Margrethe Vestager hælder benzin på bålet med dårlig timing

Iflg

Christian_Melgaard

02/05/2012

Iflg. Margrethe Vestager satser det danske EU-formandskab på at nå frem til en aftale, der stiller skrappere krav til finanssektoren inden formands-stafetten gives videre til Cypern. Der skal stilles faste krav til de europæiske banker, så de kan modstå truende kriser og bidrage til at skabe vækst og arbejdspladser.

Efter Margrethe Vestagers logik er det en vigtig indirekte vækstkomponent at sikre en stabil og solid finansiel sektor, som man har tillid til. Så får man også den finansielle infrastruktur, som er med til at sørge for, at virksomheder og privatpersoner kan låne penge. "Det er nogle gange undervurderet i vores diskussion om vækst" citeres Margrethe Vestager for at sige.

Det er logik, at en stabil og solid finansiel sektor er at foretrække frem for en ustabil og mindre solid, og det er formentlig også rigtigt, at det på lang sigt kan være med til at sikre den nødvendige vækst, MEN Margrethe Vestager glemmer i sin iver efter at regulere, at timing er helt afgørende!

De finansielle sektorer i hele Europa er i knæ, og det gælder ikke mindst i Danmark, hvor banker i kølvandet på den finansielle krise dagligt udsættes for stramninger, som forlænger krisen og gør den værre.

Det er indiskutabelt, at den finansielle sektor med fordel kunne have været bedre polstret før krisen indtraf, og det er indiskutabelt, at en strammere regulering kunne have afværget nogle af de mest grelle eksempler på hovedløs udlån, men det er set i bakspejlet. Nu er der behov for at se fremad, og fremadrettet er det behov for at kalibrere stramninger og reguleringer efter markedets øjeblikkelige tilstand.

Stramninger bør foretages i opgangstider, hvor der er luft til at absorbere disse, mens man i nedgangstider som de nuværende bør fare med lempe og levere den nødvendige støtte til at bankerne kan komme igennem krisen. Det nytter ikke noget at timingen styres af at (i det store billede) tilfældig regering vil vise resultater i sin formandsperiode. Stramninger i utide er som at hælde benzin på bålet - og stramninger idag er i utide.

Kilde: