Venstres folk i Europa-Parlamentet stemmer konsekvent for mere indblanding fra EU, påpeger Morten Messerschmidt, der beskylder partiet for at svigte sin målsætning.
Der skal være grænser for, hvor meget EU skal blande sig danske forhold, blandt andet i forhold til socialpolitik, sundhed og skat. Sådan lød det inden det seneste EU-valg fra Venstres europaparlamentariker, Jens Rohde (V), men ifølge hans kollega Morten Messerschmidt (DF) er det blevet ved snakken.
På Dansk Folkepartis landsmøde i Herning opridsede han flere tilfælde, hvor en eller flere af de tre venstrefolk i parlamentet har stemt for forslag, der udvider EUs beføjelser.
»Venstres svigt i Europa-Parlamentet kan få Helle Thorning-Schmidts (S) løftebrud til at ligne den rene børnehave,« konstaterede Messerschmidt til forsamlingens begejstring.
»Venstre ved du, hvor du har. Solidt plantet i EU - som evige, blinde, trofaste ja-sigere og tilhængere af ethvert forslag, som EU-Kommissionens hær af embedsmænd måtte fremsætte,« lød det fra politikeren, der er DFs spidskandidat ved næste års valg til parlamentet.