Endelig kom S og SFs længe ventede redningsplan for dansk økonomi. Desværre bliver alle naive håb om realistiske og konstruktive løsningsforslag gjort til skamme. Helle og Villy lancerer en plan, der er baseret på lige dele ønsketænkning og virkelighedsfornægtelse.
Halvdelen af planen afhænger af fagforeningernes velvilje. Og allerede få timer efter lanceringen er der uro i geledderne, da FOA blankt afviser en generel stigning i arbejdstiden. Men mest påfaldende er det måske, at S og SF vil finansiere en stadig voksende offentlig sektor ved på forskellig vis at kræve mere ind fra dem, der i forvejen bidrager allermest.
For nej, der er ikke tale om, at alle må bidrage. I Danmark er der flere uden for arbejdsmarkedet, end der er personer i beskæftigelse. Dét vil S og SF ikke ændre på. I stedet skal det mindretal, der arbejder, arbejde endnu mere. Og hvis de er tilstrækkeligt dygtige og flittige, skal de også betale lidt ekstra i misundelsesskat. Den såkaldte millionærskat. Virksomheder, der kunne få den skøre idé at skabe jobs i Danmark, skal selvsagt også beskattes hårdere.
Planen brillerer i sit fuldstændige fravær af løsninger på de udfordringer, Danmark står overfor. Direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Jørn Neergaard Larsen, har helt ret, når han kalder planen en hjælpepakke til den offentlige sektor og ikke en væktspakke for Danmark. Der er ingen udsigt til at få de mange tusinder, der står uden for arbejdsmarkedet, med på vognen, og verdens største offentlige sektor skal gøres endnu større.
Hvis Helle og Villy får held til at gennemføre deres forslag, vil de cementere den katastrofale kurs, der er sat for det danske samfund. Vi vil få mindre vækst, færre jobs og mere statsbureaukrati. Det vil kun være et spørgsmål om tid, før det hårdtarbejdende mindretal, der betaler gildet, vil begynde at forlade skibet. Og hvad vil det mon betyde for dem, der bliver tilbage?
Halvdelen af planen afhænger af fagforeningernes velvilje. Og allerede få timer efter lanceringen er der uro i geledderne, da FOA blankt afviser en generel stigning i arbejdstiden. Men mest påfaldende er det måske, at S og SF vil finansiere en stadig voksende offentlig sektor ved på forskellig vis at kræve mere ind fra dem, der i forvejen bidrager allermest.
For nej, der er ikke tale om, at alle må bidrage. I Danmark er der flere uden for arbejdsmarkedet, end der er personer i beskæftigelse. Dét vil S og SF ikke ændre på. I stedet skal det mindretal, der arbejder, arbejde endnu mere. Og hvis de er tilstrækkeligt dygtige og flittige, skal de også betale lidt ekstra i misundelsesskat. Den såkaldte millionærskat. Virksomheder, der kunne få den skøre idé at skabe jobs i Danmark, skal selvsagt også beskattes hårdere.
Planen brillerer i sit fuldstændige fravær af løsninger på de udfordringer, Danmark står overfor. Direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Jørn Neergaard Larsen, har helt ret, når han kalder planen en hjælpepakke til den offentlige sektor og ikke en væktspakke for Danmark. Der er ingen udsigt til at få de mange tusinder, der står uden for arbejdsmarkedet, med på vognen, og verdens største offentlige sektor skal gøres endnu større.
Hvis Helle og Villy får held til at gennemføre deres forslag, vil de cementere den katastrofale kurs, der er sat for det danske samfund. Vi vil få mindre vækst, færre jobs og mere statsbureaukrati. Det vil kun være et spørgsmål om tid, før det hårdtarbejdende mindretal, der betaler gildet, vil begynde at forlade skibet. Og hvad vil det mon betyde for dem, der bliver tilbage?
