Murersvende og murerarbejdsmænd hører til blandt dem, der har det aller hårdeste fysiske arbejde, og derfor er det ikke mærkeligt, at mennesker indenfor dette erhverv også bliver mere nedslidte end andre faggrupper. Desværre er det umuligt for dem at få udbetalt efterløn, for der er ingen penge, og hvis efterlønnen alligevel bliver udbetalt, bliver det i form af matador-penge, som ikke er det papir værd, som de ikke er skrevet på, når tallene står i hæveautomaten nede i banken. Hvad skal en 60-årig og nedslidt murersvend så gøre, og hvad skal en 30-årig murersvend, der forventer at blive nedslit som sin far gøre?
Mange murersvende har gennem deres fagforening forsøgt at overlade ansvaret for mange aspekter af deres liv til den mægtige og guddommelige Velfærdsstat, som vores børn i folkeskolen indoktrineres til at elske, tilbede og forsvare. Denne Velfærdsstat har i sandhed fået en nærmest guddommelig status i vores samfund. I folkeskolen fortælles børnene om det store stygge Amerika, hvor der ingen Velfærdsstat er, og hvor folk ligger og dør på gader og stræder, mens konservative rigmænd sidder på Wall Street og ryger dyre cigarer indsmuglet fra det kommunistiske Cuba. De såkaldte amerikanske tilstande. På den anden side lærer børnene, hvor fantastisk et samfund de lever i, og hvor stærk Velfærdsstaten er, og at den altid vil være der, når de har brug for den, og når det er koldest og ser mørkest ud.
Som i ethvert samfund hvor magthaverne fastholder deres magt gennem religion på bekostning af fornuften og mennesket, hvad enten det er Saudi Arabien og Islam eller Danmark og Velfærdsstaten, er det afgørende fundament for bevarelse af magten, at børnene indoktrineres. Derfor er der ingen, der lytter, når et modigt barn bemærker kejserens manglende tøj, og den store sprække under rælingen.
Indtil nu er det gået godt med Velfærdsstaten, den er vokset og vokset, magthaverne der styrer velfærdsstaten gennem fagforeningerne og de politiske partier har fået mere magt, og den kører hurtige og hurtigere, selvom der er mørkt forude. Nu er der bare ikke flere penge, og nu sidder der overalt i det ganske land mennesker, som er for gamle til selv at begynde at tage vare på dem selv. De opdager lige så langsomt, at de er blevet narret. Lige nu er det kun nogle meget få mennesker, men i fremtiden vil alle blive klar over det lige så stille, også den 30-årige murer og hans far. Murerens far håber helt sikkert på, at Velfærdsstaten kan holdes gående længe nok til, at han selv kan nå på efterløn, folkepension og i graven, inden de sidste hulrum bliver fyldt med vand. Det kan hans søn bare ikke, for hans søn sidder tilbage med ingenting. Alle pengene er brugt.
Hvad skal en 30-årig murersvend i dag så stille op? Skal han fortsætte med at kæmpe for med sin murerske at få skovlet vandet udover Titanics ræling? Det vil mange i hans sted helt sikket gøre, og det kan man ret beset ikke fortænke dem i. Der er ingen chance for, at de nogensinde kan få samlet nok guld og sølv sammen til, at de kan gå på pension som 60-årige. For det er skatterne for høje, beskæftigelsesmulighederne for lave, og livet for kort. Derfor vil mange fornuftige mennesker i hans sted sikkert sørge for at få så meget sort arbejde som muligt og lægge pengene til side i guld og sølvmønter under sengen. Det kan man ikke fortænke dem i. De har indset, at der ikke er tid til at få nok politisk indflydelse til at lukke Velfærdsstaten og gå ombord i redningsbådene, det vil de aldrig få flertal til blandt resten af befolkningen. Lars Løkke Rasmussen går i skræddersyede jakkesæt.
Undertegnede er studerende først i tyverne og har ingen anelse om, hvad disse murersvende skal gøre, og ingen af undertegnedes lærere, forældre, onkler, tanter eller bedsteforældre ved det. Undertegnede arbejder ud fra den præmis, at man hurtigst muligt må gøre sig selv uafhængig af Velfærdsstaten. Uddannelse og ydmyghed skal der til, men redningsbådene står heldigvist tomme, mens de gamle og svage, kvinderne og børnene står ved rælingen og ser med forundring og vantro på de få, der tør sætte sig om bord i en af disse små spinkle redningsbåde og bevæge sig af sted ud i mørket.
