Det som ka' provokere mig i en uhørt grad er den nedrige retorik, som f.eks. Özlem Cekic anvender om og om igen – hver eneste gang hun, og resten af venstrefløjen for den sags skyld, indgår i en debat om f.eks. ”fattigdom” i Danmark, vil der med garanti blive sagt: ...du har fuldstændig ret i, at dét der adskiller os to ér menneskesynet...
Hva' er det for et menneskesyn Özlem Cekic og resten af venstrefløjen, nærmest, har patent på?
Og ikke mindst: Hva' er det for et menneskesyn jeg, og andre liberalt tænkende mennesker, er forbandet med?
Jeg har ytret mig om dette emne før men er sgu nødsaget til at gøre dét igen – det er ikke i orden, at vi som tænker liberalt, bliver sat i bås som uhyrlige mennesker med nedrige tanker og ønsker for vore medmennesker. Ér det bare fordi vi tænker liberalt, at vi er djævelen selv når det handler om andre mennesker end os selv – eller ér det fordi man som liberalt menneske har den overbevisning, at mennesker kán godt selv og mennesker bør tage vare på deres eget liv i størst mulig omfang. Udvise dét personlige ansvar, der er en forudsætning for, at den enkeltes liv kan udfolde sig bedst muligt?
Selv er jeg meget enig med dét som JBO argumenterer for i den pågående debat. Om det er ca. 12, 14 eller 21 kilo i rådighedsbeløb om måneden er hip som hap, det er stadig helt anstændigt til at leve for - selvfølgelig ikke fyrsteligt men til at leve for. Og som det også bliver påpeget: Det ér jo kun midlertidigt – det er i al fald meningen, ikk'?
Jeg er et liberalt tænkende menneske – opdraget af socialdemokratiske forældre, taget min ”straf” i folkeskolen under en flok feminister (mænd og kvinder, no difference) fra 1970 til 1980, udlært ekeltriker, læst på maskinmesterskolen til el-installatør, giftet mig med en pædagog (SF'er), begavet med, og opdraget, to piger, skilt og gået personlig konkurs i samme åndedrag, rejst mig og begyndte den lange færd tilbage til et ”ufattigt” liv.
Nu opdager jeg så – iht. Özlem Cekic og...jaeeee...såmænd hele regeringen, at jeg stadig er ”fattig” idet jeg ikke har nogen af de nævnte beløb til rådighed efter at mine faste udgifter er betalt. Nu kan den skarpe læser måske tænke:...ja, ja, ja – selvforskyldt når han har en ejerbolig med havudsigt... Det er jo helt for egen regning og det er jo ikke ulovligt, at tænke sådan. Det er dog helt forkert, idet jeg ikke har erhvervet mig en ejerbolig, eller en kvinde med volvo og vovse – jeg lever alene i en almen 2V lejlighed på 53kvm i Nordvest kvarteret. Jeg kører i en gammel smadderkasse fra 1995, står selv for alle reparationer og cykler for resten.
Mit budget ser således ud:
Udbetalt indtægt pr. måned: 10.000,-
Husleje pr. måned: 3.455,- (Inkl. varme, vand, modernisering m.v.)
El pr. måned: 525,-
Forsikringer pr. måned: 589,-
Telefon pr. måned: 149,-
TV/Internet: 399,-
pr. måned: 500,- (Kan variere op til 1.000,-)Rest pr. måned: 4.383,-
Det resterende beløb skal så dække: Mad, biograf, tøj, gaver, avis, rengøringsmidler, sexkøb, smøger, benzin, bytur, vinterdæk, fødselsdage, jul og meget andet
Retfærdigvis skal jeg naturligvis lige fortælle, at min indtægt er delt i to – én større andel som går til at komme ud af det gældshelvede, en konkurs efterlader én i og den mindre del, er så min månedlige indtægt. Ligeledes vil jeg lige påpege, at denne deling og ordning er noget jeg selv har arrangeret, ikke blevet pålagt af en-eller-anden tossemyndighed, som kún kan skabe mere kaos for en konkursramt person i dagens Danmark.
Ydermere vil jeg for en sikkerheds skyld lige tilføje, at dén del af min indtægt, som går til afvikling af gældshelvedet, råder jeg på ingen måde over – den er bundet til mit skæg bliver hvidt.
Hvorom alting ér, så må jeg vel nu anskue mig selv som værende: Fattig...i al fald iht. Özlem Cekic og resten af dem, som har det rigtige menneskesyn, eller hva'? Jeg bør vel så også tillægge mig en vis attitude i forbindelse hermed?... jeg mener...min attitude fremover ska' vel være en offerattitude...bare sådan så ingen med det rette menneskesyn bliver skuffede over mig, eller...?
Faktisk kom det som et chok for mig, at jeg nu må betegnes som værende fattig – ligeså for mine døtre, som jo nu må undvære den gode jul og de flotte føs'dagsgaver. Ej heller ka' jeg, som hidtil, træde økonomisk hjælpende til når min statsfinansierede ekskone (ansat som pædagog med en løn på mere end 33.000) ikke kan få sine midler til at slå til. Sandelig kan jeg jo heller ikke længere spytte lidt i kassen til mine døtre, ifald de skulle ha' et behov. Det er sgu ikke sjovt at være blevet fattig – det er faktisk noget snot!
Nå, men – hva' faen. Sådan ka' det jo gå for en helt almindelig mand i Danmark anno 2011, endda uden at han gjorde en skid for det. Jeg trøster mig dog med, at jeg, på trods af denne nye udvikling i min status, stadig føler mig ”rig” - mit helbred er da forholdsvis i orden, jeg ka' stadig få den op og stå, har en dejlig familie, beskæftiger mig med noget jeg elsker, har fred og ro, nyder livet (som jeg nú har råd til...) og har mit gode humør endnu.
Jeg mangler sådan set kun ét: Dét gode menneskesyn - men dét ka' jeg ikke få, fordi jég er et liberalt tænkende menneske, som mener at man selv har et ansvar over for sit liv, sine og omverdenen.
Kære Özlem Cekic, jeg bønfalder dig – tilgiv mit uappetitlige menneskesyn og helbred mig fra ”fattigdommens” syge, så jeg igen ka' blive et helt og gennemstyret menneske i den danske velfærds- og uddelingsstat.
