Dagens gæsteindlæg på Damefrokosten.com kommer fra Jacob Mchangama, chefjurist i CEPOS og talsmand for ytringsfrihedsorganisationen Fri Debat, som har set nærmere på FN’s Kvindekonvention og konkluderer, at den aldrig burde være ratificeret i Danmark. Bona apetito!
"Ideen om særlige rettigheder for kvinder og dens manifestation i kvindekonventionen er en fornægtelse af menneskerettighedsbegrebet, hvorefter mænd og kvinder nyder en række grundlæggende rettigheder, som er nødvendige for at sikre disses frihed til at leve et liv i overensstemmelse med egne værdier uden vilkårlig indblanding fra statsmagten. Uanset kvindebevægelsens noble formål om at ville afskaffe alle former for diskrimination mod kvinder, resulterer en sådan tilgang til rettigheder i undertrykkelse og ufrihed, og det bedste bliver det godes fjende. For kvinder (og mænd), der er optaget af et frihedsorienteret lighedsideal, bør kvindekonventionen og dens særrettigheder og ”social engineering” således afvises – og et land som Danmark, hvor vi generelt ikke hylder de principper, der ligger bag kvindekonventionen, burde aldrig have ratificeret den."