Der er jubel på Christiansborg. BAF-regeringen er blevet enig med sig selv og Enhedslisten om en ny finanslov for 2012, der vil koste det skrumpende mindretal af danskere, der er dumme og stædige nok til at gå på arbejde ca. fem gange om ugen, en mindre formue i årene, der kommer. Og, vupti, står Johanne, hende den nette blondine med det søde smil midt i billedet og smiler sødt til baglandet sammen med finansminister Bjarne Corydon, der med sit til lejligheden passende bedemandsansigt agerer kontrapunkt.
Smil og alvor, en god kombi – rent PR-mæssigt – men når dét er sagt, er der ikke meget at klappe af. Finansloven peger bagud, ikke fremad.
Hvad skal vi lever af i Danmark i de kommende år og årtier?
Skal vi producere noget? Skal vi forbedre rammerne for tjenesteydelser, herunder privatisere, bekæmpe monopoldannelse og bureaukrati? Skal vi sænke lønniveauet, afgifterne, skatterne? Eller skal vi fortsætte den tomme snak om “vidensamfund” og “oplevelsesøkonomi” og ansætte flere og flere mennesker i det offentlige?
Lad mig bare gætte på, at det bliver ved sidstnævnte. Gode intentioner, mad- og husprogrammer i fjernsynet. Kokke og ejendomsmæglere som de nye filosoffer. Ikke så sært, at alle går op i ugens lottotal – lotto er jo snart den eneste måde at blive rig på – hvis man da ikke er ansat i finanssektoren, der bliver reddet igen og igen af politikere fedtet ind i stadset.
Danskerne interesserer sig – generelt set – ikke længere for at producere og frembringe noget – det har vi folk til – som er i fuld gang med at finde ud af, at de er langt bedre og billigere end deres danske konkurrenter. Hvis du i dag har brug for f.eks. kvalificerede it-folk, så hyrer du dem i Polen, Ukraine eller Singapore – for det kvarte. Det samme gælder naturligvis håndværkere. Eller professorer. Sådan går det ifølge Hegel, når den sultne og stærke slave udkonkurrerer sin fedladne og dovne herre.
