Mor er knotten Historien handler ikke om familiens skørteklædte overhoved, som nok i en ilter stund kan svinge håndkufferten. Vi taler om "”Moder Jord"”, Gaia, Terra, Tellus, Naturen …….kær kone har mange navne. Ja, ja, vil nogle vrisse: Jorden er blot en livløs ansamling af baryonisk stof, elementarpartikler med massefylde, og den stofklump kan ikke "”forholde sig"” til noget som helst. Intet kunne være mere forkert. Der er skam liv i matronen. Hun blev født og vil dø en gang. Hun har et stofskifte og en yderst fint afstemt, selvopretholdende væske- og temperaturbalance. Og så har hun et afkom. En lille blegfiset og koparret kanut, som altid vimser om hende. Fuld en gang om måneden….. I starten havde hun det godt. Jo, selvfølgelig fik hun med alderen en rynke eller to, her senest Tibet, som vel nærmest er at anse for en smilerynke. Krakatau var en lille fistel, hun trykkede ud. Men i løbet af de sidste få hundrede tusinde år har hun fået et mindre hudproblem, som nu på det allerseneste (2-300 år) har udviklet sig til et ondartet, grimt og kløende udslet, som kosmetologiske kosmologer vil diagnosticere: "”Homo sapiens"”, os……….! Udslettet har også givet hende feber, sved på panden, så Mor er nødt til at gøre et eller andet ved problemet, før det eskalerer. Og hun er virkelig underfundig. Uden fin- følelse i metoderne, men subtil! Klatter vi med plutonium- forurenede uranmissiler, stikker hun os snigende blodkræft. Er vi promiskuøse (eller blot ved at blive for mange) høster vi AIDS. Sviner vi med sprøjtemidler som DDT-mareridtet har vist os, rammer hun os på reproduktionen. Præcis på samme måde, som VI udrydder lopper ved at hindre ny generationer i at klække. Hun er endvidere godt i gang med at gøre alle, som på trods af undfangelsesproblemerne alligevel fødes, til kroniske allergikere. Hun sørger for at mutere os forskel- lige i kultur, religion og hudfarve, så vi har gode grunde til at slå hinanden ihjel i krige og konflikter. Vi får ustand- seligt sendt nye dræbende, men behandlingsmodstandsdygtige bakterier og vira på halsen. Hun frister os til at fodre vore planteædende husdyr med ani- malske proteiner, så de får kogalskab. Og rammer os med hjernesvind, når vi æder dem. Men hun har unægtelig også indskrænket vore ernæringsmæs- sige valgmuligheder: Svin kan have Campylobacter, ost være befængt med Listeria, fugle med Salmonella og fisk oftest forgiftet med tungmetaller som bly, tin og kviksølv. Brøds langsigtede skadevirkninger er ukendte, fordi vi ikke kender konsekvenserne af stråforkortningsmidlerne, osv, osv. Balladen vil ingen ende tage, og Mutter lægger ikke fingrene imellem! Gad vist hvad hun har i posen til os med hensyn til nano- og genteknologien? Og vor luftforurening? Vor klima-ignorance? Moder Jord vil sgu have has på sit grimme eksem. Og dybest set kan man vel ikke fortænke hende i at bruge nogle gedigne hestekure?! For vi er nogle opblæste, arrogante, egocentrerede, kortsynede, økonomifikserede bæster, som river og flår så hen- synsløst i den noble Dame, at hun rækker ud efter fluesmæk- keren! Det værste er næsten, at vi åbenbart ikke tager ved lære. Det er OK at lave fejl, men at gentage og atter gentage fadæser er da for dumt. Internationale konferencer om problemerne ender hver gang resultatløse. Politikerne er bange for upopulære tiltag, og man vil jo nødig gå erhvervslivets interesser for nær! Men med den erfaring og viden, vi har i dag, burde vi være særdeles godt rustet til yderste fornuft og forsigtighed med forbrug, nye teknikker og metoder. Så vi fremturer og vader lige ind i øretæverne. Igen og igen. Man siger ofte: ”Vi kan jo ikke skrue tiden tilbage”. Nej, men det kan Moder Natur dæleme gøre for os. Eftertrykkeligt! I den store, kosmiske sammenhæng er det flintrende ligegyl- digt, om vi er her eller ej. Vi kan undværes. Livet skal nok slå an igen, hvis nødvendigt om og om igen, indtil det lærer almindelig skikkelig og hensynsfuld adfærd. Mor er knotten. Jeg vil nødig være i nærheden, når hun, feberhed, flipper helt ud!
