Lægers bijobs på privathospitaler udgør intet problem for det offentlige sundhedsvæsen, viser en ny undersøgelse fra Ugebrevet Mandag Morgen. Blot otte procent af lægerne på de offentlige sygehuse har bijobs på de private hospitaler, og stort set alle lægerne med bijobs arbejder på fuld tid eller mere på det offentlige sygehus. Undersøgelsen hamrer dermed en pæl gennem myten, at de private hospitaler udsulter de offentlige sygehuse.
Myten er populær på venstrefløjen, hvor man længe har haft et horn i siden på regeringens fradrag til arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer. Et fradrag, der har givet de private hospitaler mulighed for at aflaste det offentlige system, og som har givet mange danskere mulighed for hurtigere behandling.
Men på venstrefløjen drømmer man sig tilbage til de dage, hvor staten havde monopol på sundhedsydelser, og hvor systemet kom før patienten. Det er således bemærkelsesværdigt, at når man angriber sundhedsfradraget, er det som om man helt glemmer de mange danskere, der med en privat sundhedsforsikring har fået større frihed og sikkerhed; i stedet beklager man sig over, at konkurrencen med det private giver det offentlige system sværere kår.
Sædvanligvis marcherer venstrefløjen gerne i gaden for at skaffe flere penge til offentligt ansatte. Men når det drejer sig om offentligt ansatte læger, der selv forsøger at få en højere indkomst ved at bruge nogle timer på et privat hospital, forsvinder sympatien som dug for solen.
Men hvilken rolle spiller det, om lægen behandler patienter det ene eller det andet sted? Hovedsagen er vel, at patienten får den behandling, som vedkommende har brug for. Og fordi stort set alle lægerne med bijobs i forvejen arbejder på fuld tid i det offentlige, kunne man have den mistanke, at der faktisk bruges flere mandetimer på at udøve lægegerningen, end hvis lægerne ikke havde haft mulighed for at lægge nogle flere timer på et privat hospital.
Noget tyder nemlig også på, at de privatansatte læger er mere effektive end deres offentlige kolleger. Som Finn Nørmark, ortopædkirurg og hospitalsdirektør for Nørmark Privathosptial, forklarer:
“Forskellen på os og et offentligt sygehus er, at hos os bruger lægerne mere end halvdelen af deres samlede arbejdstid med ‘kniven i hånden’, altså med at operere. Der er ingen langtrukne morgenmøder, budgetmøder, planlægningsmøder, udfyldelse af formularer og skemaer. Kirurger er uddannet til at operere, og det bruger vi dem til." (Politiken, 23. oktober 2008)
I betragtning af den omfattende lægemangel ville det måske ligefrem være en fordel, hvis lægerne brugte mere tid på de private hospitaler, og mindre tid i det offentligte.
En anden og beslægtet myte er, at sundhedsfradrag suger penge ud af kassen hos de offentlige sygehuse. Når staten mister skatteindtægter fra de privatforsikrede er det nødvendigt at skære ned i den offentlige sundhedssektor, lyder argumentet. Men det er forkert af flere grunde.
For det første er der ikke blevet skåret ned på sundhedssektoren. De offentlige udgifter til sundhed er steget med over 21 mia. kr. siden 2001 (pdf), og vi har aldrig brugt flere penge på sundhed. Når man i aviser kan læse om historier som denne og denne og denne skyldes det altså ikke, at der bruges færre penge på sundhedssektoren.
For det andet er sundhedsfradraget efter alt at dømme en overskudsforretning for statskassen. Ved køb af arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer til de ansatte kan en virksomhed trække præmien fra ved betaling af selskabsskatten, der er på 25 pct. Det betyder, at for hver krone fra staten bidrager virksomheden med tre kroner. Disse penge går til forsikringer der dækker behandlinger, som staten ellers skulle have taget sig af. Alt i alt tjener staten omkring 1.200 kr. per forsikring, og det er før man tager højde for lavere udgifter til sygedagpenge.
Sundhedsfradraget er et af de få positive tiltag, som den nuværende regering har indført. Ordningen fører hverken til lægemangel eller udsultning af de offentlige sygehuse, men bidrager tværtimod til en mere effektiv udnyttelse af de begrænsede ressourcer, samt et pænt overskud i statskassen. Hvis der er behov for at pille ved fradraget, bør det derfor ikke være for at fjerne det, men at udvide det, så det bliver lettere at få en privat sundhedsforsikring.
Myten er populær på venstrefløjen, hvor man længe har haft et horn i siden på regeringens fradrag til arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer. Et fradrag, der har givet de private hospitaler mulighed for at aflaste det offentlige system, og som har givet mange danskere mulighed for hurtigere behandling.
Men på venstrefløjen drømmer man sig tilbage til de dage, hvor staten havde monopol på sundhedsydelser, og hvor systemet kom før patienten. Det er således bemærkelsesværdigt, at når man angriber sundhedsfradraget, er det som om man helt glemmer de mange danskere, der med en privat sundhedsforsikring har fået større frihed og sikkerhed; i stedet beklager man sig over, at konkurrencen med det private giver det offentlige system sværere kår.
Sædvanligvis marcherer venstrefløjen gerne i gaden for at skaffe flere penge til offentligt ansatte. Men når det drejer sig om offentligt ansatte læger, der selv forsøger at få en højere indkomst ved at bruge nogle timer på et privat hospital, forsvinder sympatien som dug for solen.
Men hvilken rolle spiller det, om lægen behandler patienter det ene eller det andet sted? Hovedsagen er vel, at patienten får den behandling, som vedkommende har brug for. Og fordi stort set alle lægerne med bijobs i forvejen arbejder på fuld tid i det offentlige, kunne man have den mistanke, at der faktisk bruges flere mandetimer på at udøve lægegerningen, end hvis lægerne ikke havde haft mulighed for at lægge nogle flere timer på et privat hospital.
Noget tyder nemlig også på, at de privatansatte læger er mere effektive end deres offentlige kolleger. Som Finn Nørmark, ortopædkirurg og hospitalsdirektør for Nørmark Privathosptial, forklarer:
“Forskellen på os og et offentligt sygehus er, at hos os bruger lægerne mere end halvdelen af deres samlede arbejdstid med ‘kniven i hånden’, altså med at operere. Der er ingen langtrukne morgenmøder, budgetmøder, planlægningsmøder, udfyldelse af formularer og skemaer. Kirurger er uddannet til at operere, og det bruger vi dem til." (Politiken, 23. oktober 2008)
I betragtning af den omfattende lægemangel ville det måske ligefrem være en fordel, hvis lægerne brugte mere tid på de private hospitaler, og mindre tid i det offentligte.
En anden og beslægtet myte er, at sundhedsfradrag suger penge ud af kassen hos de offentlige sygehuse. Når staten mister skatteindtægter fra de privatforsikrede er det nødvendigt at skære ned i den offentlige sundhedssektor, lyder argumentet. Men det er forkert af flere grunde.
For det første er der ikke blevet skåret ned på sundhedssektoren. De offentlige udgifter til sundhed er steget med over 21 mia. kr. siden 2001 (pdf), og vi har aldrig brugt flere penge på sundhed. Når man i aviser kan læse om historier som denne og denne og denne skyldes det altså ikke, at der bruges færre penge på sundhedssektoren.
For det andet er sundhedsfradraget efter alt at dømme en overskudsforretning for statskassen. Ved køb af arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer til de ansatte kan en virksomhed trække præmien fra ved betaling af selskabsskatten, der er på 25 pct. Det betyder, at for hver krone fra staten bidrager virksomheden med tre kroner. Disse penge går til forsikringer der dækker behandlinger, som staten ellers skulle have taget sig af. Alt i alt tjener staten omkring 1.200 kr. per forsikring, og det er før man tager højde for lavere udgifter til sygedagpenge.
Sundhedsfradraget er et af de få positive tiltag, som den nuværende regering har indført. Ordningen fører hverken til lægemangel eller udsultning af de offentlige sygehuse, men bidrager tværtimod til en mere effektiv udnyttelse af de begrænsede ressourcer, samt et pænt overskud i statskassen. Hvis der er behov for at pille ved fradraget, bør det derfor ikke være for at fjerne det, men at udvide det, så det bliver lettere at få en privat sundhedsforsikring.
