”The reign of tears is over. The slums will soon be only a memory. We will turn our prisons into factories and our jails into storehourses and corncribs. Men will walk upright now, women will smile, and the children will laugh. Hell will be forever for rent.”
Det er sådan Billy Sunday, den fremtrædende evangelist og ledende korsfarer mod ”Rommens Dæmon”, hyldede begyndelsen på forbudstiden i 1920. Vi ved nu, hvor tragisk hans håb blev knust. Det blev nødvendigt at bygge nye fængsler og arrester for at huse de kriminelle, der blev resultatet af at gøre indtagelse af alkohol til en forbrydelse mod staten. Forbud underminerede respekten for loven, korrumperede lovens håndlangere, skabte et dekadent moralsk klima – men stoppede ikke forbruget af alkohol.
På trods af den tragiske anskuelsesundervisning, synes vi at være opsat på at gentage præcist de samme fejl i håndteringen af narkotika.
Betragtet ud fra en etisk synsvinkel, har vi så ret til at anvende statsapparatet til at forhindre individer fra at blive alkoholikere eller narkomaner? For børn, vil næsten alle svare med et forbeholdent ja. Men for ansvarlige voksne, vil jeg, eksempelvis, svare nej. Ræssoner med den potentielle misbruger, ja. Fortæl ham om konsekvenserne, ja. Bed for og med ham, ja. Men jeg mener, at vi ikke har nogen ret til at tvinge, direkte eller indirekte, for at hindre et medmenneske fra at begå selvmord, og slet ikke fra at drikke alkohol eller tage narkotika.
Jeg medgiver gerne, at det etiske spørgsmål er vanskeligt, og at velmenende mennesker kan være uenige. Heldigvis behøver vi ikke at løse det etiske spørgsmål for at blive enige om politikken. Forbud er en tiltænkt kur, der kun gør det hele værre – både for misbrugeren og for resten af os. Derfor, selv om du betragter den nuværende narkotikapolitik som etisk retfærdiggjort, så vil hensigtsmæssighedsovervejelser få politikken til at tage sig højst uklog ud.
Overvej misbrugeren. Legalisering af narkotika kan forøge antallet af misbrugere, men det er ikke sikkert. Forbudt frugt virker tiltrækkende, ikke mindst på de unge. Vigtigere er det, at mange narkomaner er bevidst skabt af pushere, der giver de første doser væk gratis. Det kan betale sig for pusheren at gøre sådan, fordi når vedkommende først er afhængig, så er narkomanen en indfanget forbruger. Hvis narkotika var tilgængelig legalt, så ville enhver profit fra en sådan inhuman aktivitet forsvinde, da den afhængige kunne købe fra den billigste leverandør.
Hvad der end sker med antallet af misbrugere, så ville den enkelte misbruger klart være bedre stillet, hvis narkotika var lovligt. I dag er narko både utrolig dyrt og af en meget usikker kvalitet. Misbrugere er drevet til at omgås kriminelle for at få narkotikaen, selv blive kriminelle for at finansiere misbruget, og risikere konstant fare for død eller sygdom.
Overvej alle os andre. Her er situationen krystalklar. Den skade, som misbrugerne påfører os, stammer næsten udelukkende fra det forhold, at narkotika er forbudt. For nylig beregnede en komite fra ”the American Bar Association”, at misbrugere begår mellem en tredjedel og halvdelen af al gadekriminalitet i USA. Lovliggør narkotika, og gadekriminaliteten vil falde dramatisk.
Dertil kommer, at misbrugere og pushere ikke er de eneste, der bliver korrumperede. Umådelige summer er på spil. Det er uundgåeligt, at nogle relativt dårligt lønnede politifolk og andre offentligt ansatte – og nogle højtlønnede ligeså – vil falde for fristelsen til at tjene nogle lette penge.
Legalisering af narkotika ville på én og samme tid reducere kriminaliteten og hæve kvaliteten af retshåndhævelsen. Kan du komme på nogen anden måde, hvorpå så meget kan opnås i forhold til at fremme lov og orden?
Men, vil du måske sige, må vi acceptere nederlaget? Hvorfor ikke simpelthen stoppe narkotikahandlen? Det er der erfaringen fra forbudstiden er mest relevant. Vi kan ikke stoppe narkotikahandlen. Vi vil måske være i stand til at afskære opium, fra Tyrkiet – men der er utallige andre steder, hvor der dyrkes opiumsvalmuer. Med fransk samarbejde, vil vi måske være i stand til at gøre Marseille til et usundt sted at fremstille heroin – men der er utallige andre steder, hvor de enkle fremstillingsprocesser kan blive udført. Så længe der er store summer på spil – og det vil der nødvendigvis være, hvis narkotika er forbudt – så er det bogstavelig talt håbløst at forvente at stoppe handlen eller bare reducere dens omfang mærkbart.
Inden for narkotika, som på andre områder, er overtalelse og eksemplets magt med stor sandsynlighed mere effektivt end brug af magt til at forme andre i vores eget billede.
Newsweek, 1. maj 1972. Optrykt i Milton Friedman: An Economist’s Protest: Columns on Political Economy.
Artiklen bringes i Libertas nr. 53 i et minitema om Milton Friedman 100 år. Temaet for Friedmans klumme bygger således også bro til hovedtemaet i Libertas nr. 53, der er FRIHED, FORBUD og FRIGØRELSE.
MEDLEMSKAB af Libertas koster 220 kr. for 2013.
- Indsæt beløbet på konto nr. 1551-8080577
- send en e-mail med navn, adresse og e-mail til: [email protected]
