LEDER: Partierne i den kommende røde regering vil alle hæve cigaretafgifterne for at få danskerne til at ryge mindre, men oh ve, tobaksindustrien har forberedt et slags modtræk: De stygge kapitalister vil putte færre cigaretter i pakkerne, så prisen på en pakke kan holdes nede og ikke virke for afskrækkende.
At flertallet af rygerne skulle lade sig narre så let forekommer yderst tvivlsomt. Mon ikke den almincelige ryger trods alt opdager, at det er blevet dyrere for at ryge. Måske skærer mange rygere endda ned på forbruget, hvis der kommer færre cigaretter i pakken.
I Kræftens Bekæmpelse tager man det imidlertid dødsens alvorligt og griber straks til forbudsvåbnet. Tobakshader Inge Haunstrup Clemmensen fra Kræftens Bekæmpelse - i dagens anledning døbt "ekspert" af Politiken - er slet ikke i tvivl:
"Tobaksindustrien er så kreativ og dygtig, at danske politikere og myndigheeder må tage ved lære af den og begynde at matche den i form af forbud mod små-pakker og øgede afgifter i en form, der ikke kan omgås," siger hun.
Forbud, forbud, forbud. Nogle vil forbyde salg af slik i for store mængder, mens andre altså har set sig sure på de små pakker. Kun medium kan accepteres af vore formyndere.
Måske det er på tide at indføre det engelske udtryk "mediocracy" i det danske sprog. Det kan udvides til at omfatte en masse, som på en eller anden måde synes at hænge sammen.