Markedet er det ypperste demokrati

Demokratiet er godt, demokratiet er helligt, og demokratiet skal vi værdsætte

Nicolai Oster,

23/12/2014

Demokratiet er godt, demokratiet er helligt, og demokratiet skal vi værdsætte. Vi skal beskytte det, vi må ikke bukke under for antidemokratiske kræfter, og ja, demokratiet er i vesten endda så forherliget, at det ikke er nok, at vi har det. Vi må med våben og kamp udbrede det til hele omverden. For de skal jo også nyde godt af vores så fantastiske demokrati, og det kan kun gå for langsomt.

Vi får dagligt tudet ørerne fulde af, hvor fantastisk en ting demokratiet er. Der findes ikke en eneste dansk folkeskoleelev, som ikke er blevet indoktrineret i demokratiets såkaldte herlighed. Og når der i ny og næ popper et valg eller to op, så kan vi ikke få nok at vide, hvor vigtigt det er, at vi deltager i den hellige institution; demokratiet.

Men er vores såkaldte demokrati så demokratisk? Er vores øjesten virkelig en universel løsning på alverdens problemer? Og er det repræsentative demokrati, vi dyrker og helliger, virkelig det bedste demokrati?

Når der i dagligdagen tales om demokrati, så glemmes det mest demokratiske demokrati ofte. Det demokrati, hvor alle, uanset køn, race og politisk overbevisning, kan lade sin stemme høre. En stemme, som prompte vil bliver efterfulgt, hvis den ikke er den eneste. Demokratiet, som kaldes markedet.

På markedet bliver alle hørt. For alle har nemlig, hvad der skal til. Alle har efterspørgslen. Den efterspørgsel, som er så essentiel og vigtig en del af markedet, at markedet ikke vil kunne eksistere uden. Derfor er markedet interesseret i at imødekomme efterspørgslen i alle de tilfælde, hvor det er muligt. For når der på en given ting er en efterspørgsel, så er der også en mulighed for profit, og når den mulighed opstår, så opstår udbuddet. Er der noget du ønsker, så har du muligheden for, at få det til at ske. Er der noget du ønsker at støtte, så har du muligheden. Du kan fremme det, du finder godt.

Men her ender det langt fra her. Markedet rummer meget mere. For på markedet er det ikke kun muligt at skabe det, du ønsker. Det er også muligt gøre det modsatte. Ønsker du ikke en ting, så har du din demokratiske magt til at undlade at købe den ting. Du formindsker efterspørgslen, og dermed har du brugt din demokratiske magt. En demokratisk magt du kan udvide ved at sprede, hvad end dit budskab og ønske måtte være. Du har muligheden for at få folk med dig og få din vilje igennem.

Markedet rummer ikke bare muligheden for, at enhver kan søge indflydelsen. Markedet rummer det vigtigste af det hele. Markedet rummer beskyttelsen af minoriteter.

Hvor det repræsentative demokrati – og alle andre moderne demokratier - ikke er andet end to ulve og et får, som skal beslutte, hvad de skal have til aftensmad, så beskyttes minoriteterne på markedet. 51 procent af befolkningen kan ikke bestemme over, hvad de 49 procent må købe og ikke købe. For de 49 procent har stadig den mest effektive beskyttelse for minoriteter; efterspørgslen.  Ingen kan fratage dem den beskyttelse, når spillet foregår på markedets regler og vilkår. Et regelsæt, der bygger på gensidig forståelse og respekt; for uanset, hvem du møder på markedet, så vil de ikke kunne påvirke dit liv på andre måder end at handle med dig. En frivillig handel, hvor begge parter er tilfredse.

For markedet er bygget på frivillighed. Den største forskel fra staten og det dertilhørende demokrati. Der er nemlig ingen tvang, ingen vold og ingen mænd med pistoler, hvis du ikke vil deltage i markedet.

Alligevel er det de såkaldte demokrati- og minoritetsforkæmpere på venstrefløjen, som er først til at ville lave indhug i markedet. For markedet har brug for regulering, for markedet fejler og markedet er ondt. I hvert fald, hvis man skulle tro venstrefløjen.

Men de ser ikke, at markedet netop er det, som de efterspørger. Den ypperste demokratiske kraft og beskyttelse af minoriteter er netop det, markedet er og tilbyder. Alle har sin egen magt, alle har mulighed for at gå sammen med andre for at ændre tingene, alle har beskyttelse.

Når venstrefløjen så går ud og angriber markedet, så angriber de det demokrati og den beskyttelse af minoriteter, som de selv forsøger at profilere sig højt på. Hadet mod kapitalismen, bliver døden for det reelle demokrati og minoritetsbeskyttelse. Noget, som man må gå ud fra, at venstrefløjen ikke ønsker sig.

Så hvis der virkelig ønskes demokrati, og der virkelig ønskes en styrkelse af demokratiet, så skal markedet styrkes. Markedet skal forsvares, markedet skal bruges og vigtigst af alt, markedet skal igen slippes fri, så enhver kan bruge deres medfødte demokratiske ret på markedet. Først når markedet reelt er frit, først når markedet ikke manipuleres og ødelægges fra politisk side, først der har vi det stærkeste og ypperste demokrati.

Kilde: