Mette F. varsler "målrettede skattestigninger"

Ifølge S skal initiativer der mindsker beskæftigelsen modsvares af initiativer der øger beskæftigelsen

AnTh-180grader

26/06/2019

Ifølge S skal initiativer der mindsker beskæftigelsen modsvares af initiativer der øger beskæftigelsen.

Samtidig fremgår det, at der skal "tilvejebringes ny finansiering på op imod 10 mia. kr. i 2025".

"Det bliver et selvstændigt fokus for denne her regering at sikre, at flere overgår fra passiv forsørgelse til beskæftigelse," siger Mette Frederiksen og tilføjer.

"Det er det ene spor. Det andet spor handler om målrettede skattestigninger", siger hun.

Som eksempel nævner hun, at partierne er enige om at sætte arveafgiften op for familieejede virksomhede,r så den igen bliver 15 pct. Men hun afviser at komme med flere eksempler på, hvad der er i vente.

"Vi har ikke et fuldt katalog. Jeg er af den klare overbevisning, at vi ikke skal sætte skatten op på arbejde. Og det kommer vi ikke til," fastslår Mette Frederiksen.

"Der venter en finanslov rundt om hjørnet. De prioriteter, vi gerne vil have, for eksempel på velfærdsområdet, skal finansieres krone til krone," siger Mette Frederiksen.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, skelner mellem "reelle hænder" og "arbejdsudbudsreformer," når hun skal forklare, hvad der menes med at øge beskæftigelsen.

"Når vi kan se, at vi kommer til at mangle pædagoger og sygeplejersker, skal vi uddanne flere og sørge for, at flere kan komme fra deltid til fuldtid. Men vi skal uden om klassiske arbejdsudbudsreformer, fordi de øger uligheden vanvittigt meget," siger Pernille Skipper.