Jeg noterer mig, at visse er blevet stødt på manchetten over min – efter sigende – hårde fremfærd mod vores statsminister i EU-parlamentet. Særligt Jens Rohde har beklaget sig. Ikke overraskende – denne Rohde har efterhånden set det som sin fremmeste opgave at mene det modsatte af undertegnede. Det kan jeg sagtens leve med; men når jeg skal høre denne engang så ordentlige repræsentant for et dog stadig ordentligt til statsministerposten kandiderende parti kritisere mit sprog over for Helle Thorning Schmidt, går det galt. Særligt når jeg samme aften kunne høre samme Rohde betegne den ungarske statsminister som en “masturberende grædekone”, må jeg betegne hensynet til den pæne tone som forlorent hykleri.