Nietzsche er på trapperne, og man bliver helt opstemt til trods for, at regeringen agter at genoptage importen af mennesker fra Mellemøsten via familiesammenføring ligesom i de gode, gamle dage – naturligvis til venstrefløjens og Liberal Alliances store begejstring.
Hvorfor stemte jeg dog på dette latterlige parti – vil nogen spørge.
Fordi de sagde, at de ønskede en markant mindre offentlig sektor, og dengang ikke lød helt lamme i forhold til indvandring, kultur og sammenhængskraft. Jeg tog fejl. Det var bare snak. Luftmadrassen er piftet.
Jeg tænker, det må være den gamle rest af Det Radikale Venstre i Liberal Alliance, som fører an, formentlig sekunderet af Ole Birk Olesen, et kløgtigt, veltalende og velskrivende menneske med en karakteristisk uvidenhed om alt, hvad der har med indvandringsrelateret kultur og økonomi at gøre. Åbne grænser? Hurra, vi kapitulerer! En skønne dag er kasserne vel tømte.