Her er et eksempel fra den virkelige verden. Min onkel, der tidligere arbejdede som beskæftigelseskonsulent i kommunalt regi, beretter, at han som konsulent rådede over to pengekasser (lidt forsimplet). Den ene pengekasse tildelte midler til de mennesker, som skulle i aktivering og som havde store chancer for at komme i varig beskæftigelse. Derfor kunne han yde delvist løntilskud til den arbejdsgiver, som tog de enkelte i aktivering. Den anden kasse tildelte midler til de, som med stor sandsynlighed ikke ville blive tilbudt varig beskæftigelse. Herfra kunne han yde fuldt løntilskud til den enkelte arbejdsgiver.
En frisør, som havde været på barsel, kunne ikke vende tilbage til sit job. Hun havde efter sin barsel suppleret sine kundskaber med diverse kurser, som gjorde, at hun var opdateret i forhold til mode, trends og frisørfaget i al almindelighed. Hun var energisk, udadvendt og kompetent. Desværre havde det ikke været muligt for hende at finde et job – og efter en rum tid, røg hun ud i aktivering.
Da kassen, hvorfra min onkel kunne yde delvist løntilskud, var tom, var han nødsaget til at yde frisørens nye ”arbejdsgiver” fuldt løntilskud. Dette til trods for at frisøren i høj grad tilhørte den gruppe af mennesker, som med stor sandsynlighed, ville få varig beskæftigelse.
FORTÆL MIG IKKE AT MERE SKAT = BEDRE VELFÆRD!!!
Hvor er det let at være socialist: Vi hæver skatterne og slår hul i statskassen. Hvorfor er der ingen danskere, der for alvor stiller forvalterne til ansvar over for, HVORDAN vores penge bliver brugt?
Hvis man som vælger gik ind i stemmeboksen med den samme indstilling, som hvis man skulle stemme til en generalforsamling i en ejerforening, ville Anders Samuelsen blive statsminister, og jeg ville blive ligestillingsminister. Andet ville ikke give mening!
