Hvorfor peger De Radikale på Helle Thorning Schmidt, når de jo er fundamentalt uenige om den økonomiske politik?
Hvorfor nu en alliance mellem De Radikale og De Konservative, når De Radikale jo netop støtter en rød regering?
Hvorfor indgår De Radikale en tilbagetræknings-reform med regeringen, som de jo netop vil bringe Thorning i mindretal på efter valget, og hvorfor blev Liberal Alliance holdt udenfor.
Hvad kommer "Fair Løsning" til at indeholde, og hvor skal de famøse 12 minutter komme fra?
Hvorfor bør en liberal håbe at Helle Thorning Schmidt bliver statsminister?
Svaret på disse spørgsmål og mange andre, kan du muligvis få ved at læse denne lille analyse, som kan være et varsel om nye tider i Danmark.
Dansk økonomi står i en helt unik dårlig situation. Som nation kommer vi i de kommende år til at mangle op imod 300.000 ekstra sæt hænder, for bare at kunne opretholde vores nuværende velfærds niveau. Samtidigt sender vi raske mennesker på betalt ferie og yder universel offentlig velfærd til mennesker, som slet ikke behøver denne gode. Den offentlige velfærds-jungle er blevet til et virvar af skatter/afgifter/rabatter/tilskud/ordninger/sikringer, som i virkeligheden i stor grad er blevet til et system af middel-klasse til middel-klasse omfordelinger uden effekt af nogen som helst art. Altså udover at drysse tilstrækkeligt mange gaver udover samtlige befolkningsgrupper, således at det kan acceptere verdens højeste skattetryk. Samtidigt står det private erhvervsliv i en unik dårlig situation, idet de kommer til at mangle arbejdskraft, plus at skatten er bleve så høj, at det ikke længere er muligt at konkurrere internationalt som nation. Og så har vi ovenikøbet en meget truende international gældskrise lige om hjørnet. Vi er kort og godt kørt fast. Og der er KUN en løsning, og det er lige meget hvordan man vender og drejer den. Indtil videre har politikerne (pånær Liberal Alliance) ikke kommunikeret denne meget kritiske situation tydeligt nok til vælgerne. Men tag endelig ikke fejl. De har skam set det, og De Radikale Venstre har nøglen. De har blot ventet på det rette tidspunkt, og det er kort og godt kommet nu. Og som vi før har set i Danmarkshistorien, så fordrer store omlægninger af samfundet altid nationale beslutninger funderet i brede flertal.
Timingen for en løsning med et bredt flertal kunne stort ikke være bedre end den er nu. Helle Thorning Schmidt står til at få magten og planen vil højst sandsynligt kun kunne lade sig gøre med Thorning ved roret, og det har De Radikale set længe. Og det er derfor de peger på Thorning, som Danmarks næste statsminister. I princippet ville løsningen også kunne lade sig gøre med en borgerlig statsminister, men ville bliver mange gange sværere, da det er en absolut nødvendighed at have Thorning med.
Løsningen er i al sin enkelthed at lave en stor velfærdsreform. Et "omvendt" Kanslergadeforlig, hvor man gør op med det danske princip om universel offentlig velfærd. Det går kort og godt ud på, at lave en totalt oprydning i hele middel-klasse til middel-klasse omfordelings cirkuset og sænke skatterne, og lade de offentlige velfærdsgoder tilgå dem, som rent faktisk ER svage. Der er meget der tyder på, at De Radikale har længe set at dette er den eneste løsning på problemet, da en radikal slankning af den offentlige sektor vil skaffe flere hænder og øge aktiviteten i samfundet p.g.a. skattesænkninger. Det er her de famøse 12 minutter kommer ind i billedet. Bortset fra at det set over en bred kam bliver mere end 12 minutter og at det ikke bliver med tvang men med gulerod. De fleste borgerlige partier kan også godt se, at dette er den eneste løsning, men er handlingslammede, da de for det første har Dansk Folkeparti om benet, og for det andet er i skærende opposition til Thorning, som er helt nødvendig at få med. Som det første parti uden for De Radikale er De Konservative blevet involveret, hvilket har medført en effektiv indledende "mands-opdækning" af Enheds-listen, som derved er passiviseret. samtidigt med at R+K ruster sig til at gøre sig så mandat-stærke som muligt på hver side af det politiske jerntæppe. Det optimale ville være at få splittet S+SF, således at der kunne dannes en SKR regering. Derfor den meget medie omtalte alliance mellem R og K.
Og hvor kommer Thorning så ind i billedet og hvorfor er timingen perfekt? Helle Thorning Schmidt sidder med en del af løsningen.
Helle Thorning Schmidt har kontakten til fagbevægelsen, og uden dem duer planen ikke. Og hvis man ikke får Thorning med, så bliver reformen jo blot rullet tilbage, når S får magten.
Helle Thorning Schmidt er stærkt motiveret af udsigten til statsministerposten, som givetvis ville kunne få hende til at sluge nogen kameler. Derudover har hun også selv været ramt af nogen uheldige skattesager, hvilket potentielt kunne bruges imod hende.
Helle Thorning Schmidt ville kunne skrive sig ind i historiebøgerne, som statsministeren der lavede den "omvendte" Kanslergade
Helle Thorning Schmidt har en godt markedsført pakke kaldet "Fair Løsning", som dog endnu ikke har noget indhold, og derfor fuldstændig perfekt til De Radikales indhold i form af en reform.
Ydermere har Vestager den fordel, at hun til enhver tid kan bruge truslen om at hive tæppet væk under Thorning. Man kan sige, at under massivt pres vil Thorning blive tvunget til at gøre, hvad der skal gøres. Første skud i bøssen er den famøse tilbagetrækningsreform, som jeg vurderer vil blive genforhandlet med stærkere udfald. For at gøre menuen spiselig, vil Thorning nok få en stor del af æren og en plads i historiebøgerne, og frem for alt, så er det vigtigt for alle parter at Helle Thorning ikke taber ansigt, men at hendes vælgere tværtimod vil blive stolte af hende. Det bliver en kunst, men det vil kunne lade sig gøre.
Men hvad med SF?. SF er et problem i planen. Allerhelst vil man nok tilstræbe at få dem med, men det blive en meget svær øvelse, og endnu en mandsopdækning (som med Enhedslisten) kunne komme på tale. Hvilket ville kræve en taktik for at få dem splittet fra S. Det samme kan man måske sige om Dansk Folkeparti og V.
Og hvad med Liberal Alliance? Det er jo i store træk meget af deres politik, det her handler om. Sagen er den at LA som "brand" ikke klinger godt ved en gennemsnitsvælger. Jovist er De Radikale helt på linie med dem, men signalværdierne ved at samarbejde for tæt med LA, kan potentielt vurderes farlig. Så grunden til at de er blevet holdt udenfor er ren og skær taktik. Og når det kommer til stykket ville LA's mandater være de nemmeste at få tilslutning fra, så der er ikke så meget grund til at bruge energi på dem. Og når det er sagt, så kommer Liberal Alliance nok til at være temmelig tilfredse med resultatet. Måske ligefrem mest tilfredse.
Det bliver en spændende tid, vi går ind i.
