Danmarks vel mest se debatprogram, Debatten på DR2 omhandlede blandt andet Regeringens mange skandalesager.
Et debatprogram, hvor politikere kan få gratis taletid, til at få sine politiske målsætninger ud til den brede befolkning. Her burde man alt andet lige tro at enhver politike har en interesse i at stille op.
Alligevel var der hverken en minister eller folketingsmedlem fra S eller SF som havde tid til at medvirke, ifølge partiernes pressetjeneste.
Det kan jo være at folketingsgrupperne hos S og SF har lagt deres julefrokost præcis i aften eller at man kommer hinanden ved med andre sociale arrangementer. Man er jo meget sociale hos de 2 partier, så det skal jo ikke kunne afvises.
Et mere realistisk scenarie er dog at man ikke ønskede at stille op til en omgang debat, hvor ens egen uformåen endnu engang blev fremlagt. Samme taktik brugte Vilhelmsen igår, hvor befolkningen helst ikke skulle kunne følge hele samrådet live, så Søvndahl meddelte i afgang under samrådet, for at fjerne fokus på Regeringen.
Regeringens manglende evne til at kommunikere med befolkningen udstiller deres manglende demokratiforståelse. En manglende demokratiforståelse som udspiller sig igen og igen, når Thorning eksempelvis i bedste kammeratlig stil forsvarer Bødskov som en god minister, når manden var nødsaget til at gå fordi han har udvist tegn som lystløgner.
Thorning har også afløst de ugentlige pressemøder. Journalister som stiller ubehagelige spørgsmål er ikke lige damens kop te. Det er sjovere at være til internationale arrangementer og møde andre kendisser og opføre sig som en teenagetøs til en boyband koncert.
Man har så indført debatter mellem statslederen og oppositionens ledere. Substansen i disse møder har til at være til at overse. Thorning har gang på gang undladt at svare på spørgsmål eller svaret udenom.
Direkte kritik af ministre er en kritik af Thorning selv og den selvforståelse om hendes ufejlbarlighed skal der ikke pilles ved. Det var ikke ligefrem stor rutine der gjorde hende til formand. Men Thorning har som ingen andre politiker en selvtillid ud over det sædvanlige. "Jeg kan slå Anders" var hendes motto de første år. Men det kunne hun ikke. Hun tabte valg på valg, men satte sig alligevel i statsministeriet i oktober 2011. Selv ved valget i september 2011 proklamerede hun over for hendes støtter i partiet "Kammerater vi gjorde det". Når det hovedsageligt var SF som var gået sp meget frem, at man fik de afgørende mandater.
At der idag igen ikke er en socialdemokrat eller SFer med politisk pondus som ønsker at stille op, er et ynkeligt forsøg på at skjule sig for vælgerne. Det er et problem at en Regering og deres parlamentariker kun stiller op, når der skal trykkes i hånden eller tages gruppebilleder når man ahr lavet et forlig.
Demokratisk underskud kalder jeg det.
