For nyligt fik jeg min advokat til at udarbejde en stævning af DR og Kenneth Plummer på baggrund af DRs anmodning om lukning af min facebookgruppe og på baggrund af Kenneth Plummers udtalelser om, at jeg havde truet medarbejdere telefonisk.
Denne stævning er der nu kommet svar på, og man kan læse den i sin fulde længde her.
I svaret får man nemt det indtryk at jeg er en ren ”mad man”, der chikanerer medarbejderne og DR på det groveste, da jeg tilsyneladende ikke vil affinde mig med den demokratiske beslutning, der er truffet om medielicensen – en licens, der som bekendt medfører, at alle der ejer informationsteknologi tvinges til at betale til DR, om de så vil eller ej.
Spørgsmålet er om jeg har opført mig groft, og om jeg har udvist chikanøs adfærd over for DR og deres medarbejdere. Og svaret er vel temmelig indlysende: Ja, det har jeg i et vist omfang. Men bare ikke i det omfang, man gerne vil give udtryk for i svarskriftet til Københavns Byret, eller i det omfang Kenneth Plummer giver udtryk for i interviewet med 180grader.dk
F.eks. har jeg aldrig ringet til noget fra DR (hvilket man også medgiver i stævningen) og jeg har heller ikke på noget tidspunkt nærmet mig Lotte Boas (eller andres) privatadresser, selvom man forsøger at drage den konklusion i svarskriftet. Man har tilsyneladende ikke styr på, hvordan Post Danmark behandler ufrankerede skrivelser hos Statsradiofonien – for selvfølgelig har jeg ikke selv puttet brevet med girokortet ind af hendes brevsprække. At opsøge folk på deres private adresser ligger mig ganske fjernt i min kamp mod DR (selvom det er en praksis DR dagligt bruger overfor borgerne)
Men er der ting jeg fortryder i mine aktiviteter mod DR? Ja, jeg skulle ikke i et par tilfælde have medtaget personlige oplysninger i mine breve og jeg skulle i det ene tilfælde jeg har kaldt DR for ”idioter” ikke have brugt det skældsord.
Hvis man skal mene noget om min fremfærd mod DR, synes jeg dog, at det er værd at tage med, hvad jeg er oppe imod – ja, faktisk hvad hele den danske befolkning er oppe imod.
Det er nemlig på sin plads at se på proportionerne i sagen og se på, hvad DR gennem hjemmel i loven faktisk udsætter 10.000 vis af mennesker for årligt. At forgøjle, at DR med loven i hånden ikke krænker almindelige menneskers friheder er direkte usandt og godt gammeldags vås, selvom beton-demokrater sikkert vil påstå det modsatte.
Her er et par eksempler på mennesker, der har haft ubehagelige oplevelser med DR og deres udsændinge:
Linda:
” Fik en opringning som jeg ikke kunne besvare, fordi jeg kørte bil, så min mand tog den. De præsenterede sig ikke i den anden ende, men fik det blot til at lyde som en telefon undersøgelse, så min mand blev lullet til at tro at det var ok at svare. Først spørges der om vi havde tv, hvortil han svarede nej, for det har vi ikke. Så spurgte hun hvem vores internetudbyder var, og han svarede TDC. Herefter gik det lynhurtigt med at at fortælle at så var vi licenspligtige og at hun ville sende en regning, hvorefter hun smed på.....”
Chris:
”Jeg tror det var tilbage i 2002/3 jeg boede i min egen lejlighed i en mindre by. Jeg passede mit arbejde og betalte min skat. Så på en fredelig fridag hvor jeg sidder ved min computer og slapper af så står der lige pludselig en eller anden i min stue. Min lejlighed på det tidspunkt var meget lille og derfor meget lydt. Jeg var opmærksom på at nogen luskede rundt i min stue og jeg ventede ikke besøg. Jeg stormer ned i stuen i morgenkåbe og sutsko og starter en dialog med licensfjolset.
Sådan som jeg husker det. Jeg glemmer ikke sådan lige sådan en oplevelse.”
Og Christine:
”licensmanden var på besøg i tirsdags hos min roomie og mig i Århus C. Havde foden på dørtrinnet, så vi ikke kunne lukke døren i. Talte ned til os, "jeg kan da vist høre en radio, kan jeg ikke? I er hermed meldt til"”
Jeg kunne godt fortsætte mine citater fra forulembede borgere, men pladsen er trang, så jeg vil henvise til min facebookside.
Men spørgsmålet står: Hvad giver staten og dermed DR den moralske ret til at foretage disse krænkelser af borgerne? For der er tale om klokkeklare krænkelser, når man sender personer ud til folks privatadresser for at kigge ind ad vinduer og i mange tilfælde endda tale nedsættende og halvtruende til dem – og i nogle tilfælde krænker man endda almindelige menneskers husfred ved at trænge ind uden at have fået lov. Alt sammen med det ene formål at tvinge dem til at betale til en stor statslig underholdningskoncern.
Hvor eksisterer denne ret, og havde man forventet, at alle ville acceptere den ufine behandling uden videre?
Måske skulle man gentænke, hvad man egentlig kan byde folk uden, at de slår sig i tøjret og gør modstand. For man kan og skal ikke acceptere alting som borger – gad vide hvornår flere lovgivere indser det og begynder at udøve deres virke med den tanke i baghovedet?
Denne stævning er der nu kommet svar på, og man kan læse den i sin fulde længde her.
I svaret får man nemt det indtryk at jeg er en ren ”mad man”, der chikanerer medarbejderne og DR på det groveste, da jeg tilsyneladende ikke vil affinde mig med den demokratiske beslutning, der er truffet om medielicensen – en licens, der som bekendt medfører, at alle der ejer informationsteknologi tvinges til at betale til DR, om de så vil eller ej.
Spørgsmålet er om jeg har opført mig groft, og om jeg har udvist chikanøs adfærd over for DR og deres medarbejdere. Og svaret er vel temmelig indlysende: Ja, det har jeg i et vist omfang. Men bare ikke i det omfang, man gerne vil give udtryk for i svarskriftet til Københavns Byret, eller i det omfang Kenneth Plummer giver udtryk for i interviewet med 180grader.dk
F.eks. har jeg aldrig ringet til noget fra DR (hvilket man også medgiver i stævningen) og jeg har heller ikke på noget tidspunkt nærmet mig Lotte Boas (eller andres) privatadresser, selvom man forsøger at drage den konklusion i svarskriftet. Man har tilsyneladende ikke styr på, hvordan Post Danmark behandler ufrankerede skrivelser hos Statsradiofonien – for selvfølgelig har jeg ikke selv puttet brevet med girokortet ind af hendes brevsprække. At opsøge folk på deres private adresser ligger mig ganske fjernt i min kamp mod DR (selvom det er en praksis DR dagligt bruger overfor borgerne)
Men er der ting jeg fortryder i mine aktiviteter mod DR? Ja, jeg skulle ikke i et par tilfælde have medtaget personlige oplysninger i mine breve og jeg skulle i det ene tilfælde jeg har kaldt DR for ”idioter” ikke have brugt det skældsord.
Hvis man skal mene noget om min fremfærd mod DR, synes jeg dog, at det er værd at tage med, hvad jeg er oppe imod – ja, faktisk hvad hele den danske befolkning er oppe imod.
Det er nemlig på sin plads at se på proportionerne i sagen og se på, hvad DR gennem hjemmel i loven faktisk udsætter 10.000 vis af mennesker for årligt. At forgøjle, at DR med loven i hånden ikke krænker almindelige menneskers friheder er direkte usandt og godt gammeldags vås, selvom beton-demokrater sikkert vil påstå det modsatte.
Her er et par eksempler på mennesker, der har haft ubehagelige oplevelser med DR og deres udsændinge:
Linda:
” Fik en opringning som jeg ikke kunne besvare, fordi jeg kørte bil, så min mand tog den. De præsenterede sig ikke i den anden ende, men fik det blot til at lyde som en telefon undersøgelse, så min mand blev lullet til at tro at det var ok at svare. Først spørges der om vi havde tv, hvortil han svarede nej, for det har vi ikke. Så spurgte hun hvem vores internetudbyder var, og han svarede TDC. Herefter gik det lynhurtigt med at at fortælle at så var vi licenspligtige og at hun ville sende en regning, hvorefter hun smed på.....”
Chris:
”Jeg tror det var tilbage i 2002/3 jeg boede i min egen lejlighed i en mindre by. Jeg passede mit arbejde og betalte min skat. Så på en fredelig fridag hvor jeg sidder ved min computer og slapper af så står der lige pludselig en eller anden i min stue. Min lejlighed på det tidspunkt var meget lille og derfor meget lydt. Jeg var opmærksom på at nogen luskede rundt i min stue og jeg ventede ikke besøg. Jeg stormer ned i stuen i morgenkåbe og sutsko og starter en dialog med licensfjolset.
Sådan som jeg husker det. Jeg glemmer ikke sådan lige sådan en oplevelse.”
Og Christine:
”licensmanden var på besøg i tirsdags hos min roomie og mig i Århus C. Havde foden på dørtrinnet, så vi ikke kunne lukke døren i. Talte ned til os, "jeg kan da vist høre en radio, kan jeg ikke? I er hermed meldt til"”
Jeg kunne godt fortsætte mine citater fra forulembede borgere, men pladsen er trang, så jeg vil henvise til min facebookside.
Men spørgsmålet står: Hvad giver staten og dermed DR den moralske ret til at foretage disse krænkelser af borgerne? For der er tale om klokkeklare krænkelser, når man sender personer ud til folks privatadresser for at kigge ind ad vinduer og i mange tilfælde endda tale nedsættende og halvtruende til dem – og i nogle tilfælde krænker man endda almindelige menneskers husfred ved at trænge ind uden at have fået lov. Alt sammen med det ene formål at tvinge dem til at betale til en stor statslig underholdningskoncern.
Hvor eksisterer denne ret, og havde man forventet, at alle ville acceptere den ufine behandling uden videre?
Måske skulle man gentænke, hvad man egentlig kan byde folk uden, at de slår sig i tøjret og gør modstand. For man kan og skal ikke acceptere alting som borger – gad vide hvornår flere lovgivere indser det og begynder at udøve deres virke med den tanke i baghovedet?
