I P1morgen var der her til morgen et indlæg om det stigende medicinforbrug i Danmark.
Budskabet var at man ikke kan bebrejde medicinalselskaberne at de vil sælge deres produkter.
Det synspunkt er jeg helt enig i: man kan dårligt bebrejde firmaerne at de vil sælge.
I stedet lancerer P1 nu en ny forklaring: at lægerne ved for lidt om farmakologi.
Men man skulle dog tro at lægerne selv tog deres ansvar så alvorligt, at de så ville opsøge denne viden. For det er jo ikke sådan at lægerne ikke har magt og indsigt.
Lægerne burde nemt kunne erhverve sig denne viden, så noget holder dem tilbage.
Men hvad?
Nej, hvis man virkeligt vil forstå problemet med det stigende medicinforbrug, bør man se på hvordan sociologien er i dagens Danmark, både i den enkelte danskers liv og i institutionerne, og man bør undersøge hvordan denne sociologi samarbejdes med både diagnostik og politik.
Siden indførelsen af socialisme i 70-erne, har det politiske i stigende grad infiltreret civilsamfundet.
Dette har efter min mening medført et væsentligt øget stressniveau, både for den enkelte, for den enkelte familie og for virksomhederne.
Og ikke blot er stressniveauet sat op, det overskud der før i tiden fandtes i civilsamfundet og som kunne klare langt de fleste dagligdags udfordringer, og som kunne skabe vækst, er løbende blevet undergravet, fordi familierne har udlagt store dele af deres personlige og sociale liv, ja endda af den enkeltes identitetsdannelse og selvforståelse, til det offentlige.
Dette er en naturlig følge af socialismen.
Det efterfølgende resursetab for den enkelte, for familien og for civilsamfundet som helhed, tabet af selvstændighed, udliciteringen af helt persontætte opgaver til offentligt ansatte, samt det større krav til indtjening pga. det forhøjede skatteniveau, ændrer i væsentlig grad sociologien omkring den almindelige dansker og hans familie, og gør det sværere for familier, virksomheder og personer at bevare autonomi og selvstændighed.
Og disse alvorlige samfundsændringer har medført at indstillingen til diagnoser er ændret.
Hvor det at få en diagnose i "gamle dage" altid var forbundet med sorg, og absolut ikke var noget den enkelte ønskede, så opfattes det at få en diagnose i dag af rigtigt mange, som en udvej fra en ubærlig og stresset hverdag.
I dag er sygdom derfor blevet et middel til identitetsskabelse og identitetsbevarelse i en hverdag, som socialismen har umenneskeliggjort.
Når det gælder det store medicin-forbrug, bør man derfor også se på den usympatiske, paroleprægede og betændte sociologi, som omgiver den enkelte dansker.
Når for eksempel medicinalselskaberne får skylden for ritalinforbruget og det store forbrug af lykkepiller er det fordi, det er en af de "sandheder" socialismen tillader: de onde kapitalister er skyldige.
Og når nogen nu peger på at det også kan skyldes uvidenhed hos lægerne, er det fordi det er en anden af de "sandheder" socialismen tillader: de skyldige er de veluddannede offentligt ansatte. Lidt ligesom dengang Stalin myrdede løs blandt ingeniørerne. Og som dengang Hitler forfulgte jøderne.
Kun få tør gå bag om disse ”sandheder” og sige det der er det virkeligt sande: at rigtigt mange danskere har det rigtigt dårligt, på grund af systemet.
Ikke engang de praktiserende læger tør sige det. Men de tør jo heller ikke vise sig på plejehjemmene. For også her hersker jo ”the union” i tæt samarbejde med venstrefløjen.
Sandheden - altså den om at danskerne har det rigtigt skidt - gemmes væk, forsvinder med de der dør eller som er for syge til at orke.
Sandheden fortrænges og glemmes.
Og så mister vi endnu mere af den frihed, selvstændighed og uafhængige socialitet som kunne gøre os lykkelige og glade igen.
Som kunne gøre at vi hvilede mere i os selv.
Danmark har mistet civilsamfundet. Det er dén kritik vi mangler.
Altså en ægte systemkritik.
Mvh Ane K Due
Lyt også til denne udsendelse fra P1Business om lægemiddelbranchen:
