Modne betjente søges til fremtidens danske politikorps

Hvis Danmark skal have et samfund, hvor politiet skal fungere som en respekteret autoritet overfor danske borgere, så skal vi have fokus på politie...

_slettet_bruger_3280 Ikke angivet,

14/11/2010

Hvis Danmark skal have et samfund, hvor politiet skal fungere som en respekteret autoritet overfor danske borgere, så skal vi have fokus på politiets uddannelse. For at kunne agere i samfundet som respekteret autoritet, kræves det af vores politbetjente, at de kan sætte sig ind i mange forskellige livssituationer, der spænder over samtlige sociale lag i samfundet. At være i stand til dette kræver indsigt, empati, mod og tålmodighed, foruden en masse faglig viden om dansk lovgivning, konflikthåndtering og mange andre forhold. Borgerligt Centrum kritiserer partierne bag det nye politiforlig, der skubber voksne ansøgere væk fra politiuddannelsen, hvilket i sidste ende kan vise sig at være skadeligt for politiets arbejde.


Af uvisse årsager har vi i Danmark kun èn politiskole. Det på trods af, at vi ønsker at have dygtige politibetjente i hele landet. Uddannelsen er en blanding af skolegang (på politiskolen i Brøndby) og praktik på en politistation et sted i landet (alle elever ansøger om, hvilken station de ønsker at arbejde på). Det betyder, at Emil fra Haderslev skal gå i skole i ca. 6 måneder i Brøndby og bagefter i praktik i Sønderjylland. Efter første praktik skal han tilbage på skolebænken i Brøndby i ca. 6 måneder, og ja, så tilbage til stationen i Sønderjylland. Disse forhold betyder, at flere fravælger politiudannelsen, fordi boligforholdene under uddannelsen betyder, at man skal flytte fire gange på under to år. Det kommer helt naturligt til at betyde, at ansøgere med kæreste og måske børn fravælger uddannelsen, fordi familielivet ikke kan kombineres med to års flytteri. Da politiet ønsker at få voksne mennesker med livserfaring ind på uddannelsen, så er denne konstruktion ikke hensigtsmæssig, specielt når vi faktisk udelukker kompetente danskere, som kunne være blevet fantastiske betjente, hvis de altså havde fået muligheden for at tage uddannelsen uden at blive tvunget til at flytte så mange gange under uddannelsen.

Det kan i sidste ende kommer til at betyde, at ansøgerne til politiskolen har en bestemt profil, hvilket efter vores vurdering ikke er hensigtsmæssig, hvis det betyder udelukkelse af de mere erfarne ansøgere. Det er vores overbevisning, at modenhed, empati, selvindsigt og livserfaring er vigtige menneskelige kvalifikationer for en politibetjent, hvorfor det synes absurd, at vi konstruerer et uddannelsessystem, hvor vi skubber ansøgere med erfaring væk fra muligheden for at blive politibetjent.

Nu har regeringen, DF, S, SF, Radikale og Kristendemokraterne lavet et politiforlig som yderligere forhindrer borgere i bestemte livssituationer i at tage uddannelsen til politibetjent. Foruden de store udfordringer med at flytte flere gange under uddannelsen, skal kadetterne nu aflønnes med SU i skoleforløbet, dvs. næsten halvdelen af uddannelsen skal tages med SU-indkomst. Det vil være endnu et punkt til at afskrække og afholde mange danske mænd og kvinder med familie til at søge ind på politiskolen, og vi må derfor nøjes med helt unge drenge og piger, der skifter studenterhuen ud med politikasketten.

Et stærkt samfund kræver dygtige betjente og dygtige betjente kræver en god politiuddannelse. Borgerligt Centrum tager stærkt afstand fra det vedtagede politiforlig. Vi tror på, at den voksende kriminalitet i det danske samfund udelukkende kan komme til livs, hvis vi går i en anden retning. Vi ønsker derfor, at betjente skal have løn under uddannelsen, ligesom det har været hidtil, og desuden ønsker vi at åbne en politiskole mere, som skal placeres i Jylland. På den måde får flere muligheden for at tage politiuddannelsen tættere på deres hjem, og tættere på det lokalsamfund, som de skal være betjente i. Vi mener, at det bedste politikorps er et mangfoldigt politikorps med betjente fra alle forskellige sociale lag, forskellige geografiske områder og forskellige aldersgruppe. Det kan kun sikres gennem en økonomisk og organisatorisk overskuelig uddannelse. Vi ønsker at have de bedste betjente på gaden, men tror ikke på, at alle de bedste kandidater ønsker at flytte fire gange på tre år på en SU-indkomst.

Kilde: