er meget hård, er det sandsynligt, at der fortsat vil ske et fald i beskæftigelsen i disse to sektorer, selv hvis værdien af produktionen herfra forbliver konstant.
Meget tyder også på, at vi er nået til et punkt, hvor tilføjelse af yderligere service på mange områder har en negativ grænsenytteværdi. Billedet er imidlertid ujævnt, idet panikbesparelser over de seneste 10 år har efterladt en række huller i serviceydelserne, der dagligt giver anledning til sensationsoverskrifter i nyhederne.
Det korte af det lange er, at den aktuelle arbejdsstyrke samlet set rigeligt dækker behovet for den beskæftigelse, der er nødvendig for at drive Danmark. Der er en del flaskehalse, fordi en del af myten bygger på, at mere uddannelse automatisk fører til mere beskæftigelse. Derfor kan der på sigt blive mangel på dygtige håndværkere, mens der vil blive flere og flere personer med lange videregående uddannelser, der kommer til at tjene til livets ophold ved at køre sporvogn i Tivoli, indtil denne arbejdsopgave også bliver automatiseret.
Sandheden bag myten
Der er altså ikke brug for tiltag, der pumper flere hænder ud på arbejdsmarkedet!
Når der i denne tid tales om at afskaffe efterlønnen, udskyde pensionsalderen og få de unge hurtigere gennem uddannelsessystemet, handler det overhovedet ikke om arbejdspladser, men om en nøgtern beregning af, hvor meget samfundet har råd til at bruge på overførselsindkomster.
Pengene til overførselsindkomster skal tækkes ud af den værdi, som den produktive del af befolkningen skaber, og her er vel at mærke tale om dem, der er beskæftiget i den primære og sekundære sektor, og som i forvejen knokler hårdt for at aflønne den private og offentlige servicesektor.
Det er her flertalsdemokratiet kommer til kort, for når den primære og sekundære sektor er i absolut mindretal, har de intet værn imod resten, der bruger af deres surt tjente penge.
Hvad er den politiske løsning på dét?
