Mette Frederiksens bortforklaringer

LEDER: Mette Frederiksens forsøg på at tale uden om realiteterne i sagen om hendes dobbeltmoralske syn på danske privatskoler er dybt, dybt pinlig...

Ole Birk Olesen,

17/05/2010

LEDER: Mette Frederiksens forsøg på at tale uden om realiteterne i sagen om hendes dobbeltmoralske syn på danske privatskoler er dybt, dybt pinligt for hende selv og for hendes parti. Nu vil hun have os til at tro, at hendes datters skoleleder på Hareskovens Lilleskole slet ikke ved, hvad det er for en skole, hun selv står i spidsen for.

Til B.T. har skoleleder Lise Bro Rasmussen forklaret, at Hareskovens Lilleskole fravælger børn, hvis forældre ”ikke har overskud til at deltage i forældrearbejde", og børn med ”særlige behov”, som har ”brug for en klar og tydelig struktur” i undervisningen. Men det har skolelederen helt misforstået, meddeler Mette Frederiksen nu med hele sin erfaring som mor til en pige i skolens 1. klasse: ”Jeg er ikke enig i udsagnet fra Hareskovens Lilleskole, og jeg mener faktisk, det er forkert, hvad der bliver sagt,” siger hun.

Hør her, sagen er faktisk klokkeklar. Mette Frederiksen har valgt en skole for socialt og kulturelt ressourcestærke forældres børn. Det er den slags børn, som kan få noget ud af deres skolegang, selvom den lægger op til, at børn og forældre har et betydeligt ansvar for ”egen læring”, som det så fint hedder i pædagogsprog. Det mener man i visse kredse er godt for netop den slags børn, men der har efterhånden dannet sig den konsensus i skoleverdenen, at det i hvert fald ikke er godt for børn, der ikke har så optimal en ballast med hjemmefra.

Mette Frederiksen skal ikke høre ét ondt ord for, at hun har valgt den slags skole til sit barn. Det er hendes barn, og hverken hun eller barnet skylder ”samfundet”, at det skal gå i en bestemt skole. Der er bare det med Mette Frederiksen, at hun og hendes parti har prædiket værdien af, at alle børn på tværs af sociale og kulturelle skel går i den samme skole for at sikre både samfundets ”sammenhængskraft” og en ensrettet skolegang for alle børn, så de så vidt muligt kommer ud i livet med de samme livsbetingelser i bagagen. Og det princip forbryder Mette Frederiksen sig altså noget så eftertrykkeligt imod, når hun vælger en skole, der er forbeholdt de ressourcestærke, til sin egen datter.

Det hjælper ikke på dobbeltmoralen, at Mette Frederiksen nu forsøger at benægte virkeligheden på datterens skole. Det gør hende blot til en endnu mere utroværdig dobbeltmoralist.

Kilde: