I denne artikel er der et par eller 3 ting der slår mig som besynderlige.
Først at de unge politikere beskrives om 'børn', ikke unge voksne, eller myndige osv. 'Børn' = Sympati.
Sekundært at selvforsvar beskrives som 'selvtægt'. Undskyldning. Projicering.
Det er et 'vinkle' skriftet for at manipulere læseren følelsesmæssigt. Følelser på Videnskab.dk?
Endelig det faktum, at hele socialismens ide fejlede totalt i praksis for de unge socialdemokrater uden at det nævnes.
Man må pege på at for socialister er gruppens bedste og overlevelse vigtigere end individets. Helt som myrer, hvepse og bier.
Man kunne have forventet ifølge parolerne, som de lærte, at se, at de talmæssigt overlegne socialister ville overmande den åbentlys sindssyge morder og flere have ofret sig for fællesskabets overlevelse. I stedet forsøgte hvert individ at sørge for egen overlevelse, som jeg også sikkert havde gjort som højre-drejet, hvis det ikke var fordi jeg havde et dødsønske om at gå ned i flammer i narcissistisk overmod.
Flugt og egen overlevelse er bestemt ikke en unaturlig adfærd, men hvor forsvandt de socialistiske paroler under det væbnede opgørs realiteter? Viser Utøya ikke, at socialismen ikke er i overensstemmelse med individdets egne interesser?
Måske er det for tidligt at gøre opmærksom på i sorgen, men spørgsmålet til socialismens gyldige paroler hænger i kulissen og spøger. Er selvforsvar selvtægt? Er unge mennesker børn - og hvad gør børn så i politiske lejre? Og er socialister egennyttige eller det modsatte - har glemt ordet. Var det det som Anders ville påvise?
Anyway - der er noget der ikke hænger sammen mellem teori og virkelighed her, og det generer mig som en sten i skoen.
