Om jeg fatter, at ikke alle har mistet al tiltro til Velfærdsstaten. Undtagen dem, der suger på den, naturligvis, men en dag må de også opdage, at vintønden bliver tom. Jeg kender desværre nogle af disse sugere: En af dem er en af de der typer, der har bildt sig ind at være depressiv, hvorefter hun (ja, naturligvis) har været sygemeldt i årevis, selvom hun er kernesund og aktiv. Det allerbedste er, når hun tværer menneskesyns-kortet ud i ansigtet på mig i det nøjagtige øjeblik, et eller andet spareforslag lander på bordet.
Er der ikke lige en, der rejser sig op og fortæller præcis, hvornår det blev et dårligt menneskesyn at forvente noget af andre og det blev et godt menneskesyn at smide al værdighed og rånasse på sine medborgere? Hvornår det bare blev god kutyme og det socialt set mest accepterede at skrige op og klynke og sammenligne sig selv med jøder under 2. verdenskrig? Selv når man korrigerer indtægtstal og gør dem sammenlignelige på tværs af landegrænser, er man som dagpengemodtager blandt de 10 % rigeste i verden. Ja, nu jeg tænker over det, er det et skrækkeligt menneskesyn. Skrækkeligt blødsødent.
Velfærdstaten er stopfuld af tilskud og hør nu her: Det virker ikke. Jeg er bestemt for, at man effektiviserer og nedskærer velfærden, men hvorfor i alverden vil man afskaffe kontrollen? Den er der jo, fordi folk snyder, så vandet fosser ud af selv plastikplanterne på de tørreste betonkommunekontorer. Man kan se det for sig, ikke? Lige så snart, der er kommet et nyt tilskud, sidder den kvindelige, 50-årige socialrådgiver med lædersofa-teinten og sølv-pagehåret, der ligner en skamredet paryk fra Månebase Alpha, og siger til sin klient: ”Det er din ret, at … ”. Og så ved vi godt hvilken vej, det går, for rettigheder kaster man ikke sådan bare fra sig. Ikke dem, der har gratis penge i røven, i hvert fald.
Jeg synes, det er morsomt, at det røde alternativ vil have os til at arbejde mere, for at de kan få flere penge til det bundløse hul, velfærdsstaten har udviklet sig til. En ting er sikkert: Jeg. Rører. Ikke. En. Finger. Jeg gad godt se dem tvinge mig til at arbejde, for jeg har for længst smidt fagforeningen over venstre skulder sammen med Kim Schumacher-båndene, det tynde hvide læderslips og resten af sidste årtusind. Deres forslag er egentlig ret skævt, socialt set, som de plejer at bræge, for det er kun deres egen vælgerskare, de kan tvinge til at arbejde mere. Jeg vil bare opfordre andre i min situation til også at læne sig tilbage og blive nogle ekstra timer hjemme. Selvfølgelig vil jeg da også hellere dalre rundt derhjemme i slåbrok og lave obskøne lerskulpturer sammen med min depressionsstøttegruppe frem for at blive pisket som en idiotisk pengemaskine, der i tilgift svines til for at have et dårligt menneskesyn, når den tillader sig at spørge, hvad pengene bliver brugt til.
Det glædede mig derfor at se Deadline, hvor Ole Sohn skulle forklare sin økonomiske plan ved at bygge et tårn af legoklodser. Lad mig opsummere opvisningen med at fortælle, at de røde ville have klaret sig bedre, havde de sat et stærkt beruset, blindt mongolbarn uden arme og med Parkinsons sygdom på opgaven. Desværre blev det vist kl. 22:30 på en kanal, ingen danskere med en intelligenskvotient under 108 nogen sinde har slået over på. Skulle man være så usandsynligt heldig, at nogen journalist turde spørge Sohn på samme afslørende, letforståelige facon før kl. 22:30, tilmed på tv, samtidig med at den gennemsnitlige, røde vælger skulle have interesse for at se det, ville han være nødt til at lokke Sohn til at stille op som en gruppe, der kalder sig "nøgenchok" i X-Factor, ramme Blachmann i sit ondeste hjørne, og håbe at irriterende Gøgler-Claus, som brutalt myrdede Joe Cocker forinden, ikke havde snuppet al den middelskarpe opmærksomhed.
Ikke, at det vil gøre nogen forskel. Den almindelige vælger er ligeglad med, om økonomien hænger sammen. Han vil bare have mere velfærd. Det er i bund og grund samme person som optager mobillån, når lønkontoen er i minus og lægger alle rudekuverter ind under Kig Ind samlingen på sofabordet. Der er nok andre, der betaler. Og selvfølgelig er der det. Der er penge nok af tage af, ikke? Boligbeskatningen fra dem, der har arbejdet, sparet op og taget fornuftige valg. Og hvad med alle de usolidariske pensionsindbetalinger. Der må være grænser for, hvor meget man har behov for at spare op til sin alderdom. Bare ærgerligt, at de penge er de usle småører af det enorme beløb, de arbejdsomme allerede har betalt. De sidste guldtænder i en allerede ryddet overmund. Men det er jo lige meget, for de er en slags undermennesker med et uværdigt menneskesyn, de kryb, der har deres på det tørre. De fortjener ikke andet end at arbejde deres liv bort.
Ligesom jøderne i 2. verdenskrig. Og ligesom dem, giver vi bare op.
