af Lars Helleskov Engelbrektsen
Det er naturligt og beviseligt, at i takt med, at et samfund bliver rigere, økonomisk set, bruges flere skattekroner på sundhedsområdet. Den medicinsk-teknologiske udvikling betyder, at der hele tiden kommer nye og bedre behandlinger og medicin med bedre virkning og færre bivirkninger.
Det har også betydet at danskerne øger efterspørgslen på flere og bedre sundhedsydelser, i takt med den økonomiske udvikling. Faktisk er sundhedsområdet tilladt en realvækst i 2011-2012 på 1,5 milliarder kroner, hvilket sker i en tid med vækstloft. Andre velfærdsområder oplever ikke realvækst.
Den demografiske udvikling med flere ældre, relativt som absolut, og færre hænder i sundhedsvæsenet (dobbelt-problemet) betyder at vi – og det vil i hvert fald sige politikerne – er nødt til at tage stilling til, hvordan vi som samfund og i den politiske prioritering af knappe ressourcer skal håndtere det fremtidige pres på sundhedssystemet. Der er flere muligheder: Vi kan øge skatterne, vi kan øge brugerbetalingen (herunder øge udbredelsen af sundhedsforsikringer) eller vi kan bevidst opprioritere sundhedsområdet på bekostning af andet offentligt forbrug og velfærds- og serviceproduktion. Endeligt er der en fjerde løsning: Man kan udnytte ressourcerne bedre og prøve at få mere sundhed for pengene, ved f.eks. at udlicitere flere sundhedsopgaver og tillade flere og større private aktører på banen.
