Den officielle reaktion på urolighederne i sommeren 2001 i nordengland, har taget form. December 2002 så man publiceringen af ”Cantle-rapporten” ved navn ”Community Cohesion”, der definerer regeringens strategi for opretholdelsen af lov og orden i disse byer. På samme tid annoncerede indenrigsministeren, at regeringen overvejede en loyalitets-ed for immigranter, og at sprogprøver på engelsk skulle introduceres. Det blev fortalt, at praktikker såsom tvangsægteskaber og kønsomskæring var blevet tilladt at fortsætte, grundet en overfokusering på ”kulturelle forskelle” og ”moralsk relativisme”. Indenrigsministeren ønskede en ny ramme for kerneværdier, der skulle sætte grænser for fortidens laissez-faire pluralisme. Aviserne syntes at have fundet deres store hvide ridder, der skulle dræbe den politiske korrektheds dæmon.
Indenrigsministerens forslag, hvis man tog dem individuelt ud af deres politiske kontekst, var helt igennem fornuftige. Kulturelle forskelle kan ikke bruges til legitimering af undertrykkelse af kvinder, og kendskab til det engelske sprog er en faktor i den sociale inklusion. Derudover kan migrantsamfund ikke leve på samme måde som de gjorde for årtier siden i deres oprindelseslande. Men i forbindelse med at respondere på oprørene der udsprang af politiets manglende evne til at beskytte asiatiske samfund fra racistisk vold, syntes indenrigsministerens kommentarer at være, ”bebrejd offeret”, mere end at forsøge at tage sig af de virkelige problemstillinger. Og hvordan kunne manglende sprogkundskaber være en faktor i skabelsen af uroligheder, når deltagerne i urolighederne var født og opvokset der? Indenrigsministeren argumenterede, at hvis førstegenerationsmødrene ikke kunne tale engelsk, kunne dette være medvirkende til at bidrage til andengenerationens afsavn. Men dette var et meget svagt forsøg på forbindelse. Prøvede indenrigsministeren ikke blot at glatte racismen ud? Hvad værre var, prøvede indenrigsministeren ikke at bruge immigrationspolitik som en måde at disciplinere sorte samfund, derigennem eksplicit prøvende at genforbinde spørgsmål om race og immigration – noget ingen venstreorienteret havde gjort i de sidste tredve år.
Men ”Cantle-rapporten” og indenrigsministerens provokerende kommentarer var mere end blot regression. De signalerede også fra statens synspunkt den ”multikulturelle ordning”, der har domineret racerelationers tænkninger i Storbritannien gennem to årtier, ikke fungerer. Urolighederne i 2001 var en brat opvågning. Og begivenhederne siden 11. september har varslet begravelsesklokker for multikulturalismens politikker. Myndighederne har brug for en revideret strategi for at forvalte og bevare et racedelt samfund, lige så effektivt som ”multikulturalismen” på et tidligere tidspunkt gjorde. Den gamle multikulturalistiske formel med at ”fejre forskelle” – i sig selv et svar på urolighederne i de tidlige 1980´ere – skal erstattes. Den nye strategi hedder ”samfundssammenhængskraft” og ”Cantle-rapporten” er grundlaget.
”Storbritannien er et multikulturelt samfund” – rundkastes religiøst, men betydningen undersøges sjældent. Alle de storskrydende multikulturalistiske klicheer – sorte samfund er altid ”levende”, yder altid ”positive bidrag”, skal altid ”tolereres” – tjener mere til formørkning end afklaring. Sådanne overfladiske annonceringer har nu nået enden for deres anvendelse.
Fra et antiracistisk perspektiv har multikulturalisme altid været et tveægget sværd. Til tider har den været en effektiv modværge mod anti-immigrantpolitikker der begyndte i de sene tressere, udfordrende myten om et etnisk rent samfund. Mod denne nye højrefløjs populære racisme stod multikulturalismen for kravet om selve overlevelsen af ikke-hvide samfund på disse øer. Men i takt med at politikker omkring sorte samfund blev radikaliserede, var selve overlevelsen i Storbritannien ikke tilstrækkelig. De der var født og opvokset her, ønskede at omforme samfundet, ikke blot at blive tolereret i det. Urolighederne i de tidlige 1980´ere, var det mest iøjenfaldende udtryk for dette skifte. Og fra dette tidspunkt skiftede multikulturalismen fra at være en forsvarsposition til en måde at styre og kontrollere på.
Multikulturalisme betød nu at tage den sorte kultur af gaderne – hvor den havde været politiseret og skabt til et oprør mod staten – og anbringende den i rådsale, i klasseværelser og i fjernsyn hvor den kunne blive institutionaliseret, bearbejdet og iscenesat. Sort kultur blev derfor fra en levende bevægelse transformeret til et emne for passiv granskning, noget der skulle fejres, mere end handles på. Multikulturalismen blev en ideologi af konservatisme, af bevarelse af status quo, frem for ønsket om fremdrift. I takt med at postmoderne teorier af ”hybriditet” blev populære på akademierne, kom kulturelle forskelle til at blive set som en ende i sig selv, mere end et udtryk for revolte, og konceptet om kultur blev en spændetrøje, hindrende mere end hjælpende kampen mod race og klasseundertrykkelse.
Mens multikulturalismens politikker institutionaliserede sort kultur, var det etniceret finansiering der segmenterede og delte sorte samfund. Statens strategi syntes at være, at reformere sorte samfund til tilpasning til det britiske klassesystem som et parallelt samfund med deres eget interne klasselederskab, der kunne forventes at kunne lede. En ny klasse af ”etniske repræsentanter” indtog rådhusene fra midten af 1980´erne og frem, der skulle fungere som surrogatstemme for deres eget etnisk definerede lederskab. De indgik en pagt med autoriteterne; Der skulle dækkes over og skønmales et billede over sorte samfunds modstand til gengæld for frit styre med bevarelsen af deres eget patriarkat. Det var et kolonialt arrangement, der hindrede samfundslederne i at lave radikal kritik at frygt for, at finansieringen af deres yndlingsprojekter skulle komme i fare. Forskellige etniske grupper blev presset til at konkurrere om midler til deres områder. Resultatet blev, at sorte samfund blev fragmenterede, horisontalt af etnicitet, vertikalt af klasse.
Det værste var, at raceproblemet blev redefineret i termer af kulturel protektionisme, og den kulturelle udvikling af særligt asiatiske samfund, blev lammet. De blev tildelt deres egen kulturelle blok, hvor asiatiske ledere blev tilladt en kulturel laissez faire, i det store hele fri af statsintervention. Samfundenes ledere prøvede at afskærme deres klaner fra omverdenen, som de kun anså for en trussel mod det patriarkalske system, af hvilket deres magt afhang. Omkostningerne for de asiatiske samfund var enorme, ikke blot målt i politisk undertvingelse, men også i kulturel stagnation.
Forretningsgangen betød, at asiater levede et dobbeltliv, tvunget til at bære én maske indenfor deres samfund, og en anden udenfor. Etnicitet blev anerkendt i familien og i det etniske samfund, men forkastet i de offentlige sfærer af skole, arbejde og politik. Som multikulturalismen modnedes blev asiaternes politiske ambitioner rettet mod udfordringen af denne offentlige/private deling, ved at vinde kulturelle rettigheder i den offentlige sfære. Men kulturen der blev kæmpet for, blev i det store hele fikseret i termer af identitet, uændret siden 1960´ernes Asien til 1990´ernes Storbritannien.
I den forbindelse blev de politiske energier i sorte samfund delt i områder af kulturelle rettigheder, mens det ekstreme højre fortsatte sine angreb på Politisk Korrekthed. Staten tumlede videre, afbalancerende kravene mellem de to grupper, mens den tillod de underliggende strukturer af ”parallelle kulturelle blokke”-modellen at forblive intakte. Nogle på venstrefløjen, især de associeret med race og klasse, havde på et tidligt tidspunkt identificeret multikulturalismen som en trussel mod antiracismen - på den måde at kampen mod racismen, med Sivanandan´s ord, blev transformeret til en kamp for kultur. Men disse stemmer druknede i det stigende havs identitetspolitikker.
I dag er multikulturalismeordningen i krise. Først gennem den succesfulde kampagne af Lawrence-familien efter en fiasko i forbindelse med undersøgelsen af deres myrdede søn, at få anerkendt institutionaliseret racisme i politiet, der viste hvordan debatten kunne ændres fra kulturel anerkendelse til statsracisme. Dernæst har regeringen, der er eksplicit ”multikulturel”, siden 1997 også lanceret et skrækkeligt angreb på asylansøgere. Multikulturalisme, viser det sig, er udmærket kompatibel med anti-immigrantpopulisme. Yderligere, og vigtigst blandt asiater, er kultur ikke længere et bur indenfor hvilket opposition effektivt kan rummes.
Indtil for nylig konnoterede asiatisk kultur passitivitet, iværksætning, hårdt arbejde og uddannelse. Asiaterne var rollemodeller for minoriteterne. Lærde forudså, at de imødeså en ”jødisk fremtid”, med tiltagende økonomisk succes kombineret med kulturel konservatisme. Men dette er ikke sket, med undtagelse af et mindretal. Folk fra Bangladesh og Pakistan forsumper fortsat i fattigdom. Og den rebelskhed man almindeligvis associerer med hvide og afro-caribbeansk ungdom, har gennemtrængt den asiatiske arbejderklasse. Deres gamle billede af passitivitet har givet plads for et billede af aggression og kriminalitet, et billede der bekræftes af førnævnte uroligheder, og derefter højnet af ”krigen mod terrorisme”. Det frygtedes nu af nogle, at den asiatiske ungdom var blevet inficeret med en hvide arbejderklasses rebelskhed, og at de ikke længere er pålideligt velopdragne.
Hvad værre var, så var understøttelsen af en konservativ minoritet ikke længere en bæredygtig mulighed for staten. Mere end værende en effektiv måde at integrere samfund på, synes kulturelle identiteter, især muslimske identiteter, at være farlige. 1980´ernes løsninger på uroligheder – en større dosis ”kultur” – synes nu at gøre tingene værre. I modsætning til tidligere, hvor sorte unge antoges at lave uroligheder grundet manglen på kultur (der refereredes til som ”etnisk ulempe”), så lavede ungdommen nu uroligheder grundet en overflod af kultur – de var for muslimske, for traditionelle. For staten måtte tidligere tiders laissez faire eftergivenhed ende og kulturelle forskelle holdes i strammere snor. Den ”parallelle kulturblok” blev nu anset for værende en del af problemet, ikke løsningen.
”Cantle-rapporten” er regeringens racemanifest. Den tilbyder en formel, i hvilken den adskilte kulturelle udvikling der gennem årtier var blevet tilskyndet, nu skulle underlægges kravene om ”samfundets sammenhængskraft”. Et sæt kerneværdier er at sætte grænser for multikulturalisme, og sorte folk kræves at udvikle ”en større accept af de grundlæggende nationale institutioner”. Racisme i sig selv må forstås som et udkomme af kulturel adskillelse, ikke som årsagen. Og adskillelse ses nu som noget selvpåført.
Det ultimative problem er identificeret som ”kulturelle barrierer”, mere end institutionel racisme eller afsavn. Milepælserkendelsen af institutionel racisme i ”Macpherson-rapporten” i forbindelse med dødsfaldet af Stephen Lawrence, er udvandet. Racismen af politiet i Oldham, der ledte til urolighederne, nedtones. Det synes nu, at politistyrken i Manchester, der af deres egen chef i 1999 blev erklæret institutionaliserede racister, nu ikke længere er en del af problemet. I stedet foretages de samme tiltag der gennem de sidste tyve år er foreslået: diversitet og etnisk næsetælling.
Ifølge ”Cantle-rapporten” er det ikke så meget institutioner, som attituder, der er fokus for forandringer. Som deres konceptmæssige fætre ”social eksklusion” og ”samfundets sammenhængskraft” handler om netværk, identitet og diskurs, mere end fattigdom, ulighed og magt. Med implikationen af ”politisk korrekt vanvid”-argumenter findes officiel støtte – kulturelle barrierer er tilsyneladende efterladt til forrådnelse, efterladende nægtelse af engagement i åben debat.
På lokalniveau er løsningerne lige så banale som analysen: krydskulturel kontakt, mellemkulturel tillid, énsretning af skoler, næring af forståelse og respekt. Ikke så megen fejring af diversitet som forsoning; forlig uden afhjælpende handling. Rapporten begræder aftagningen af borgerlig stolthed, men tilbyder ikke disse byer noget at tage stolthed i – intet håb om økonomisk udvikling eller genoptagelse af lokalt demokrati, blot mere ”naboskab”.
På nationalt plan er der initieret en ny ”Community Cohesion Task Force”, og indenrigsministeren har initieret en ”national debat” ved at foreslå, at immigranter aflægger en ”loyalitets-ed” mod den britiske stat, og optager britiske normer. Debattens hensigt er at afklare rettighederne og forpligtelserne for britiske borgere. Men ingen synes at vide hvad de er. Yderligere, det kommende hvidpapir om nationalitet og immigration forventes at lægge ekstra krav på immigranter om engelskkundskaber. Og det nye politiktiltag – introduktionen af ID kortet – vil sandsynligvis forklædes som et ”statsborgerkort”, der skal passe ind i den nye sammenhængsagenda.
Allerede kastes modsætninger mellem den nye model og den gamle model omkring, mestendels omkring Islam´s relation til britiskhed. Ifølge multikulturalisternes konsensuslogik skal religionsskoler tilskyndes og opnå statsstøtte. Tilskyndelsen til muslimsk identitet i skoler blev set som sandsynligvis producerende ansvarlige, respektable borgere. Men fra det nye perspektiv af samfundssammenhængskraft, er muslimske skoler farlige vækststeder for separatisme. Regeringen har endnu at løse disse modsætninger. Ligeledes angående imamer i fængsel: tidligere blev de anset for værende en effektiv måde at bringe muslimske unge tilbage til samfundet: nu er de farlige ideologer indoktrinerende anti-vestlige værdier.
Strategien om sammenhængskraft kan også anskues som en bredere bekymring i regeringen vedrørende den muslimske befolkning. Dette blev først tydeligt da Indenrigsministeriet´s undersøgelser af kriminalitet begyndte tiltagende at fokusere på folk fra Pakistan og Bangladesh, som potentielle kriminalitetsgrupper. Senere blev konsensus om religiøse tilhørsforhold i befolkningen for først gang optalt, et tiltag bredt antaget at reflektere behovet måling af den muslimske befolkning. Efter den 9/11 er britiske muslimer blevet yderligere kriminaliserede, med raceprofilering i politikkerne som en acceptabel del af anti-terror operationer.
Den yderste højrefløj har efter indenrigsministerens tale fået en markant fremgang. Ray Honeyford – den tidligere lærer fra Bradford der i 1980´erne heroisk prøvede at tage et højrefløjsstandpunkt mod multikulturalismen, er kommet ud af gemmerne for at få oprejsning efter alle disse år. Og faktisk er mange af hans argumenter på linie med dagens regering.
Det faktum at den gamle multikulturalistiske bevægelse er blevet afhægtet, kan kun være en god ting for anti-racisterne, da det efterlader vejen åben for en genoptagelse af venstrefløjens kritik af mulitikulturalismen tyve år tidligere.
Indenrigsministerens forslag, hvis man tog dem individuelt ud af deres politiske kontekst, var helt igennem fornuftige. Kulturelle forskelle kan ikke bruges til legitimering af undertrykkelse af kvinder, og kendskab til det engelske sprog er en faktor i den sociale inklusion. Derudover kan migrantsamfund ikke leve på samme måde som de gjorde for årtier siden i deres oprindelseslande. Men i forbindelse med at respondere på oprørene der udsprang af politiets manglende evne til at beskytte asiatiske samfund fra racistisk vold, syntes indenrigsministerens kommentarer at være, ”bebrejd offeret”, mere end at forsøge at tage sig af de virkelige problemstillinger. Og hvordan kunne manglende sprogkundskaber være en faktor i skabelsen af uroligheder, når deltagerne i urolighederne var født og opvokset der? Indenrigsministeren argumenterede, at hvis førstegenerationsmødrene ikke kunne tale engelsk, kunne dette være medvirkende til at bidrage til andengenerationens afsavn. Men dette var et meget svagt forsøg på forbindelse. Prøvede indenrigsministeren ikke blot at glatte racismen ud? Hvad værre var, prøvede indenrigsministeren ikke at bruge immigrationspolitik som en måde at disciplinere sorte samfund, derigennem eksplicit prøvende at genforbinde spørgsmål om race og immigration – noget ingen venstreorienteret havde gjort i de sidste tredve år.
Men ”Cantle-rapporten” og indenrigsministerens provokerende kommentarer var mere end blot regression. De signalerede også fra statens synspunkt den ”multikulturelle ordning”, der har domineret racerelationers tænkninger i Storbritannien gennem to årtier, ikke fungerer. Urolighederne i 2001 var en brat opvågning. Og begivenhederne siden 11. september har varslet begravelsesklokker for multikulturalismens politikker. Myndighederne har brug for en revideret strategi for at forvalte og bevare et racedelt samfund, lige så effektivt som ”multikulturalismen” på et tidligere tidspunkt gjorde. Den gamle multikulturalistiske formel med at ”fejre forskelle” – i sig selv et svar på urolighederne i de tidlige 1980´ere – skal erstattes. Den nye strategi hedder ”samfundssammenhængskraft” og ”Cantle-rapporten” er grundlaget.
”Storbritannien er et multikulturelt samfund” – rundkastes religiøst, men betydningen undersøges sjældent. Alle de storskrydende multikulturalistiske klicheer – sorte samfund er altid ”levende”, yder altid ”positive bidrag”, skal altid ”tolereres” – tjener mere til formørkning end afklaring. Sådanne overfladiske annonceringer har nu nået enden for deres anvendelse.
Fra et antiracistisk perspektiv har multikulturalisme altid været et tveægget sværd. Til tider har den været en effektiv modværge mod anti-immigrantpolitikker der begyndte i de sene tressere, udfordrende myten om et etnisk rent samfund. Mod denne nye højrefløjs populære racisme stod multikulturalismen for kravet om selve overlevelsen af ikke-hvide samfund på disse øer. Men i takt med at politikker omkring sorte samfund blev radikaliserede, var selve overlevelsen i Storbritannien ikke tilstrækkelig. De der var født og opvokset her, ønskede at omforme samfundet, ikke blot at blive tolereret i det. Urolighederne i de tidlige 1980´ere, var det mest iøjenfaldende udtryk for dette skifte. Og fra dette tidspunkt skiftede multikulturalismen fra at være en forsvarsposition til en måde at styre og kontrollere på.
Multikulturalisme betød nu at tage den sorte kultur af gaderne – hvor den havde været politiseret og skabt til et oprør mod staten – og anbringende den i rådsale, i klasseværelser og i fjernsyn hvor den kunne blive institutionaliseret, bearbejdet og iscenesat. Sort kultur blev derfor fra en levende bevægelse transformeret til et emne for passiv granskning, noget der skulle fejres, mere end handles på. Multikulturalismen blev en ideologi af konservatisme, af bevarelse af status quo, frem for ønsket om fremdrift. I takt med at postmoderne teorier af ”hybriditet” blev populære på akademierne, kom kulturelle forskelle til at blive set som en ende i sig selv, mere end et udtryk for revolte, og konceptet om kultur blev en spændetrøje, hindrende mere end hjælpende kampen mod race og klasseundertrykkelse.
Mens multikulturalismens politikker institutionaliserede sort kultur, var det etniceret finansiering der segmenterede og delte sorte samfund. Statens strategi syntes at være, at reformere sorte samfund til tilpasning til det britiske klassesystem som et parallelt samfund med deres eget interne klasselederskab, der kunne forventes at kunne lede. En ny klasse af ”etniske repræsentanter” indtog rådhusene fra midten af 1980´erne og frem, der skulle fungere som surrogatstemme for deres eget etnisk definerede lederskab. De indgik en pagt med autoriteterne; Der skulle dækkes over og skønmales et billede over sorte samfunds modstand til gengæld for frit styre med bevarelsen af deres eget patriarkat. Det var et kolonialt arrangement, der hindrede samfundslederne i at lave radikal kritik at frygt for, at finansieringen af deres yndlingsprojekter skulle komme i fare. Forskellige etniske grupper blev presset til at konkurrere om midler til deres områder. Resultatet blev, at sorte samfund blev fragmenterede, horisontalt af etnicitet, vertikalt af klasse.
Det værste var, at raceproblemet blev redefineret i termer af kulturel protektionisme, og den kulturelle udvikling af særligt asiatiske samfund, blev lammet. De blev tildelt deres egen kulturelle blok, hvor asiatiske ledere blev tilladt en kulturel laissez faire, i det store hele fri af statsintervention. Samfundenes ledere prøvede at afskærme deres klaner fra omverdenen, som de kun anså for en trussel mod det patriarkalske system, af hvilket deres magt afhang. Omkostningerne for de asiatiske samfund var enorme, ikke blot målt i politisk undertvingelse, men også i kulturel stagnation.
Forretningsgangen betød, at asiater levede et dobbeltliv, tvunget til at bære én maske indenfor deres samfund, og en anden udenfor. Etnicitet blev anerkendt i familien og i det etniske samfund, men forkastet i de offentlige sfærer af skole, arbejde og politik. Som multikulturalismen modnedes blev asiaternes politiske ambitioner rettet mod udfordringen af denne offentlige/private deling, ved at vinde kulturelle rettigheder i den offentlige sfære. Men kulturen der blev kæmpet for, blev i det store hele fikseret i termer af identitet, uændret siden 1960´ernes Asien til 1990´ernes Storbritannien.
I den forbindelse blev de politiske energier i sorte samfund delt i områder af kulturelle rettigheder, mens det ekstreme højre fortsatte sine angreb på Politisk Korrekthed. Staten tumlede videre, afbalancerende kravene mellem de to grupper, mens den tillod de underliggende strukturer af ”parallelle kulturelle blokke”-modellen at forblive intakte. Nogle på venstrefløjen, især de associeret med race og klasse, havde på et tidligt tidspunkt identificeret multikulturalismen som en trussel mod antiracismen - på den måde at kampen mod racismen, med Sivanandan´s ord, blev transformeret til en kamp for kultur. Men disse stemmer druknede i det stigende havs identitetspolitikker.
I dag er multikulturalismeordningen i krise. Først gennem den succesfulde kampagne af Lawrence-familien efter en fiasko i forbindelse med undersøgelsen af deres myrdede søn, at få anerkendt institutionaliseret racisme i politiet, der viste hvordan debatten kunne ændres fra kulturel anerkendelse til statsracisme. Dernæst har regeringen, der er eksplicit ”multikulturel”, siden 1997 også lanceret et skrækkeligt angreb på asylansøgere. Multikulturalisme, viser det sig, er udmærket kompatibel med anti-immigrantpopulisme. Yderligere, og vigtigst blandt asiater, er kultur ikke længere et bur indenfor hvilket opposition effektivt kan rummes.
Indtil for nylig konnoterede asiatisk kultur passitivitet, iværksætning, hårdt arbejde og uddannelse. Asiaterne var rollemodeller for minoriteterne. Lærde forudså, at de imødeså en ”jødisk fremtid”, med tiltagende økonomisk succes kombineret med kulturel konservatisme. Men dette er ikke sket, med undtagelse af et mindretal. Folk fra Bangladesh og Pakistan forsumper fortsat i fattigdom. Og den rebelskhed man almindeligvis associerer med hvide og afro-caribbeansk ungdom, har gennemtrængt den asiatiske arbejderklasse. Deres gamle billede af passitivitet har givet plads for et billede af aggression og kriminalitet, et billede der bekræftes af førnævnte uroligheder, og derefter højnet af ”krigen mod terrorisme”. Det frygtedes nu af nogle, at den asiatiske ungdom var blevet inficeret med en hvide arbejderklasses rebelskhed, og at de ikke længere er pålideligt velopdragne.
Hvad værre var, så var understøttelsen af en konservativ minoritet ikke længere en bæredygtig mulighed for staten. Mere end værende en effektiv måde at integrere samfund på, synes kulturelle identiteter, især muslimske identiteter, at være farlige. 1980´ernes løsninger på uroligheder – en større dosis ”kultur” – synes nu at gøre tingene værre. I modsætning til tidligere, hvor sorte unge antoges at lave uroligheder grundet manglen på kultur (der refereredes til som ”etnisk ulempe”), så lavede ungdommen nu uroligheder grundet en overflod af kultur – de var for muslimske, for traditionelle. For staten måtte tidligere tiders laissez faire eftergivenhed ende og kulturelle forskelle holdes i strammere snor. Den ”parallelle kulturblok” blev nu anset for værende en del af problemet, ikke løsningen.
”Cantle-rapporten” er regeringens racemanifest. Den tilbyder en formel, i hvilken den adskilte kulturelle udvikling der gennem årtier var blevet tilskyndet, nu skulle underlægges kravene om ”samfundets sammenhængskraft”. Et sæt kerneværdier er at sætte grænser for multikulturalisme, og sorte folk kræves at udvikle ”en større accept af de grundlæggende nationale institutioner”. Racisme i sig selv må forstås som et udkomme af kulturel adskillelse, ikke som årsagen. Og adskillelse ses nu som noget selvpåført.
Det ultimative problem er identificeret som ”kulturelle barrierer”, mere end institutionel racisme eller afsavn. Milepælserkendelsen af institutionel racisme i ”Macpherson-rapporten” i forbindelse med dødsfaldet af Stephen Lawrence, er udvandet. Racismen af politiet i Oldham, der ledte til urolighederne, nedtones. Det synes nu, at politistyrken i Manchester, der af deres egen chef i 1999 blev erklæret institutionaliserede racister, nu ikke længere er en del af problemet. I stedet foretages de samme tiltag der gennem de sidste tyve år er foreslået: diversitet og etnisk næsetælling.
Ifølge ”Cantle-rapporten” er det ikke så meget institutioner, som attituder, der er fokus for forandringer. Som deres konceptmæssige fætre ”social eksklusion” og ”samfundets sammenhængskraft” handler om netværk, identitet og diskurs, mere end fattigdom, ulighed og magt. Med implikationen af ”politisk korrekt vanvid”-argumenter findes officiel støtte – kulturelle barrierer er tilsyneladende efterladt til forrådnelse, efterladende nægtelse af engagement i åben debat.
På lokalniveau er løsningerne lige så banale som analysen: krydskulturel kontakt, mellemkulturel tillid, énsretning af skoler, næring af forståelse og respekt. Ikke så megen fejring af diversitet som forsoning; forlig uden afhjælpende handling. Rapporten begræder aftagningen af borgerlig stolthed, men tilbyder ikke disse byer noget at tage stolthed i – intet håb om økonomisk udvikling eller genoptagelse af lokalt demokrati, blot mere ”naboskab”.
På nationalt plan er der initieret en ny ”Community Cohesion Task Force”, og indenrigsministeren har initieret en ”national debat” ved at foreslå, at immigranter aflægger en ”loyalitets-ed” mod den britiske stat, og optager britiske normer. Debattens hensigt er at afklare rettighederne og forpligtelserne for britiske borgere. Men ingen synes at vide hvad de er. Yderligere, det kommende hvidpapir om nationalitet og immigration forventes at lægge ekstra krav på immigranter om engelskkundskaber. Og det nye politiktiltag – introduktionen af ID kortet – vil sandsynligvis forklædes som et ”statsborgerkort”, der skal passe ind i den nye sammenhængsagenda.
Allerede kastes modsætninger mellem den nye model og den gamle model omkring, mestendels omkring Islam´s relation til britiskhed. Ifølge multikulturalisternes konsensuslogik skal religionsskoler tilskyndes og opnå statsstøtte. Tilskyndelsen til muslimsk identitet i skoler blev set som sandsynligvis producerende ansvarlige, respektable borgere. Men fra det nye perspektiv af samfundssammenhængskraft, er muslimske skoler farlige vækststeder for separatisme. Regeringen har endnu at løse disse modsætninger. Ligeledes angående imamer i fængsel: tidligere blev de anset for værende en effektiv måde at bringe muslimske unge tilbage til samfundet: nu er de farlige ideologer indoktrinerende anti-vestlige værdier.
Strategien om sammenhængskraft kan også anskues som en bredere bekymring i regeringen vedrørende den muslimske befolkning. Dette blev først tydeligt da Indenrigsministeriet´s undersøgelser af kriminalitet begyndte tiltagende at fokusere på folk fra Pakistan og Bangladesh, som potentielle kriminalitetsgrupper. Senere blev konsensus om religiøse tilhørsforhold i befolkningen for først gang optalt, et tiltag bredt antaget at reflektere behovet måling af den muslimske befolkning. Efter den 9/11 er britiske muslimer blevet yderligere kriminaliserede, med raceprofilering i politikkerne som en acceptabel del af anti-terror operationer.
Den yderste højrefløj har efter indenrigsministerens tale fået en markant fremgang. Ray Honeyford – den tidligere lærer fra Bradford der i 1980´erne heroisk prøvede at tage et højrefløjsstandpunkt mod multikulturalismen, er kommet ud af gemmerne for at få oprejsning efter alle disse år. Og faktisk er mange af hans argumenter på linie med dagens regering.
Det faktum at den gamle multikulturalistiske bevægelse er blevet afhægtet, kan kun være en god ting for anti-racisterne, da det efterlader vejen åben for en genoptagelse af venstrefløjens kritik af mulitikulturalismen tyve år tidligere.
