Uffe Ellemann-Jensen har ret, når han skriver i Berlingske Tidende 30. november, at alt for mange tilbageholdende politikere, især i Schweiz, bærer en del af skylden for, at ekstremister som de schweiziske nationalister SVP vinder frem, - i alpelandet har man overladt islamdebatten, og kritikken, til de yderliggående, til de ekstreme synspunkter og holdninger. Ingen bør derfor være nervøs for at skære igennem i sin kultur og religionskritik, tværtimod, der er stadig brug for flere analyser fra de mere moderate politiske fløje.
Modtrækket til det schweiziske minaretforbud er således ikke en annullering af forbuddet, men et nej tak til bønnesang op til 5 gange dagligt. De færreste ønsker at blive vækket ved solopgang på arabisk, og enhver der har været i Kairo ved hvad der i fuldstændig konsekvens snakkes om her. Selve minareten vil det imidlertid være dumt at forbyde, især under henvisning til argumentet om ekstremismen som efter sigende skulle følge med, da ekstremisme i højere grad næres af forbud og undertrykt religionsfrihed.
Når ideologen Søren Krarup hævder at schweizerne er vågnet op og nu tager den liberale europæiske kulturarv alvorligt med et minaretforbud, springer selvmodsigelsen i øjnene. Naturligvis ønsker vi ikke at europæisk islam skal bevæge sig i retning af sharia, men forbud giver kun islamisterne den moralske medvind i kraft af hvilken de for alvor kan mobilisere kontraproduktive kræfter. Her en pragmatisk tilgang til problemet generelt at foretrække frem for stædig ideologi.
En anden tvivlsom argumentation i forbindelse med minaretforbuddet kommer fra Søren Espersen, som hævder at vi har religionsfrihed, men ikke religionslighed, hvorfor den ene religion ikke skal fylde ligeså meget som den anden, men så har vi jo heller ikke religionsfrihed, har vi? Søren Espersen har ellers ofte både fornuftige og veloplagte holdninger og udvidede i Politiken 31-10 diskussionen om de krænkede religiøse følelser til også at gælde den krænkede fornuft, hvad med den? Desværre synes Espersens seneste fortolkning af religionsfrihed - og lighed netop at være en sådan fornærmelse mod mange menneskers udmærkede hoveder.
Naturligvis har de høje minareter en symbolværdi, det er en måde at markere islams tilstedeværelse på, nogen vil hævde islams styrke. Og – hvad – så? Ryster man i bukserne fordi man ser en minaret, fordi man ser et islamisk tårn i Nordvest? Og er minareten ikke blot en arkitekturmæssig detalje i forhold til de integrationsproblemer der faktisk burde optage os? Hvad med den voksende ungdomskriminalitet blandt drenge med muslimsk baggrund, et uføre som desværre i høj grad skyldes manglende opdragelse. Hvad med den omsorgssvigt som selv berøringsangste danske debattører og politikere nu må erkende er et problem? Man indvender måske at minareter netop styrker de uheldige sider af islam som gør kvinder til passive mødre og mænd til fraværende fædre på dobbeltarbejde? Men minareter skaber ikke flere umoderne muslimer, det går snarere den anden vej rundt, tårnene er blot en følge af islam, og vil man støtte en mere integrerbar og arbejdsom variant af religionen, er det så ikke en bedre ide at styrke opfattelsen af at det er fuldstændig ok at være muslim så længe man er i arbejde og ikke afskærmer sig fra resten af samfundet? Præcis den samme kritik ville man rette mod etniske danskere hvis en tilsvarende isolation fandt sted her.
Moskeer, minareter og andre muslimske bygninger skal være velkomne i Danmark, i samme grad som alle andre religiøse bygninger er. På baggrund af denne åbenhed er man samtidig i en position til at foreslå følgende: Kære muslimer, prøv også at bidrag til det danske samfund med andet end islam, det turde være en rimelig akkord taget i betragtning at muslimer efterhånden har fået deres egne kvarterer i en lang række danske bydele, taget i betragtning at samfundet tilbyder gratis uddannelse, sygesikring og et utal af forskellige integrationsprojekter. Hvis de religiøse tårne rejses her til lands, så lad os samtidig se en stigning i virksomme indvandrere, væk med de umyndiggørende ærmeløse kjoler og den anti-danske macho-attitude, - så er der en chance for at resten begynder at komme af sig selv.
Modtrækket til det schweiziske minaretforbud er således ikke en annullering af forbuddet, men et nej tak til bønnesang op til 5 gange dagligt. De færreste ønsker at blive vækket ved solopgang på arabisk, og enhver der har været i Kairo ved hvad der i fuldstændig konsekvens snakkes om her. Selve minareten vil det imidlertid være dumt at forbyde, især under henvisning til argumentet om ekstremismen som efter sigende skulle følge med, da ekstremisme i højere grad næres af forbud og undertrykt religionsfrihed.
Når ideologen Søren Krarup hævder at schweizerne er vågnet op og nu tager den liberale europæiske kulturarv alvorligt med et minaretforbud, springer selvmodsigelsen i øjnene. Naturligvis ønsker vi ikke at europæisk islam skal bevæge sig i retning af sharia, men forbud giver kun islamisterne den moralske medvind i kraft af hvilken de for alvor kan mobilisere kontraproduktive kræfter. Her en pragmatisk tilgang til problemet generelt at foretrække frem for stædig ideologi.
En anden tvivlsom argumentation i forbindelse med minaretforbuddet kommer fra Søren Espersen, som hævder at vi har religionsfrihed, men ikke religionslighed, hvorfor den ene religion ikke skal fylde ligeså meget som den anden, men så har vi jo heller ikke religionsfrihed, har vi? Søren Espersen har ellers ofte både fornuftige og veloplagte holdninger og udvidede i Politiken 31-10 diskussionen om de krænkede religiøse følelser til også at gælde den krænkede fornuft, hvad med den? Desværre synes Espersens seneste fortolkning af religionsfrihed - og lighed netop at være en sådan fornærmelse mod mange menneskers udmærkede hoveder.
Naturligvis har de høje minareter en symbolværdi, det er en måde at markere islams tilstedeværelse på, nogen vil hævde islams styrke. Og – hvad – så? Ryster man i bukserne fordi man ser en minaret, fordi man ser et islamisk tårn i Nordvest? Og er minareten ikke blot en arkitekturmæssig detalje i forhold til de integrationsproblemer der faktisk burde optage os? Hvad med den voksende ungdomskriminalitet blandt drenge med muslimsk baggrund, et uføre som desværre i høj grad skyldes manglende opdragelse. Hvad med den omsorgssvigt som selv berøringsangste danske debattører og politikere nu må erkende er et problem? Man indvender måske at minareter netop styrker de uheldige sider af islam som gør kvinder til passive mødre og mænd til fraværende fædre på dobbeltarbejde? Men minareter skaber ikke flere umoderne muslimer, det går snarere den anden vej rundt, tårnene er blot en følge af islam, og vil man støtte en mere integrerbar og arbejdsom variant af religionen, er det så ikke en bedre ide at styrke opfattelsen af at det er fuldstændig ok at være muslim så længe man er i arbejde og ikke afskærmer sig fra resten af samfundet? Præcis den samme kritik ville man rette mod etniske danskere hvis en tilsvarende isolation fandt sted her.
Moskeer, minareter og andre muslimske bygninger skal være velkomne i Danmark, i samme grad som alle andre religiøse bygninger er. På baggrund af denne åbenhed er man samtidig i en position til at foreslå følgende: Kære muslimer, prøv også at bidrag til det danske samfund med andet end islam, det turde være en rimelig akkord taget i betragtning at muslimer efterhånden har fået deres egne kvarterer i en lang række danske bydele, taget i betragtning at samfundet tilbyder gratis uddannelse, sygesikring og et utal af forskellige integrationsprojekter. Hvis de religiøse tårne rejses her til lands, så lad os samtidig se en stigning i virksomme indvandrere, væk med de umyndiggørende ærmeløse kjoler og den anti-danske macho-attitude, - så er der en chance for at resten begynder at komme af sig selv.
