LEDER: En ny undersøgelse viser, at det er bedre for arbejdsløse at være i aktivering, selvom den er meningsløs, end det er at gå ledig derhjemme. Det skal nok være rigtigt, men det er faktisk mindre væsentligt, hvordan den arbejdsløse selv har det med det. Den store fordel ved aktivering - også af den meningsløse slags - kan mærkes af de skatteydere, som skal betale den lediges overførselsindkomst. Nemlig at modtageren motiveres til at finde et arbejde.
For nogle mennesker er det jo simpelthen tiltrækkende at gå ledig med penge fra det offentlige af den simple grund, at det giver en masse fritid. Man kan slappe af derhjemme, dyrke sin hobby, bruge mere tid på sine børn, eller hvad man nu har lyst til, når man ikke behøver at tilbringe otte timer dagligt på en arbejdsplads. Dette gode ved at være arbejdsløs forsvinder, når aktiveringen kalder, og derfor betyder det egentlig ikke så meget, hvad aktiveringen består af, når bare den lever op til det formål at tage fritiden fra de ledige.
Måske er det endda sådan for mange ledige, at jo mere meningsløs aktiveringen forekommer, desto større er motivationen for at finde noget andet at bestille. Det kan ikke udelukkes, at den mest effektive aktivering i virkeligheden er at sætte de ledige til at tømme alle vandpytter for beskidt vand og fylde nyt, rent vand i bagefter. Det er der formentlig ikke mange, der gider i længden, og så synes et almindeligt arbejde pludselig anderledes attraktivt i sammenligning.
Det er faktisk et større problem for indsatsen for at få de ledige i arbejde igen, hvis aktiveringen omvendt er alt for meningsfuld og spændende. For hvorfor skal den tilfredse ledige så for alvor forsøge at få et arbejde? Eller med ordene fra professor Michael Rosholm, som tilbage i 2008 præsenterede sin undersøgelse af sagen:
"Problemet med aktivering er, at det vil to ting på én gang. Det skal på den ene side være en hjælp til opkvalificering og på den anden side skal det for at motivere til jobsøgning virke ubehageligt og trusselsagtigt. Disse to målsætninger stiller modsat rettede krav til aktiveringen, som næsten per konstruktion ikke kan opfyldes samtidig."
For nogle mennesker er det jo simpelthen tiltrækkende at gå ledig med penge fra det offentlige af den simple grund, at det giver en masse fritid. Man kan slappe af derhjemme, dyrke sin hobby, bruge mere tid på sine børn, eller hvad man nu har lyst til, når man ikke behøver at tilbringe otte timer dagligt på en arbejdsplads. Dette gode ved at være arbejdsløs forsvinder, når aktiveringen kalder, og derfor betyder det egentlig ikke så meget, hvad aktiveringen består af, når bare den lever op til det formål at tage fritiden fra de ledige.
Måske er det endda sådan for mange ledige, at jo mere meningsløs aktiveringen forekommer, desto større er motivationen for at finde noget andet at bestille. Det kan ikke udelukkes, at den mest effektive aktivering i virkeligheden er at sætte de ledige til at tømme alle vandpytter for beskidt vand og fylde nyt, rent vand i bagefter. Det er der formentlig ikke mange, der gider i længden, og så synes et almindeligt arbejde pludselig anderledes attraktivt i sammenligning.
Det er faktisk et større problem for indsatsen for at få de ledige i arbejde igen, hvis aktiveringen omvendt er alt for meningsfuld og spændende. For hvorfor skal den tilfredse ledige så for alvor forsøge at få et arbejde? Eller med ordene fra professor Michael Rosholm, som tilbage i 2008 præsenterede sin undersøgelse af sagen:
"Problemet med aktivering er, at det vil to ting på én gang. Det skal på den ene side være en hjælp til opkvalificering og på den anden side skal det for at motivere til jobsøgning virke ubehageligt og trusselsagtigt. Disse to målsætninger stiller modsat rettede krav til aktiveringen, som næsten per konstruktion ikke kan opfyldes samtidig."
