Mysteriet om Venedigs grønne vand er løst

Turister og indbyggere i vågnede op til, at de ikoniske kanaler ikke ligefrem lignede sig selv.
Vandet var søndag farvet lysende grønt i Canal Grande tæt ved den ikoniske Rialto-bro, der går hen over Venedigs hovedtrafikåre. Nu er mysteriet om den usædvanlige farve løst.
Vandet var søndag farvet lysende grønt i Canal Grande tæt ved den ikoniske Rialto-bro, der går hen over Venedigs hovedtrafikåre. Nu er mysteriet om den usædvanlige farve løst.

Jens Asbjørn Bøgen,

30/05/2023

Turister og indbyggere i Venedig i det nordøstlige Italien vågnede op til et usædvanligt syn søndag, da vandet i byens store kanal var lysende grønt.

Hvordan vandet havde fået den farve, kunne ingen umiddelbart svare på.

Nogle teorier lød på, at miljøaktivister havde slået til for at sende et budskab.

Farven forsvandt efter få timer, men spørgsmålene hang stadig lige over vandoverfladen i Canal Grande.

Mandag kom svaret så.

Fluorescein

Efter at have taget prøver af vandet kunne den regionale miljømyndighed Arpav konstatere, at stoffet fluorescein var fundet i vandet.

Det bruges blandt andet til at teste spildevand.

Der var ikke på noget tidspunkt giftige stoffer i prøverne, ligesom der ikke på noget tidspunkt var nogen fare for offentligheden, lyder det beroligende fra Arpav.

Miljømyndigheden kan ikke umiddelbart svare på, hvordan stoffet er havnet i Canal Grande.

Politiet efterforsker

Det er op til politiet at finde et svar på det spørgsmål, og det er ordensmagten også i gang med, skriver avisen La Nuova di Venezia.

Hvis der er tale om en aktion fra miljø- og klimaaktivister, vil det i givet fald ikke være første gang, at kanalen får en ny farve som led i en aktion.

I 1968 farvede den argentinske kunstner Nicolas Garcia Uriburu vandet selvlysende grønt. Det skete for at gøre opmærksom på miljø- og klimaspørgsmål.

Kilde: /ritzau/TT